Artikel top billede

Telias administrerende direktør stopper - afløseren er udnævnt

Opdateret: Søren Abildgaard stopper som administrerende direktør i Telia Danmark. Ny topchef allerede udnævnt.

Søren Abildgaard stopper som administrerende direktør i Telia i Danmark. 

Han er blevet udnævnt til chief commercial officer i Telias svenske hovedkoncern, TeliaSonera.

Afløseren på posten i Danmark er allerede udnævnt:

"Ny CEO i Telia Danmark bliver fra i dag den nuværende country head of enterprise Morten Bentzen," meddeler Telia.

"Morten Bentzen har siden januar 2011 været en del af Telia Danmarks direktion som ansvarlig for erhvervsforretningen - først for mobility og siden 1. april 2014, hvor mobil- og bredbåndsforretningerne blev lagt sammen, for hele erhvervsområdet i Telia Danmark."

Læs vores interview med Morten Bentzen her.

Derfor blev det Morten Bentzen

Robert Andersson, executive vice president og head of region Europe i TeliaSonera, udtaler om den nye direktør for Telia i Danmark:

"Morten Bentzen har stor erfaring og overbevisende resultater bag sig og har således gjort sig fortjent til den respekt og tillid, han nyder i organisationen - både i Danmark og i hovedkontoret i Sverige."

"Morten har solide strategiske kompetencer og er en stærk og entydig leder, som altid går forrest, når det er hårdest. Han var derfor det naturlige valg af ny CEO i Danmark," udtaler Robert Andersson videre.

Læs vores interview med Morten Bentzen her.

Søren Abildgaard har stået i spidsen for den danske forretning i de seneste fem år, men skal nu være chief commercial officer for TeliaSonera Group samt 'acting head' i en ny enhed i selskabet, der består af det gamle group commercial og group technology i TeliaSonera, lyder det i en pressemeddelelse.

Få uger efter kollapset fusion


Direktør-udskiftningen i Telia i Danmark kommer blot få uger efter, at Telias og Telenors stort anlagte fusion kollapsede på grund af særlige krav fra EU's side. 

Søren Abildgaard var ellers blevet udnævnt til en af tre topchefer, der skulle være med til at bringe den nye danske telegigant til verden, men den mission endte altså som bekendt med ikke at blive realiseret. 

Kort efter meddelelsen om den droppede fusion fortalte Søren Abildgaard, at der var blevet arbejdet benhårdt på fusionen til det sidste. 

"Kommissionen vil ikke tillade det på de her vilkår, og vi er fra Telias side - det er det eneste, jeg kan snakke om - ikke interesserede i at inkludere frasalg af flere assets," lød det om den droppede fusion fra den danske Telia-direktør.

Computerworld spurgte i den forbindelse også Søren Abildgaard, hvad hans planer nu var:

"Jeg fortsætter som administrerende direktør," sagde Søren Abildgaard for få uger siden.

Alt tyder dog på, at den nye titel er en klar forfremmelse i TeliaSonera-koncernen - også selvom fusionen med Telenor altså aldrig blev til noget.

Mange direktør-udskiftninger

Direktør-udskiftingen i Telia kommer, efter at også ærkerivalen TDC for nylig skiftede direktør.

Efter otte år i TDC og tre år som administrerende direktør i selskabet måtte Carsten Dilling overlade topposten til Pernille Erenbjerg - læs om det her.

Også Telenor har i år skiftet administrerende direktør. 

Telenor Danmark fik ny direktør i juni, Jesper Hansen, der overtog CEO-posten efter Marek Slacik, der i stedet blev markedsdirektør i Telenor Sverige.

Dermed er 3's administrerende direktør, Morten Christiansen, fortsat den suverænt længst siddende direktør blandt de fire store danske teleselskaber.

Han har nu været direktør i 3 i 10 år. 

Læs også:

Efter direktør-udskiftning i Telia: Sådan skal Telia kæmpe videre i Danmark

"Vi arbejdede benhårdt på fusionen lige til i går - indtil meddelelsen kom

Carsten Dilling: "Jeg har tænkt på TDC 24/7 i otte år - nu er det tid til noget nyt"

Ny administrerende direktør i Telenor Danmark har en klar plan - men en usikker fremtid