Artikel top billede

Musikvideoen Gangnam Style med mere end 2,5 milliarder visninger på Youtube giver musikselskaberne færre penge, end hvis sangen bliver afspillet på eksempelvis Spotify.

Den danske musikbranche raser over Youtube-betingelser: Google betaler ikke nok

Den danske musikindustri kan glæde sig over vækst som følge af streamingtjenesternes popularitet. Alligevel kunne der skovles minimum 100 millioner kroner mere ind om året, hvis tjenester som Youtube betalte fuld licenspris for musiknumre.

Streamingtjenesternes indmarch på de danske webbrowsere har betydet federe tider for den danske musikindustri.

Tiderne kunne dog være endnu federe, hvis alle online-tjenester med musik på programmet bidrager til festen. 

Læs også: Dansk musikbranche jubler over streaming: Pirater er ikke længere et problem

For reklamefinansierede streamingtjenester som Youtube, Soundcloud og Veevo betaler ifølge musikselskabernes brancheorganisation IFPI ikke den fulde licenspris for musikafspilninger.

Således bidrager disse stærkt populære streamingtjenester med blandt andet reklamer før og efter musikken med blot 18 millioner kroner til musikselskabernes omsætning i 2015. Til sammenligning spytter tjenester som Spotify, TDC Play og Apple Music samlet mere end 320 millioner kroner i kassen.

"Jeg vil vurdere, at hvis Youtube og lignende tjenester betalte den fulde licenspris, så ville omsætningen fra disse tjenester løbe op i et trecifret millionbeløb årligt," fortæller Lasse Lindholm, kommunikationschef i IFPI, til Computerworld.

Derfor slipper Youtube billigt

Forklaringen på, at Google med sit video-flagskib Youtube kan betale langt mindre end de andre streamingtjenester som eksempelvis Spotify, ligger ifølge IFPI i, at Google dækker sig ind under nogle helt andre licensbetingelser.

"Youtube henholder sig til safe harbor-princippet i e-handelsregi, som beskytter passive tekniske mellemled, der er med til at skabe den digitale infrastruktur," forklarer Lasse Lindholm.

Dette safe harbor princip har i denne sammenhæng ikke meget med persondata-safe harbor-princippet at gøre, som jo blev dømt borte og ude for nogenlunde nyligt.

Lasse Lindholm uddyber sin påstand om underbetaling for licenser med, at tjenester Youtube helt konkret dækker sig ind under, at videositet er en teknisk løsning. På den måde kan Youtube ikke stilles til ansvar for den musik, man udbyder via sitet.

Og derfor unddrager man sig også at indgå fulde licensaftaler på lige fod med andre streamingtjenester som Spotify, TDC Play og Apple Music.

"De spiller stadig kortet med, at de ikke ved, hvad der foregår på deres tjeneste. Og dermed betaler de ikke den fulde licens som de andre streamingtjenester," siger Lasse Lindholm.

"Vi er ikke ude efter specifikke tjenester. Gode digitale tjenester er fremtiden. Men vi frygter på længere sigt, at der kommer flere mellemmænd til, som dækker sig ind under safe harbor-princippet og siger, at de leverer 'tekniske løsninger' selvom de i virkeligheden tjener penge på at udbyde musik", fortsætter han.

Kræver lovændring

Kommunikationschefen i den danske afdeling af IFPI mener ikke, at der er andre veje uden om end at gribe til lovændringer.

For rettighedshaverne i form af musikselskaberne har i årevis kæmpet lange, seje kampe om få lagt låg på numre og videoer, som ikke må vises på eksempelvis Youtube.

"Selvom en tjeneste som Youtube nok er villig til at fjerne et nummer fra sitet, så popper nummeret jo op igen og igen. Og afspilningerne sker som sagt på andre licensbetingelser, selvom Youtube eksempelvis er en kæmpestor spiller." lyder det fra Lasse Lindholm.

Et hurtigt kig på Youtubes 10 mest sete videoer nogensinde viser, at alle er musiknumre, som tilsammen har omkring 15 milliarder visninger.

Og disse mange visninger tjener musikselskaberne altså ikke lige så meget på som med afspilninger via TDC Play eller Spotify.

"Der er simpelthen tale om ulige konkurrencevilkår," forklarer Lasse Lindholm.

Kunne man ikke bare sige, at Googles advokater er bedre end musikselskabernes jurister?

"Jo, det kan du sige, men virkeligheden ser også ud til at være løbet fra safe harbor, sådan som princippet oprindeligt var tænkt. Derfor mener vi, at safe harbor skal præciseres" runder Lasse Lindholm af.

Google: Vi betaler allerede
Computerworld har forholdt Google kritikken, og selskabet svarer på følgende måde: 

"YouTube stiller en global platform til rådighed for alle lige fra vloggere til politikere, fra globale brands til små virksomheder og selvfølgelig også musikere, som gør det muligt at nå ud til mennesker i hele verden," skriver Google til Computerworld.

"Vi har betalt over tre milliarder dollar til musikindustrien, har aftaler på plads med hundredvis af uafhængige og store pladeselskaber rundt om i verden, og giver rettighedshavere værktøjer til at styre deres copyrightbeskyttede værker," fortsætter Googles svar. 

Problematikken omkring de uensartede licensbetingelser er nærmere beskrevet i IFPI's årsberetning, som du kan hente på organisationens hjemmeside her.

Læs også: 
Youtube på trapperne med HDR-videoer i superkvalitet




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere