Rigtigt mange virksomheder er i de senere år drejet over mod cloud computing med henblik på at høste nogle af de fordele inden for fleksibilitet og opgave-fokus, som cloud-modellen byder på.
Alt tyder på, at mange flere vil komme til i løbet af de kommende år.
Den stigende efterspørgsel efter cloud-baserede ydelser har fået antallet af leverandører af cloud-tjenester til at eksplodere.
Og det er en farlig udvikling, lyder det fra analysehuset Forrester.
Der finder ganske vist en løbende konsolidering sted i markedet, men den kan langtfra opsuge den stærke vækst, der sker inden for antallet af cloud-udbydere.
Forrester peger på, at leverandør-landskabet for tiden er overbefolket, og at der er risiko for sammenbrud for især de mindre og specialiserede spillere, som er følsomme overfor konkurrence, ændrede markedsvilkår og eksempelvis sikkerheds-udfordringer.
Forrester anbefaler på den baggrund, at it-professionelle og it-chefer begynder at kigge i retning af de store, etablerede spillere på markedet som Amazon, IBM og Microsoft.
Analysehuset vurderer, at der for alvor vil finde en oprydning i branchen sted i løbet af 2016, hvor antallet af leverandører af IaaS-tjenester vil falde drastisk, hedder det.
Især Amazon og Microsoft har i dag tilkæmpet sig solide positioner på cloud-markedet - Amazon med AWS (Amazon Web Services) og Microsoft med dels Azure, dels Office 365.
Du kan læse mere om Microsofts cloud-planer her: Microsoft Danmarks nye topchef: Her er min plan med Microsoft.
Google er imidlertid godt på vej, lyder det fra Forrester. Selskabet forsøger med sine mange penge at etablere sig på markedet for cloud-baserede forretnings-løsninger med 'Google for Work,' der består af en ret bred vifte af løsninger.
Forrester peger i rapporten dog på, at Google langt fra er i mål endnu, og at selskabet først vil begynde at få en form for stabil fremdrift i udbredelsen af Google for Work i løbet af det kommende år.
Sikkerheds-bekymringer fylder en del
For mange it-chefer er bekymringerne over sikkerhedsniveauet og den manglende kontrol over data i cloud'en af vital betydning.
For mange forekommer det således langt mere sikkert og forsvarligt at holde data hjemme i kælderen fremfor at overgive den via internettet til tredjepart.
Det er der imidlertid ingen hold i, lyder det fra Forrester.
Analysehuset anbefaler faktisk CIO'erne omgående at stoppe med at anvende sikkerheds-bekymringerne som en undskyldning for at fravælge cloud.
Det skyldes, at bekymringerne ifølge analysehuset i det store og hele ikke hviler på noget sagligt grundlag, mens de store leverandører lever op til alle kendte sikkerheds-standarder.
Hertil kommer, at de store it-leverandører i det daglige udviklingsarbejde har langt større tilskyndelse til at holde sikkerhedsniveauet på et højt niveau, end det er tilfældet for en CIO, der blot skal passe sit eget anlæg nede i kælderen.
Læs også:
Microsoft: Cloud vil ændre den måde alle arbejder på - også i Microsoft
Opråb til it-cheferne: I har misforstået noget helt grundlæggende ved cloud computing
Microsofts cloud-forretning driller: Hvor er Google blevet af?
Oracles store cloud-satsning: Har selskabet en chance eller er toget kørt?