Ny software finder i dag ofte vej ind i virksomheder uden at have fået it-afdelingens blåstempling.
I stedet er det ofte brugerne, der på egen hånd introducerer softwaren på virksomhedernes netværk.
Det kan du læse mere om her: Den frygtede skygge-it: Når it kommer ud af kontrol
Det sker, fordi mange it-afdelingerne i dag er ude af trit med brugerne, mener Thomas Okke Frahm, der er it-direktør idet børsnoterede danske biotech-selskab Chr. Hansen.
"Alt for mange it-afdelinger misforstår deres rolle og tror, at deres primære opgave er kontrol," siger han til Computerworld.
Computerworld har for nylig fortalt historien om Slack, der bliver kaldt for verdens hurtigt voksende stykke enterprisesoftware.
Slack har fået succes ved at henvende sig til brugerne i stedet for it-afdelingerne.
Men også den populære cloud-tjeneste Dropbox er gennem de seneste år krøbet ind i mange virksomheder, fordi brugerne selv har adopteret tjenesten.
Thomas Okke Frahm oplever, at mange brugere i dag ser it-afdelingen som en begrænsende faktor, og derfor adopterer de ny softwaren på egen hånd.
For besværligt
Det skyldes ikke nødvendigvis at de frygter at få nej til at bruge den ønskede software.
Ofte skyldes det, at processen med at få introduceret et stykke software af officielle kanaler kan virke besværlig.
"Mange oplever at it-afdelingerne er præget af en vis træghed. De ved af erfaring at it-afdelingen ofte præsenterer begrænsninger frem for muligheder. Når de taler med it-afdelingen kommer samtalen ikke til at handle om muligheder, men om it-sikkerhed, integration med eksisterende systemer og manglende budget," siger han.
Thomas Okke Frahm opfordrer derfor også it-afdelingerne til at lytte mere til brugernes behov.
"Jeg tror, mange it-afdelinger glemmer, at når brugerne på egen hånd vælger at bruge ny software, gør de det af de bedste intentioner. De gør det, fordi de vil have software, der gør deres hverdag lettere, og som i sidste ende kan hjælpe dem med at skabe værdi for virksomheden," siger han.
En omstændig proces
I øjeblikket ser vi derfor software vinde frem ved at henvende sig direkte til brugerne, der på egen hånd adopterer og spreder softwaren i virksomhederne.
Ifølge den danske iværksætter Martin Thorborg, der selv står bag regnskabsprogrammet Dinero, er det ofte en bevidst strategi.
I et interview med Computerworld for nylig, kaldte han det for en guerilla-strategi.
Softwareproducenterne anvender strategien, fordi de ved, at det ofte kan være en årelang proces, hvis et nyt stykke erhvervssoftware skal ind i virksomhederne af traditionelle kanaler.
"I store virksomheder kan det fandme tage et år eller halvandet, før der endelig bliver taget en beslutning på corporate level," sagde Thorborg for nylig til Computerworld.
Thomas Okke Frahm bekræfter at investering i ny software ofte er en omstændig proces, der kræver mange møder, gennemgang af business cases og dokumentering af return of investment.
"Softwareproducenterne ved jo godt, at jeg ikke nødvendigvis har luft til nye initiativer i mit it-budget. Den luft skal som regel findes i en fælles investeringspulje, hvor den nye software eksempelvis skal konkurrere med et indkøb af nye gaffeltrucks. I stedet er det meget smartere for denne type virksomheder at gå efter at sikre sig en user-adoption," siger han.
Åben for ny software
Hos Chr. Hansen har Thomas Okke Frahm derfor valgt at være åben overfor brugere, der ønsker at anvende ny software.
"Vores brugere har en del apps på deres telefoner, som vi har enterprise-aftaler med. Det er ofte apps, som de selv har fundet," forklarer han.
På samme måde har it-afdelingen hos Chr. Hansen også valgt at acceptere, at mange brugere vælger at anvende Gmail, Hotmail og Dropbox.
"Det er et vilkår i dag, og vi mener ikke, at det er vores opgave at være politibetjent. I en digital verden bør den slags spørgsmål håndteres på virksomhedsniveau og ikke alene af it-afdelingen," siger han og forklarer:
"Drejer det sig eksempelvis om brug af Dropbox, så er det grundlæggende et spørgsmål om, hvordan vi håndterer fortrolige oplysninger. Det er ikke et isoleret it-spørgsmål. I den analoge verden kan virksomheder også have principper om, at papirer ikke efterlades på skrivebordene efter arbejdstid eller at bilag arkiveres på bestemt måde," siger han.
Læs også:
Her er succesformularen bag øjeblikkets hotteste stykke forretningssoftware
Disse unge it-virksomheder er morgendagens vindere: Er milliarder af kroner værd