Når en regering fremstiller et lovforslag, er det normal praksis, at regeringspartiernes egne medlemmer stiller sig bag forslaget.
Der har selvfølgelig været smuttere som eksempelvis DONG-salget, men de hører til undtagelserne.
Derfor er det måske en smule overraskende, at en regering bestående af kun et enkelt parti, har planer om en lov, som deler vandene i dets egne rækker.
Sammen med Socialdemokraterne er Venstre nemlig det eneste parti, som ikke har en klar holdning til sessionslogning.
Det kan du læse mere om her: Sessionslogningen afhænger af det tavse socialdemokrati
I strid med Venstres DNA
De få udmeldinger, som Venstres medlemmer indtil videre har leveret, peger bestemt ikke i retning af opbakning til Justitsminister Søren Pinds (V) plan for sessionslogning af samtlige borgeres internet-adfærd.
Venstres daværende it-ordfører, Michael Aastrup Jensen, var mildt sagt kritisk overfor sessionslogning før folketingsvalget i sommeren 2015.
"På en eller anden måde har terroristerne jo vundet, når vi gør Danmark til en overvågningsstat," sagde han dengang. Og de udtalelser står han ved i dag.
Det kan du læse mere om her: Søren Pind vil stramme - men venstre-mand ønsker ikke mere overvågning: Jeg er stadig skeptisk
Venstre nuværende it-ordfører, Torsten Schack Pedersen, har tidligere udtalt sig kritisk om hele idéen om sessionslogning.
"Jeg var glad for, at sessionslogning blev ophævet i 2014, og derfor er jeg selvfølgelig også som udgangspunkt meget kritisk nu," udtalte han i Politiken 8. februar.
Ugen forinden havde hans kollega, Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen, ikke gjort meget for at give indtryk af en samlet Venstre-gruppe.
Da Politiken spurgte, om Venstre går ind for sessionslogning, var der i hvert fald ikke meget at hente.
"Jeg har ingen kommentar. Men godt forsøgt," var alt hvad retsordføreren havde at sige til den sag.
En, som bestemt ikke har holdt sig tilbage for at deltage i debatten, er Venstre-manden Jakob Engel-Schmidt, som netop har afløst Morten Løkkegaard i Folketinget.
Jakob Engel-Schmidt har tidligere været aldeles bramfri i sin kritik af planerne om sessionslogning.
"Sessionslogning svarer til, at myndighederne åbner dine fysiske breve og er ikke i overensstemmelse med Venstres DNA," tweetede han så sent som 29. januar.
Men hvordan ser det ud i dag?
Meget kan ændre sig på en måned i dansk politik, og derfor har Computerworld spurgt Venstres it-ordfører Torsten Schack Pedersen og retsordfører Preben Bang Henriksen, hvad Venstre egentlig mener om sessionslogning.
Svaret styrker ikke tiltroen til, at Søren pind skal regne med støtte fra alle sine partifæller.
Venstres rets-ordfører, Preben Bang Henriksen, meddeler nemlig, at han kun udtaler sig på egne vegne, da han svarer Computerworld.
"For mig er det vigtigt, at politiets muligheder for beviser i de grove straffesager bibeholdes og ikke fortabes, fordi forbryderne anvender internetkommunikation," skriver han i en mail.
It-ordfører Torsten Schack Pedersen er lidt mere informativ, da Computerworld taler med ham. Han udtaler sig på partiets vegne.
Hvad mener Venstre om sessionslogning?
"Det har vi en intern diskussion om i øjeblikket, og den er ikke afsluttet endnu."
Var det måske en diskussion, I skulle have haft lidt tidligere? Loven skal jo til afstemning inden måneden er ude.
"Jeg har ikke yderligere kommentarer."
Læs også: Ekspert om sessionslogning: Forskellen på Google og Søren Pind er, at du kan beskytte dig mod Google