Selv de bedste intentioner om at fabrikere solid software kan ramme muren i form af virkeligheden, der viser, at nyudviklet software ikke helt opfører sig, som den burde.
Derfor er det helt standard at teste sin software løbende, så der bliver luget ud i fejl, bugs og uhensigtsmæssigheder, inden et program eller en ny funktionalitet til en app bliver sendt på gaden.
Computerworld har spurgt Mette Bruhn-Pedersen, som er formand hos DSTB (Danish Software Testing Board), om, hvordan man tester sin software optimalt, hvis man ikke har en professionel tester til rådighed.
Tidlige tests er vigtige
Hun startede selv som såkaldt funktionel tester og vil som formand for DSTB til enhver tid hævde, at det kan betale sig at punge ud for at få testet sin software af en erfaren og professionel tester.
"Softwaretest er i dag blevet en reel profession, og test er bedre integreret i projekterne i dag end tidligere. Man tænker simpelthen kvalitetssikring, sikkerhed og vedligeholdelse tidligere ind i processen, hvilket gør testere til en vigtig og integreret del af et it-projekt," forklarer Mette Bruhn-Pedersen.
I flere virksomheder er det da også professionelle testere, der tager sig af tests.
Men hvad gør du, hvis du ikke har software-testere til rådighed i din lille udviklerbiks eller iværksætterfirma?
Så tester du selvfølgelig selv.
Så her kommer med hjælp fra DSTB-formand Mette Bruhn-Pedersen fem simple råd til, hvordan du kan forbedre kvaliteten af din software, inden den skal tages i brug.
"Der er nogle basale tekniker, som man kan lære at beherske, og der er absolut ikke tale om raketvidenskab. Som udvikler vil man nok tænke lidt anderledes fremover, når man har lært de basale test-teknikker," indleder Mette Bruhn-Pedersen.
Fem simple test-metoder
Først og fremmest peger hun på, at selv den mest genialt udviklede software altid har godt af friske øjne, som derfor er råd nummer et i rækken af billige testmetoder.
"De professionelle testere er et nyt sæt øjne på en opgave, og disse nye øjne kan man jo også få fra sin sidemand. Så kode-reviews er en stor overskrift på, hvordan man kan finde fejl og højne kvaliteten relativt nemt og billigt. Tre udviklere kan eksempelvis skiftes til at kigge hinandens kode igennem," siger Mette Bruhn-Pedersen.
Råd nummer to omhandler forretningsforståelse - altså, hvorfor man overhovedet skal udvikle softwaren i første omgang.
"Det er vigtigt at have en god forståelse af hvilken værdi ens program giver forretningen og slutbrugerne. Tit går det galt med at få en fælles forståelse af, hvad det er, der er behov for, og hvordan man bedst og billigst kan lave en løsning. Desuden kan forretningen hjælpe med at teste softwaren undervejs og dermed sikre, at man er på rette vej," vurderer Mette Bruhn-Pedersen.
En tredje lavt hængende frugt i testfasen er at tænke tests ind fra starten af et udviklingsprojekt. Eksempelvis er brugervenlighed er ikke en magisk glidecreme, man smører ud over koden, når den er færdigudviklet.
"Unittest og test-driven projekter er vejen frem til succes. Uanset om der er testere i et projekt, så er udviklernes egen test og kvalitetssikring nøglen til gode systemer," siger Mette Bruhn-Pedersen.
Send opgaven ud på nettet
Et fjerde råd i rækken om, hvordan du kan teste din software bedre i udviklingsfasen, er, at du som i mange andre henseender går i skyen.
"Testing-as-a-service er en metode, der sammen med automatiserede tests vinder frem. Så i stedet for at hyre testere, kan du sende din software ud til cloud-selskaber, som er specialiserede i tests," forklarer Mette Bruhn-Pedersen.
Det sidste og femte råd har også noget med skyen at gøre, da du på udviklerfora kan benytte dig af crowdsourcet testing. Her forklarer Mette Bruhn-Pedersen, at dette især gælder ved udviklingen af software til almindelige brugere.
"Du kan selv opbygge og administrere en crowd men det nemmeste er nok at få hjælp fra et firma, som specialiserer sig i crowd testing," runder Mette Bruhn-Pedersen af.
Læs også:
I dette hjørne af it-verdenen regerer kvinderne - i hvert fald lidt endnu