Artikel top billede

(Foto: Picasa)

Test: Super billig Motorola G giver meget telefon for pengene

Motorolas billige Moto G-telefon har indtil for nyligt ikke været til at købe i Danmark. Nu kan du få fingrene i den, og vi har taget et kig på, hvor meget Android-telefon du får for 1.500 kroner.

Motorolas Moto G er en telefon i mellemklassen. Det er en telefon uden de store specifikationer, uden metal og uden de store overraskelser - ja altså bortset fra den overraskelse, at det hele bare virker.

Mellemklassetelefoner har førhen været telefoner, som lidt for ofte ikke har været pengene værd.

Enten har telefonen været i så dårlig kvalitet, at den gik i stykker efter kort tid, eller også har indmaden, hardwaren, givet så ringe ydeevne, at Android har hakket, været sløvt og til tider slet ikke virket.

Vi kan tænke tilbage på telefoner som HTC Wildfire, eller nogle af Samsung S-mini-telefoner, som alle ikke just har givet den bedste oplevelse - heller ikke i forhold til den billige pris.

Moto G er anderledes.

Det er en telefon til 1.500 kroner, og har du ikke lyst til eller brug for en af de dyrere flagskibstelefoner til de godt 5.000 kroner, så er Moto G en af de bedste alternativer.

Et plastikydre
Når du køber en telefon til 1.500 kroner i stedet for en til 5.000 kroner, så er der selvfølgelig områder på telefonen, hvor der ikke er brugt nær så mange penge.

Ofte er det designet, som der ligges mange penge i, hvor glasflader eller metal omkranser telefonen. På Moto G er det plastik. Kanten rundt er skinnende, og bagsiden - på den testede model - er matsort.

Der er rigtig langt til HTC One's flotte metal, eller Samsung S6's glascover - men der er ligeledes langt fra 1.500 kroner til 5.000 kroner, som de to andre modeller koster.

Telefonen er på sin vis flot bygget, og virker solid. Den er næsten dobbelt så tyk som en iPhone 6, men det er omkostningen for den lavere pris.

Til gengæld kan du tage bagcoveret af, og udskifte det til et andet i en anden farve - eller materiale. Ligeledes kan du tilføje et MicroSD-kort, men den indbyggede hukommelse er kun på enten 8 eller 16 Gb.

Er du "app'oman", så er det slet ikke nok, og du kan ikke installere apps på MicroSD-kortet.

Foran sidder to højtalere, som giver en overraskende god stereolyd.

Ikke helt samme dybde som på HTC One's stereohøjtalere, men til gengæld kan Moto G's spille lidt højere, hvilket jeg personligt til hver en tid ville foretrække fra et par mobilhøjtalere.

Ydeevne og software
Moto Ghar en mellemstærk processor fra sidste år, Snapdragon 400, men det er rigeligt til at telefonen ikke føles generende langsom. Jo du kan godt føle forskel på en Samsung S6 og Moto G, men det er ikke meget, og Moto G giver helt igennem en god Android-oplevelse.

Skærmen er en 720 x 1.280 pixels skærm på fem tommer, og selv om 720 x 1.280 pixels er en lav opløsning, så er skærmen faktisk ganske udmærket - i hvert fald i forhold til prisen.

Skærmen kunne godt have en højere lysstyrke, men det kunne samtidig også være værre.

Softwaren på Moto G er en relativt "ren" version af Android Lolipop (5.0).

Der er ikke de store dikkedarer, som Motorola har smidt oven på Android, som andre producenter ellers er kendte for. Hvad man er til er smag og behag, men softwaren på Moto G fungerer bare.

Kameraet bag på har en 8 megapixel sensor, som tager udmærkede billeder.

Farverne er realistiske, om end lidt mørke, og opløsningen er godkendt, om end ikke imponerende.

Konklusion:
Moto G er til pengene en rigtig god telefon, og overvejer du at købe en mellemklassetelefon med Android-systemet, så er Moto G et godt valg.

Den giver en stabil og god brugeroplevelse, men du får langtfra det samme eksklusive produkt, som du gør på Flagskibstelefonerne. Er det ikke et behov? Så køb en Moto G.  
Der er nogle ting, du må undvære, hvis du køber en Moto G fremfor nogle af de andre, lidt dyrere telefoner. Kameraet er ikke vildt prangende, men kan da bruges, og lagerpladsen er lav. Ligeledes er skærmens opløsning lav og lysstyrken ligeså. 

Hvis du vil have lidt mere kraft, lidt bedre kamera eller lidt bedre skærm, så kan du overveje OnePlus One-telefonen til 2.400 kroner, selvom der snart kommer en ny version, OnePlus Two. Et andet alternativ er at gå over i Windows Phone-verdenen. 

Læs også: Test: Du kan få fire Lumia 640 for én iPhones pris - og Lumia 640 er faktisk en rigtig god telefon


Loading ikon