It-giganten Apple har lidt noget af en juridisk tort på det lukrative kinesiske marked, som selskabet så gerne vil ind på og dominere.
For Apple har tabt en stor varemærkesag om retten til brugen af ordet 'iPhone' i Kina, hvilket åbner for, at et taskefirma nu kan sælge sine tasker, mobilcovers og andre produkter under varemærket 'iPhone'.
Det har en dommer i Beijings højeste folkedomstol afgjort til fordel for taske- og mobilcover-selskabet Xintong Tiandi Technology, skriver BBC.
Apple overhalet indenom
Allerede i 2002 ansøgte Apple om at varemærkeregistrere 'iPhone' i Kina - altså fem år før, at den nu nyklassiske smartphone blev præsenteret for verden af Apple-stifter Steve Jobs.
Men det amerikanske æbleselskab fik først godkendt sit iPhone-varemærke i 2013, og er på den måde blevet overhalet indenom af Xintong Tiandi Technology.
Det kinesiske selskab søgte om retten til varemærket i 2007, hvilket pudsigt nok er det samme år, som Apple lancerede den første iPhone i USA.
Retten til varemærket fik den kinesiske virksomhed så i 2010, hvilket altså har givet selskabet retten til at sælge sine produkter med det ikoniske smartphone-brand tilknyttet.
Apple har ellers solgt iPhone-telefoner i Kina siden 2009.
Apple slået tilbage flere gange
Tilbage i 2012 forsøgte Apple i flere omgange at stoppe det kinesiske selskab med at sælge varer mærket med 'IPHONE' og det lille R i enden som et registreret varemærke.
I alle tilfælde fik Apple vendt den juridiske tommelfinger nedad, hvilket er årsagen til, at sagen er endt i højesteretten.
Nyheden om, at Apple ikke har eneret til iPhone-brandet i Kina, kommer nogenlunde samtidig med, at Apple leverer den første tilbagegang i sit regnskab i flere år.
På sit næststørste marked efter USA har Apple i Kina haft en tilbagegang på 26 procent i det seneste kvartal.
Det kan du læse mere om her:
Derfor har iPhone-salget ramt muren - og sådan kommer Apple tilbage på vækstsporet
Storinvestor bekymret for Apples fremtid: Sælger alle sine 53 millioner Apple-aktier