Streaming-firmaerne sluger båndbredde i den helt store stil, hvilket konstant kræver bedre encoding.
70 procent af net-trafikken beslaglægges således af firmaer som HBO, Amazons videotjeneste og ikke mindst Netflix, der er den helt store grovæder.
Knap 40 procent af den amerikanske internettrafik beslaglægges nemlig af filmgiganten.
Læs mere her: Her er tjenesterne der tømmer nettet for kræfter
Med en estimeret kundedatabase på 60 millioner brugere, der i gennemsnit sluger 45 gigabyte båndbredde per måned, skubbede Netflix i 2015 cirka 329,400,000,000 gigabyte data gennem netværksinfrastrukturen, der går mere og mere i knæ.
Det skriver The Stack.
Flere vurderer faktisk allerede nu, at streaming-tjenesterne er dræbende for internettet, og intet tyder på, at brugernes ønsker om film via nettet bliver mindre i fremtiden.
Læs mere her: Netflix dræner bredbåndsnettet for saft og kraft
Netflix vil komprimere smart
Derfor har teknikkerne hos Netflix været på overarbejde og udviklet en ny algoritme, der kan komprimere materialet mere effektivt.
Efter fire års arbejde er filmsiden således klar til at tage et nyt video-encoding-system i brug, der i følge firmaet skal reducere trafikken markant.
Den ny kompressionsteknik er mere intelligent i sit arbejde, og den kan automatisk vurdere hvilke bit-rates, der er nødvendige, eller om kvaliteten kan opretholdes med mindre plads og lavere båndbredde.
Som et eksempel fortæller Netflix, at en tegnefilm ofte indeholder store blokke af farver og relativt lidt bevægelse. Ligeledes kan store sektioner af data ofte genbruges i komprimeringsprocessen og derved spare plads på både serveren og under transporten til brugeren.
Ligeledes er der stor forskel på, hvor meget plads forskellige scener sluger.
En af de største udfordringer for encoding er et turbulent hav med vand i bevægelse, scener med tåge eller bløde filtre i scenerne. Det giver virkelig dårlig komprimeringsøkonomi.
Det gør film som Das Boot, Superman og The Perfect Storm til notoriske udfordringer for encoding-entusiaster
Minus 20 procent
Netflix vurderer, at den ny teknik kan spare cirka 20 procent, uden at det vil have indflydelse på kvaliteten.
Firmaet forventer, at hele om-kodningen vil være udført i slutningen af 2016, efter de globale serverfarme har tygget sig gennem materialet bid for bid.
De første 1.000 film er om-kodet i slutningen af marts, og alle petabyte af data fra streaming-tjenesten skal være på plads ni måneder senere.
Fremtidens krav til Netflix, og de øvrige streaming-tjenester, inkluderer eksempelvis 4K og andre pladskrævende formater.
Så de besparelser, der kan gøres med denne encoding-teknologi, kan hurtigt blive tilbageerobret af ny krav fra brugerne og derved trække verdens båndbredde i knæ igen.
Læs også:
Netflix' masterplan er filmverdenens værste mareridt - men kunderne jubler
Nye regler på vej: Din konto til Netflix og HBO skal fungere i alle EU-lande