Apples betalingsløsning, Apple Pay, bliver langsomt - men sikkert - udbredt til stadig flere lande, og ifølge Jesper Nielsen, chef for forretningsudvikling hos Danske Bank, kan en lancering i Danmark og de øvrige nordiske lande være på vej inden for en overskuelig fremtid.
Men hvad skal der til, før Apple kan lancere Apple Pay i Danmark?
Det har Computerworld undersøgt.
Læs også: Mobilepay forudser Apple Pays snarlige ankomst: Sådan vil vi tage kampen op
Ifølge Jesper Nielsen skal Apple have aftaler på plads med tre til fire centrale aktører.
Den første og formentlig vigtigste aktør, som Apple skal have en aftale på plads med, er bankerne, der udsteder de betalingskort, som er grundlaget for betalingerne i Apple Pay, oplyser Jesper Nielsen.
Aftaler med store banker
Han forklarer, at Apples typiske fremgangsmåde er, at virksomheden i første omgang forsøger at indgå en aftale med de banker, der har det største kundegrundlag.
Herefter udvider Apple med tiden dækningen af Apple Pay til at omfatte stadig flere banker.
Ifølge Jesper Nielsen skal Apple desuden have en aftale på plads med Nets, der står for driften af Dankortet.
"Det er nødvendigt, fordi Nets står for 'linket' ind til betalingsinfrastrukturen og det er Nets, der skal sikre, at betalingerne bliver behandlet og gennemført korrekt," siger han.
Dernæst oplyser Jesper Nielsen, at Apple skal have en aftale på plads med terminalleverandørerne, der skal sikre, at der er et kodeks for, hvordan mobilen og terminalen udveksler NFC-oplysninger på sikker vis.
Læs også: Derfor bliver din MobilePay-app opdateret hele tiden
Partnerskaber med detailhandlen
Selvom det som udgangspunkt vil være muligt at betale med Apple Pay i alle butikker, der tilbyder terminaler med kontaktøs betaling, så vil Apple også typisk forsøge at få partnerskabsaftaler på plads med store detailkæder.
I USA har Apple eksempelvis indgået partnerskaber med McDonalds, elektronikkæden Best Buy og stormagasiner som Bloomingdales og Macy's, mens Apple i Storbritannien eksempelvis har partnerskabsaftaler med BP, kaffekæden Costa og transportmyndighederne i London.
Henning N. Jensen, der er betalingsekspert og seniorpartner i firmaet PlusCon påpeger dog, at den største enkeltstående hurdle for Apple bliver at indgå en aftale med de danske banker.
"Den helt centrale opgave for Apple bliver at finde danske banker, der har lyst til at indgå en aftale med Apple," siger han.
For selvom Apple - som Jesper Nielsen fra Danske Bank påpeger - muligvis mangler at indgå nogle mere formelle aftaler med de forskellige samarbejderpartnere på det danske marked, så er betalingsinfrastrukturen i de nordiske lande allerede unikt godt forberedte på introduktionen af Apple Pay.
"I Danmark er langt de fleste terminaler forberedt til kontaktløse betalinger, og dermed er det rent faktisk allerede muligt for eksempelvis engelske og amerikanske turister at betale med Apple Pay i danske butikker. Infrastrukturen er i det store og hele allerede på plads," siger Henning N. Jensen.
Prisen bliver afgørende
Den manglende brik i puslespillet er derfor bankerne, og ifølge Henning N. Jensen er prisen den helt afgørende barriere for bankerne.
Han vurderer, at de banker som går med i et samarbejde med Apple, skal forberede sig på at aflevere et ganske betydeligt beløb til den californiske it-gigant.
Beløbets præcise størrelse er en forretningshemmelighed, men det amerikanske medie Bloomberg har tidligere beskrevet, at bankerne kommer til at betale et gebyr til Apple hver gang, der bliver gennemført en transaktion.
Derudover vurderer Henning N. Jensen, at bankerne også vil komme til at betale en betydelig sum for at få den afgørende licens, der er nødvendig for at bankerne kan tage Apple Pay i brug.
"Valgte Apple i morgen at gøre Apple Pay gratis tilgængelig for bankerne, så ville der nok være en del banker, der benyttede sig af tilbuddet. Men jeg mener ikke, at det er sandsynligt, at nogen af danske banker vil være interesseret i at indgå et samarbejde med Apple på de nuværende betingelser."
"Det eneste motiv for bankerne er, at de kan købe sig til et image som værende særligt innovative," siger han.
Afventer Dankort til smartphonen
Henning N. Jensen tilføjer, at de danske banker formodentlig vil afvente introduktionen af det såkaldte mobile Dankort, som Nets i øjeblikket er i gang med at udvikle.
Det mobile Dankort vil gøre det muligt at betale med Dankort i butikkerne via smartphone-app, og hvis det bliver en succes, vil bankernes lyst til at indgå en aftale med Apple formodentligt blive endnu mindre, end den er i dag, lyder vurderingen fra Henning N. Jensen.
Læs også:
Teknikken står klar over hele Danmark: Men hvor bliver mobilbetalingerne af?