Du kan som forbruger vælge mellem et utal af Android-telefoner på markedet, og producenterne arbejder derfor løbende på at distancere sig fra konkurrenterne på mange forskellige måder.
Det gør de blandt andet ved at tilføje en software-overflade på det eksisterende Android-system. Det resulterer ofte i en række nye funktioner til Android, men det øger også muligheden for, at telefonen virker langsommere, end hvad hardwaren lægger op til.
Nexus-telefoner er Googles projekt-telefoner, der er produceret i samarbejde med udvalgte producenter, hvor producenten står for hardwaren og Google for softwaren.
Det resulterer i en "ren" Android, også kaldet Stock Android, som altid kører med den nyeste version af Android og ikke er tynget af ekstra software, animationer eller funktioner.
I år kommer der to Nexus-telefoner på gaden: Nexus 5X, en billig, mellemklasse-telefon fra LG, og så Nexus 6P fra Huawei. P'et kunne stå for Premium, for 6P skal forestille at være den ypperste Android-telefon, som du kan købe dig.
Det er 6P, som vi tager et kig på her.
Design og hardware
Nexus 6P er en stor telefon til de mennesker, der er villige til at betale for god hardware.
Du får 5,7 tommer QuadHD AMOLED-skærm, som får billeder til at se tæskeflotte ud.
QuadHD-skærme har en opløsning på 2.560 x 1.440 pixels, og billedet er flot og skarpt. 6P er betrukket med sort metal med en plastflade omkring kameraet.
Resten af telefonen er knap så imponerende om end godt designet.
Selve kameramodulet stikker ud bag på telefon - ganske som det er tilfældet for mange flagskibstelefoner nu til dags (Lumia 950, iPhone 6S, Samsung GS6 og så videre), og på Nexus 6P er det ikke kun selve kameraet, der stikker ud, men en lang flade på bagsiden.
Det ser lidt dumt ud, men det virker, når du først har lagt telefonen på bordet og trykker på skærmen. Her vipper 6P nemlig ikke, som det ofte er tilfældet med andre telefoner med kamera-'bokse' på ryggen.
Under telefonen finder du den nye USB type C-port, og du skal glæde dig at opleve USB type C. Opladning går lynhurtigt, dataoverførsel ligeså, og MicroUSB-stikket vender altid rigtigt, da type C kan isættes telefonen "begge veje."
Ydeevne og Android 6.0
En af fordelene ved Nexus-telefonerne er, at softwaren kommer direkte fra Google selv.
Det vil sige, at når Google sender en ny version af Android på gaden, så skal den ikke først forbi Samsung, HTC eller LG.
Du vil være en af de første til at få de nye funktioner - og uden at producenterne har pillet ved det.
Det kan være en stor fordel.
Android 6.0 har været på gaden i mere end to måneder, men kun ganske få producenter har indtil videre opgraderet fra Lollipop (Android 5.X) til Marshmallow.
Og Nexus 6P flyver af sted.
På grund af den "rene" software samt en Snapdragon 810 octocore processor oplever du aldrig, at telefonen ikke kan følge med.
De mange "Material Design"-animationer - der bygger på Googles designsprog, som blev tilføjet med Android 6.0 - ser levende og flotte ud, og der er ikke så meget andet at sige, end at det er sådan, at Android skal fungere: Flydende, enkelt og ligetil.
Dog er der også ting, der trækker ned.
Det er en 5,7 tommer stor telefon, men man kan ikke køre to programmer på samme tid, som du kan på for eksempel en Samsung.
Man kan heller ikke køre video i et vindue, som man igen kan på en Samsung eller visse LG-teleoner. Den store skærmstørrelse udnyttes ikke på samme måde, som du ser det fra andre producenter.
Et forbedret kamera
Nexus-telefonerne er ofte blevet kritiseret for sine kameraer.
I Nexus 6P finder du et 12,3 megapixel kamera med laserfokus, og det tager flotte billeder med masser af lys.
Kameramodulet er fra Sony, og det er bygget, så det har store pixels. Det betyder, at det kan tage markant mere lys ind end flere andre mobilkameraer.
Oversat betyder det, at du kan tage flotte aftenbilleder og gode dagsbilleder med gode farver og detaljer.
Du kan se billeder fra vores kollegaer på pcworld.com her, hvor de også gennemgår kameraets funktioner i flere detaljer.
Kamerasoftwaren er enkel og uden dikkedarer, men man kan godt mangle lidt ekstra funktioner, som findes på nogle af de andre smartphones på markedet.
Desværre har kameraet ikke optisk billedstabilisering, hvilket er synd, for det giver rystelser specielt i video-optagelser - hvilket Nexus 6P kan gøre i FullHD og i 4K-kvalitet.
Sidstnævnte æder dog dit interne lagerplads, så køb den dyre 128GB-model, hvis du vil optage i 4K - for telefonen har ikke adgang til et microSD-kort. I vores optik er det en fejl, men desværre en udbredt tendens.
Konklusion
Nexus 6P's P står for Premium.
Det er en telefon, som du på ingen måde vil være utilfreds med, hvis du vælger at kaste +5000 kroner efter den.
Det eneste, der taler imod Nexus 6P, er sådan set størrelsen og måske manglen på enkelte funktioner.
For eksempel har telefonen ikke trådløs opladning, hvilket nogle nok er glade for, og den har heller ikke adgang til batteri, ligesom der ikke er mulighed for at isætte MicroSD-kort.
Telefonen tager heller ikke de bedste billeder set på en mobil, men du vil ikke have de store problemer med at tage ganske godkendte billeder med de 12,3 megapixel.
Ligeledes får du Android-opdateringer med det samme, og det vil være uden ekstra programmer og bloatware, hvis altså du ikke tæller Googles egne apps med som bloatware.
Telefonen benytter USB type C, og der er der stadig ikke mange andre telefoner, som gør.
Derfor vil det nok i begyndelsen mere en gene end fordel, da du ikke bare kan låne en oplader, hvis du er ude et sted. Til gengæld oplader Nexus 6P på ingen tid, når det nyttige USB type C isættes.
Læs også: Test: Samsung Galaxy S6 Edge er en Samsung-telefon, som faktisk er flot - og hurtig