Samsung valgte fredag at stoppe salget af den nye top-smartphone Note 7 omgående og at tilbagekalde allerede solgte telefoner.
Det sker, fordi batterierne i Note 7 risikerer at bryde i brand eller ligefrem eksplodere. Der har været i hvert fald 35 tilfælde med de farlige batterier, har Samsung erkendt.
Læs om det her: Samsung stopper brat salget af ny top-smartphone: Risikerer at bryde i brand
Note 7-smartphonen blev lanceret i sidste måned, og forventningerne til salget har været høje - hvilket også betyder, at batteri-fadæsen og Samsungs dramatiske melding til markedet gør ekstra ondt på selskabet.
At der er en ny iPhone fra Apple på vej, gør heller ikke batteri-sagen mindre problematisk for Samsung.
Omvendt er det et fordelagtigt tidspunkt, da Samsung i sagens natur ikke har nået at sende alt for mange Note 7-smartphones ud på markedet.
Det kan det koste Samsung
Samsung tilbagekalder både allerede solgte telefoner og de enheder, der befinder sig hos forhandlerne.
CNBC skriver, at Note 7 indtil videre er ude på 10 markeder, og at der menes at være solgt 2,5 millioner enheder.
Strategy Analytics udtaler til CNBC, at omkostningerne ved tilbagekaldelsen og det missede salg kan betyde et fald på op til fem milliarder dollars - omkring 32 milliarder kroner - i Samsung smartphone-omsætning og et fald på 1,5 procent i indtjeningen i selskabets smartphone-forretning.
Læs også: Ikke bare en stor smartphone med stylus: Samsungs Note 7 får afgørende betydning
Financial Post skriver dog, at selvom tilbagekaldelsen af Note 7 gør ondt på Samsungs omdømme og formentlig også kan skade selskabets smartphone-salg i andet halvår 2016, kan det meget vel ende med, at de økonomiske konsekvenser primært vil kunne mærkes hos Samsungs underleverandører, da problemet kan isoleres til batterierne.
En ting er dog den direkte omkostning, der er forbundet med problemerne med Note 7 - noget andet er de PR-mæssige konsekvenser, batteri-sagen kan få for Samsung:
"Det skal adresseres hurtigt, før kunderne begynder at associere Samsung-navnet med eksploderende batterier,"udtaler IDC-analytiker Bryan Ma til Financial Times.
"Det her af en af den slags ting, der let ender som vittigheder hos late-night talk show-værter."
Samsungs hurtige beslutning
Indtil videre har Samsung dog gjort, hvad selskabet kan for at begrænse skadens omfang ved hurtigt at erkende problemet med batterierne og tilbagekalde Note 7 fra markedet.
"Da vores kunders sikkerhed har absolut højeste prioritet hos Samsung, har vi dog stoppet salget af Note 7," lød det fredag fra Samsung.
"For kunder, der allerede har Galaxy Note 7-enheder, vil vi frivilligt erstatte den nuværende enhed med en ny over de kommende uger."
"Vi anerkender det besvær, dette kan skabe i markedet, men dette er for at sikre, at Samsung fortsætter med at levere produkter af højeste kvalitet til vores kunder."
"Vi arbejder tæt sammen med vores partnere for at sikre, at oplevelsen med at få en erstatning er så behagelig som muligt."
Størst i verden
Ifølge Gartners seneste opgørelse over salget af smartphones, er Samsung fortsat den største producent med en markedsandel på 22,3 procent i andet kvartal i år på det globale marked.
Apple ligger på andenpladsen med 12,9 procent, mens Huawei som nummer tre på markedet har 8,9 procent.
Oppo ligger på 5,4 procent, og Xiaomi har nu 4,5 procent af det globale smartphone-marked i andet kvartal 2016.
Læs også:
Samsung stopper brat salget af ny top-smartphone: Risikerer at bryde i brand
Ikke bare en stor smartphone med stylus: Samsungs Note 7 får afgørende betydning
Spritnye smartphone-tal afslører dramatisk udvikling i kampen mellem Android, iOS og Windows
Prøvekørt Samsung Note 7: Tynd, lækker og med en rigtig fin stylus