I kidnapper vores varemærke og tjener på at lade andre snylte på det.
Sådan lyder det fra flere og flere selskaber, som er trætte af, at søgemaskiner, i særdeleshed verdens største, Google, lader konkurrenter købe annoncer, som bliver vist, hvis kunderne søger på et af deres varemærker på søgemaskinen.
Nu er det de helt store selskaber, som Google er oppe imod. Verdens tredjestørste forsikringsselskab, fransk AXA, slæber søgemaskinen for en fransk domstol for at stoppe varemærkekidnapningen.
Hverken AXA eller Google vil kommentere sagen, men det ligger fast, at de to selskaber står stejlt på deres synspunkter.
Sagen er yderst principiel, ikke bare for Google, men også for andre selskaber, som lever af at sælge annoncer i tilknytning til de ord, som internetbrugere søger på. Det annoncemarked er i stærk vækst og udgør allerede en tredjedel af al onlineannoncering i USA.
Ifølge Hellen Omwando fra Forrester Research kan sagerne om varemærkekidnapning sætte hele markedet for søgeordsannoncering tilbage, skriver nyhedsbureauet AP. Det skyldes ikke så meget sagerne mellem de giganter som Google og AXA, men derimod, at det kan forhindre små, internetbaserede forretning i at konkurrere med etablerede mærker gennem relativt billige annoncer.
Google har tidligere lovet at fjerne alle søgeord, som konkurrenter lægger ind i annoncesystemet på konkurrenternes varemærker. Det løfte gælder stadig i det meste af verden, men i USA og Canada har søgemaskinen skiftet politik. Nu må konkurrenterne godt byde på annoncer i tilknytning til varemærke-søgninger, når blot ikke varemærkets navn står i selve annonceteksten.
Netop de franske domstole har tidligere vist sig uforstående over for Googles forretningsmodel. I oktober blev søgemaskinen dømt til at betale godt en halv million kroner i erstatning, fordi den havde tilladt søgeordsannoncer i forbindelse med det franske udtryk for flymarkedsplads - Bourse des Vols. Det er et registreret varemærke i Frankrig. Google har anket dommen.
Google er også blevet beordret til at betale omkostningerne i forbindelse med en lignende sag, som luksus-mærket Louis Vuitton har anlagt i Frankrig. Den sag er endnu ikke afgjort, men verserer ligesom flere sager i USA.