Artikel top billede

Bestikkelsessagen: Så hård en straf risikerer de sigtede it-folk

De mistænkte it-folk i den store bestikkelsessag risikerer op mod seks års fængsel, hvis de bliver fundet skyldige. Det fortæller forsvarsadvokat, der selv har været fedtet ind i en lignende sag som både modtager og whistleblower.

Bedragerisagen med tråde til øverste lag hos Rigspolitiet og i Region Sjælland fik i nat tilført endnu et dramatisk kapital.

Seks personer blev i de sene nattetimer varetægtsfængslet frem til 2. juli, og skulle de blive dømt for korruption, kan de se frem til flere års fængselsstraffe.

De offentlige ansatte kan ifølge Straffelovens kapital 16, § 144 risikere op til seks års fængsel for at modtage bestikkelse, mens de ansatte i it-firmaerne kan risikere tre års fængsel.

Det fortæller forsvarsadvokat Michael Bjørn Hansen fra advokatvirksomheden af samme navn til Computerworld.

Voldsom sag

"I den slags sager er det betydeligt værre at være offentligt ansat embedsmand, hvor man sidder i et tillidsfuldt erhverv og køber varer for skattekroner," forklarer Michael Bjørn Hansen.

Han har undervist på juridisk fakultet ved Københavns Universitet siden 1978 og har set lidt af hvert i sin tid som advokat.

Alligevel er han ganske forbløffet over den verserende sag om mulig bestikkelse af højtstående embedsmænd.

"Denne sag forekommer ret voldsom efter danske forhold, og vi har vel næppe set noget lignende siden Marius Andersen i 1981," siger Michael Bjørn Hansen.

Her henviser han til den daværende Aalborg-borgmester Marius Andersen (S), der blev fældet for at have modtaget et badeværelse fra en af byens storentreprenører.

Har selv modtaget smørelse

Michael Bjørn Hansen peger ellers på, at disse sager om bestikkelse af offentlige embedsmænd eller mistanke om samme, ofte bliver forbundet med it-branchen.

"Ja, det er jo aldrig en papirleverandør, som gør den slags. Det skyldes nok, at der er store penge på spil i it-branchen, og derfor er det fristende at både give og tage imod," siger han.

Forsvarsadvokaten har selv været rodet ind i en sag om bestikkelse, hvor han både stod som modtager af tjenesterejser til Paris med sin kone og senere den whistleblower, der meldte flere navngivne personer til politiet for at tage med på disse rejser.

Det skete da han sad som kontorchef hos Skat i midten af 1990'erne, og sagen rullede for alvor i 2008, efter Michael Bjørn Hansen forlod Skat efter 22 års tjeneste.

Kedelig spiral

Han erkender, at han selv modtog rejser i tre tilfælde, hvilket gav ham dårlig samvittighed, og han gik til sin chef, der bare trak på skuldrene.

For chefen var også rejsedeltager til de pariske firmaarrangementer, som den franske it-leverandør Bull havde inviteret en række af Skats topchefer med på.

"Når man først er kommet ind i rumlen med at modtage den slags rejser og andre gaver, så bliver man anset som en virkelig dårlig kammerat, hvis man sladrer til nogen. For så udgør man en sikkerhedsrisiko for de andre," forklarer Michael Bjørn Hansen.

At han selv modtog gaver fra franske Bull forklarer Michael Bjørn Hansen med, at det var en del af korpsånden.

I dag er han ikke særlig stolt over sagen, selvom han i høj grad medvirkede til at få den opklaret mange år senere ved at anmelde sine chefer og kolleger til politiet i en sag, som kammeradvokaten var inde over.

"Det er en meget kedelig spiral at komme ind i den slags," siger Michael Bjørn Hansen.

Sagen endte med, at fem chefer hos Skat hver især måtte tilbagebetale 30.000 kroner for at have modtaget flere rejser til Paris med ægtefæller.

Sådan foregår rejserne

Michael Bjørn Hansen forklarer, at rejser med fuld forplejning til offentlige medarbejdere, som der også er tale om i den aktuelle bestikkelsessag, ofte er forklædte som seminarer under eksotiske himmelstrøg.

Konkret er de højt placerede medarbejdere hos Rigspolitiet og Region Sjælland anklaget for blandt andet at have været i Dubai på it-selskabernes regning.

"Vi blev selv inviteret til Paris op til fredags-helligedagene om foråret. Men det ville nok have været en del smartere og billigere, hvis den franske leverandør havde sendt én mand til Danmark, fremfor at vi skulle 12 folk til Paris," siger han.

Omkring den verserende sag forklarer Michael Bjørn Hansen, at varetægtsfængslingen af de mistænkte folk fra den offentlige sektor og it-firmaerne på knap fire uger fra politiets side skal bruges til efterforskning.

"De har ganske givet indsamlet store flyttekasser med bilag, som de nu er gået i gang med at gnaske igennem. Den slags kan tage lang tid, men de varetægtsfængsler ikke bare folk sådan uden videre. Jeg er ikke i tvivl om, at der også har været telefonaflytninger og den slags involveret i sagen," forklarer han.

Selv middage er en gråzone

Computerworld kunne for nogle år siden afsløre, at it-selskabet KMD blandt andet havde inviteret flere kommunale chefer med til rockkoncerter og ophold i København på it-gigantens regning.

Den slags er ikke tilladt at tage imod, da embedsmænd ifølge Michael Bjørn Hansen ikke må modtage meget andet end 'blyanter og en kop kaffe'.

"Selv middage med en it-leverandør kan være en gråzone, og man skal som embedsmand i hvert fald ikke meget over det niveau for kommerciel gæstfrihed, før man er ude i noget rod," lyder det fra Michael Bjørn Hansen.

I den verserende sag er indtil videre seks personer varetægtsfængslet, og der kommer mange flere, da politiet ifølge den rutinerede forsvarsadvokat i tilfælde af en mistanke, havde anholdt flere i gårsdagens storstillede aktion.

Alle seks har ved retten i Nykøbing Falster erklæret sig uskyldige i anklagerne om at have givet eller modtaget bestikkelse.

Læs også:

Den store it-bestikkelses-sag: Problemet rækker langt dybere end bare Region Sjælland.

Seks fængslet i it-bestikkelsessag - sigtes for bestikkelse i forbindelse med it-indkøb i Region Sjælland

Politiet ransager Ateas hovedkvarter i Ballerup

Er fantasternes tid forbi i it-branchen?




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere