Fona blev stiftet helt tilbage i 1926, hvor Harry Hylén åbnede den første butik i en kælder på Christianshavn i København.
Siden dengang er der blevet solgt massevis af fjernsyn, stereoanlæg, computere, smartphones og tablets i de 56 Fona-butikker rundt omkring i landet.
For slet ikke at tale om alle de musikalbums og film, der er blevet langet over disken.
Lukker 25 butikker
Men nu - efter 90 år som den måske mest kendte elektronikkæde i Danmark - står Fonas butikker til næsten at blive halveret.
Fona-kæden er nu i så massive økonomiske problemer, at kampen for overlevelse betyder, at 25 af 56 Fona-butikker rundt omkring i landet skal lukke.
Se nyheden her.
Samtidig mister 300 ud af 975 medarbejdere i virksomheden jobbet.
Det står klart, efter at kreditorerne i det kriseramte Fona torsdag gav Fona en yderligere frist på seks måneder for, hvornår en rekonstruktion af den nødlidende butikskæde skulle være klar.
I forlængelse af den godkendelse er det besluttet, at lukke de 25 butikker over de næste måneder, og samtidig står det klart, at de resterende Fona-butikker skal sælges til en ny ejer.
Hvad betyder Fona for dig?
Et velkendt salgs-slogan fra Fona lyder: "Der er altid en grund til at gå i Fona."
Men er du blandt dem, der kommer til at savne de lukkede Fona-butikker - eller handler du i dag ind helt andre steder og i andre butikker?
Computerworlds erhvervsredaktør, Dan Jensen, er i hvert fald en af dem, der har varige minder om Fona.
Han skriver på Facebook, at Fona i Holstebro - som nu lukker - "var et centralt element i de sjældne ture til storbyen Holstebro fra Hjerm," da han var dreng.
"Duften af elektronik, LP-plader, fjernsyn, de tykke gulvtæpper og alle de fantastiske, men helt uopnåelige, apparater på hylderne havde et magisk skær over sig. Det var her, at jeg købte mit allerførste album i mit liv: Mike Oldfields 'Five Miles Out' på blå mandag i '82 eller '83. Det kostede 80 kroner, og jeg kunne ikke vente med at komme hjem i mit fine blå mandags-tøj for at sætte det på," skriver han.
Hvilke minder har du om Fona? Var det eksempelvis der, du købte din første computer eller dit første fjernsyn?
Fortæl gerne i debatten, hvad det kommer til at betyde for dig, at Fona nu lukker hele 25 butikker rundt omkring i landet?
Her er listen
Herunder kan du se hele listen med de 25 Fona-butikker, der nu skal lukke:
Det drejer sig om Fona i Glostrup Center, Spinderiet, Amager Centret, Klampenborgvej, Albertslund, Nørreport, Herlev Bymidte, City2, Strøget (Aarhus), Hellerup, Hvidovre, Nørrebro, Ringsted, Farum Bytorv, Køge, Holbæk, Odense C, Aalborg Storcenter, Vejle, Viborg, Fredericia, Sønderborg, Horsens, Holstebro og City Vest.
Læs også:
Kæmpe fyringsrunde i Fona - 25 butikker skal lukke
Skæbnetime for Fona: Undgår konkurs med ny aftale - men stadig ekstremt usikker fremtid
Her er årsagen til Fonas betalingsstandsning - mindst to købere klar i kulissen