Danskerne elsker WiFi.
Vi har tilknyttet vores telefon til et WiFi-netværk 56 procent af telefonens tændte tid, og vi fylder vores hjem med et hav af trådløse enheder. Smartphones, tablets, computere og fjernsyn som alle forbinder igennem den samme port til internettet: Din WiFi-router.
Mange glemmer dog at udskifte den skrabede og til tider direkte ringe router fra teleudbyderen, og du kan ofte forbedre både rækkevidde og øge signalstyrken ved at erhverve en ordentlig WiFi-router.
Der findes et hav af routere på markedet fra forskellige producenter, men vi har samlet en liste over generelle egenskaber, som din næste router skal have for at give dig en bedre forbindelse i hjemmet.
Listen er udarbejdet i samarbejde med distributionschef for TP-Link i Norden, Fredric Suarez med 15 års erfaring omkring WiFi-routere, og forslagene er generelle råd og ikke rettet specifikt mod TP-Links produkter.
Gå 802.11AC
Den første er enkel: Din næste router bør supportere 802.11ac-standarden.
802.11ac-standarden er godt tre gange så hurtig, som den foregående standard (.11n), hvis du har enheder, der kan forbinde til 5Ghz-frekvensen. Det kan de fleste nyere telefoner (iPhone 6 kan for eksempel), og en ny router vil selvfølgelig også fungere med dine gamle enheder (som dog ikke vil ikke opleve de samme, hurtige overførselshastigheder).
Selvom du ikke har mange enheder, der understøtter 802.11ac, så er det stadig værd at købe en 802.11ac-router. Med tiden får du nye enheder, der udnytter de hurtige teknologier, og så vil du mærke en betydelig forskel på hastighederne.
Samtidig udnytter en 802.11ac-router 5GHz-frekvensen, der stadig er mindre benyttet, og alene det kan give store stabilitetsforbedringer i særligt lejligheder med mange forskellige forstyrrende WiFi-netværk omkring dig.
Der findes en nyere standard, 802.11ad, som benytter 60 Ghz-frekvensen og lover endnu vildere hastigheder, men den høje hastighed opnås kun over meget korte afstande. Endnu er der ingen telefoner eller fjernsyn og kun meget få computere, der understøtter standarden. Hold dig derfor til 802.11ac indtil videre.
Vælg router efter formål
Måske vigtigst af alt er, at du sætter dig ind i, hvilken type router du har brug for.
Har du tre børn med hver sin smartphone, to tablets og fem bærbare computer for ikke at glemme Netflix på smart-TV'et og en NAS-server? Har du et stort hus i flere etager og en dertilhørende stor have med havemøbler i den anden ende af plænen? Eller har du en teenager i et mørkt og lummert værelse med et oplyst ansigt fra computerspillet, der "altså bare kræver en konstant latency på højst 42, ellers bliver han ganked af midlane?!"
Kig efter, hvor mange enheder en given router kan håndtere, om den er god til at prioritere specifikke linjer af data (for eksempel Netflix eller World of Warcraft) eller om din givne enhed har en ekstra lang rækkevidde og tag en snak med en sælger i en butik, der kan hjælpe dig på rette vej.
Et andet godt råd er at købe routeren fra nettet eller i en butik, der tilbyder 14 dages returret, trods du allerede har åbnet pakken (pas selvfølgelig på både pakke og router). En router kan sagtens have gode anmeldelser, men samtidig have svært ved at sende signal igennem dit hus' skillevægge i beton.
Beam forming
Din ældre router fungerer ved at udsende WiFi-signalet i en sfærisk boble med den samme styrke i alle retninger, uanset hvor dine enheder befinder sig. Tænk på det som en elpære uden lampeskærm, der udsender lys i alle retninger.
Beamforming er lampeskærmen, der retter lyset ned mod sofaen, hvor du læser din bog. Lampeskærmen er erstattet med antenner, og med Beamforming kan routeren retningsbestemme signalet mod en enhed og på den måde forbedre forbindelsens styrke, stabilitet og rækkevidde.
Beamforming fungerer kun på routere, der understøtter 802.11ac-standarden og nyere og kendetegnes ofte ved, at det er routere med en række antenner stikkende ud. Det kan godt være, at det ligner en edderkop på ryggen, men det forbedrer din internetforbindelse. Ligeledes bør du have routeren til at stå et centralt sted i din bolig for at give den bedste forbindelse.
MU-MIMO
Din nuværende router har formodentligt ikke MU-MIMO, og det er en skam. MU-MIMO er en relativ ny teknologi, der spås til at revolutionere den trådløse forbindelse til internettet.
Din gamle router er en ringe multitasker, men er fantastisk til at lade som om, den er mester. Det kan godt være, at du tilknytter tre, seks, eller ni enheder på én gang, men WiFi-routeren kan kun kommunikere med én af dine enheder ad gangen. Når du ser Netflix på fjernsynet, kan din router altså ikke sende data til din computer samtidig.
"Hov hov. Jeg kan fint se Netflix, imens mit barn spiller computer, og min kone hører Thomas Helmig på Spotify!"
For at simulere, at routeren håndterer flere enheder på samme tid, skydes datapakker som fra et maskingevær skiftevist mod alle dine enheder, så du ikke mærker, at forbindelsen kun varer en brøkdel af et sekund ad gangen.
Det virker, men med flere og flere forbundne enheder i vores hjem, betyder det længere loadingtider og følelsen af en langsommere forbindelse.
Med MU-MIMO kan din router udsende data til flere enheder på samme tid, og du vil generelt opleve en mere stabil og hurtigere internetforbindelse med MU-MIMO.
MU-MIMO er dog stadig i sin spæde ungdom, og trods at producenterne er begyndt at indbygge MU-MIMO i nogle af sine routere, skal din telefon og computer også kunne håndtere MU-MIMO.
De færreste bærbare computere og kun få smartphones (eksempelvis Lumia 950 og Samsung S7) kan håndtere MU-MIMO i dag, men omvendt forventes det fra alle sider, at det bliver en ny, kommende standard inden for WiFi, så det er en fremtidssikker løsning, om end også den af teknologierne her på listen, som du "bedst" kan undvære.
Læs også: Fem grunde til at WiFi vinder over 3G og 4G på vores smartphones
Har du flere råd til dine medlæsere, så skriv dem endelig i kommentarfeltet