Der er mange Android-smartphones på markedet og det kan være svært at se, hvordan de mange smartphones differentierer sig fra hinanden.
Det har dog ikke holdt danske Christina Agger fra at udvikle en helt ny smartphone under selskabet ID2ME.
Christina Agger har haft topstillinger i den danske telebranche i de seneste 15 år som blandt andet dansk landechef for Nokia, salgsansvarlig for Lumigon og indkøbsdirektør i Telia.
Ideen opstod en oktoberdag i 2014. Her fik hun ideen til ID1, da hendes søn opgivende spurgte, hvorfor hun ikke byggede en smartphone, hvor man kan "swipe" for at finde apps.
Knap 15 måneder senere blev ID1 født i samarbejde med et hold af designere og software-ingeniører og efter et par rejser til Kina samt kapitaltilskud fra private investorer og Vækstfonden.
Telefonen kan købes i Telia og Elgiganten. Den koster 4.000 kroner, og du kan høre mere om både telefonen og om at kaste sig ud i sådan et projekt i videoen for oven.
Vi vil i løbet af de kommende uger teste ID1.
Læs også: Efter mange års priskrig: Derfor stiger prisen for et mobilabonnement i Danmark