Tidligere CEO i Microsoft og storaktionær i selskabet, Steve Ballmer, mener, at Microsoft under Satya Nadella mangler en klar kurs på mobilområdet.
Det siger han i et interview til Business Insider. Her gør Ballmer det også klart, at han ikke længere er en Microsoft-insider, men derimod en person, der betragter selskabet udefra.
Ballmer roser Satya Nadella på en række områder, men kommer også med et par mere kritiske udtalelser - blandt andet om Microsofts mobilstrategi.
"Og virksomheden er virkelig nødt til at udstikke en retning med mobile enheder. For hvis du vil være mobile-first og cloud-first, er du virkelig nødt til at have en fornemmelse af, hvad du gør med de mobile enheder," siger Steve Ballmer til Business Insider.
Steve Ballmer indgik i 2011 et partnerskab om Windows Phone sammen med Nokias administrerende direktør, Stephen Elop. Siden købte Microsoft Nokia for omkring 40 milliarder kroner.
"Jeg havde sat en kurs for selskabet. Da jeg var på vej væk, satte bestyrelsen en kurs ved at købe Nokia. Det gik de ligesom videre med, efter jeg havde fortalt, at jeg ville gå. Virksomheden - med bestyrelsen og jeg - havde anlagt det synspunkt. Satya har helt sikkert ændret det," siger Steve Ballmer.
"Han er nødt til at have en klar kurs fremadrettet. Men jeg er sikker på, at han nok skal komme derhen," lyder kommenten til Business Insider.
Læs også: Total Windows-nedtur: Markant dyk i antallet af solgte Windows-smartphones
Det fremgår ikke af interviewet, hvad det præcis er, Ballmer mener, at Stya Nadella har ændret. Kommentaren kan både gå på det faktum, at Microsoft har skåret drastisk ned i mandskabet, der stammede fra det gamle Nokia, og også at Microsoft under Satya Nadella i langt højere grad end tidligere er begyndt at satse på at levere software helhjertet til iOS og Android.
Under Steve Ballmer forsøgte Microsoft generelt at hjælpe Windows Phone på vej ved primært at satse på den platform til selskabets apps.
Steve Ballmer & Microsoft
Det er kun et par måneder siden, at Steve Ballmer også var ude med riven, da han på selskabets årlige aktionærmøde kritiserede, at Microsoft ikke offentliggør tal for omsætning og indtjening på cloud- og hardware-området - to af de ting, selskabet har satset ekstremt meget på de de senere år
Steve Ballmer er med en aktiebeholdning på fire procent den største enkeltaktionær i Microsoft-koncernen.
Læs også: Historien om Windows Phone og den barske kamp mod Android og iOS
Ballmer blev ansat i Microsoft i 1980 som den blot 30. ansatte i virksomheden.
Han blev administrerende direktør i Microsoft siden 2000 efter Bill Gates og blev altså på posten helt frem til 2014, hvor Satya Nadella tog over som den blot tredje administrerende direktør i selskabets historie.
Sådan går det Windows til smartphones
Microsofts Windows-platform har altid haft det svært i kampen mod Android og iOS på smartphone-markedet - og det går ikke bedre for platformen i dag end for et par år siden.
I en statistik over salget af smartphones til slutbrugere i tredje kvartal 2015 kunne Gartner oplyse, at blot 1,7 procent af de solgte smartphones kørte med Windows.
I samme kvartal forrige år lå Windows Phone på en markedsandel på tre procent, så der er tale om en markant tilbagegang for det i forvejen hårdt pressede Microsoft-styresystem.
Microsoft offentliggjorde i starten af 2015, at Windows Phone droppes som selvstændigt styresystem, så Windows 10 i stedet kommer til at være selskabets smartphone-styresystem. Læs mere om det her.
"Til trods for annonceringen af Windows 10 forventer vi, at Windows' smartphone-markedsandel vil forblive en lille del af det overordnede smartphone-OS-marked, fordi forbrugerne stadig er tiltrukket af overbevisende økosystemer," er vurderingen fra Gartner.
Læs også:
Total Windows-nedtur: Markant dyk i antallet af solgte Windows-smartphones
Microsoft klar med app til Android-brugerne: Skal aflive frygt for særligt Windows-problem
Windows Phone elimineret: Sådan skal Windows 10 køre på din smartphone
Historien om Windows Phone og den barske kamp mod Android og iOS