Artikel top billede

(Foto: Picasa)

Test: Tyndt Bluetooth-tastatur fra Logitech lige til at tage med på rejsen

Logitech har bygget nye mobile tastaturer til både Android-tabets og iPad. De er stærkt inspirerede af Microsofts Surface-tastatur. Spørgsmålet er bare, om de er for tynde at arbejde på.

Selv om tablets ikke er lavet til at blive brugt til kontorarbejde, så er mobile bluetooth-tastaturer som tilbehør til iPad'en eller Android-tabletten et hit.

Kombinationen af et lille, mobilt Bluetooth-tastatur og en tablet kan erstatte en hel computer, specielt hvis dine krav til computeren ikke er så avancerede og du mest af alt arbejder med mails og Office.

Keys-to-go er Logitechs svar på den mobile løsning.

Tastaturet, som både findes i en Android/Windows-version og en iPad-version, er et fladt, filt-agtigt tastatur, som dog stadig har klikbare taster. En bastard mellem Microsoft Surfaces Touch Cover og Type Cover.

Tastaturet vejer intet, er lige så tykt/tynd som en iPad Air 2, og præsterer over tre måneders batterilevetid på en opladning.

Er det værd at skrive på?

Sammen med et enkelt micro-USB er Bluetooth den eneste forbindelsesmulighed, og tændes tastaturet i nærheden af en tidligere forbundet iPad, så forbindes tastatur og tablet igen.

Vi har kun testet tastaturet på en iPad, men vi forventer ikke, at oplevelsen er anerledes på en Android- eller Windows-enhed. Så er tasterne gode? Tjoo ...

Tastaturets fokus er uden tvivl mobilitet, men alligevel er der en ganske god feedback i knapperne, der under det tynde stof stadig er enkeltstående knapper på niveau med en tynd bærbar computers tastatur - og ikke bare et inputfelt. Der er dog stadig et stykke vej til et egentligt tastatur med ægte taster.

Denne artikel er skrevet på tastaturet, og ud over 10 tastefejl gik det gnidningsfrit. Tasterne giver en fin feedback, men du skal have tasteplaceringen i dine fingre, for ellers vil det tage lang tid - fuldstændig som med Surfaces Touch- og Typecovers.

Det eneste store minus er, at stoffet meget nemt bliver beskidt og tilsyneladende er svært at få ordentligt rent efterfølende.

Ikke en dock

Der findes et hav af tastaturløsninger til iPads og andre tablets, men fælles for mange er, at de ofte er en del af et indbygget cover eller er en stand til iPad'en.

Tidligere har jeg benyttet mig af K480-keyboard - ligeledes fra Logitech - som også er et Bluetooth-tastatur, der ikke samtidig har en stand/holder. 

At det ikke er en integreret stand, betyder, at du langt nemmere selv kan bestemme, hvordan "skærmen" (tabletten) skal stå. Det betyder desværre også, at Keys-To-Go ikke er særlig nemt at bruge på skødet.

Desuden har tastaturet en tendens til at glide lidt. Selvom bagsiden er af gummi, føles tastaturet ikke 100 procent solidt placeret på bordet. Vi har prøvet både træ, metal, marmor og glas - følelsen er den samme.

En anden "mangel" er, at det ikke kan sættes sammen med iPad'en. Hvis bare Logitech havde smidt magneter i den ene kant, så var det fulgt med i tasken.

Konklusion

Logitech Keys-To-Go er et godt mobilt tastatur, hvis du vil have lidt produktivitet med på farten sammen med din tablet.

Den kræver dog, at du har en stand med til din tablet.

Men har du for eksempel en iPad, har de fleste covers indbygget stand.

Et eksempel er Apples eget Smart Cover.

Tastaturet er ikke det bedste Bluetooth-tastatur på markedet.

Hvis vi snakker ren ergonomi og skriveglæde, så ville jeg foretrække K480 - ligeledes fra Logitech - men Keys-To-Go's ultratynde design passer godt i en taske og fylder ikke mere end en tynd blok.

Du skal være bevidst om, at produktiviteten på en iPad ikke kommer i nærheden af produktiviteten på en pc - selvom du har fået sat et tastatur til. Men mails, blogindlæg, noter, mødenotitser og lignende kan fint skrives med Keys-To-Go.

Til en pris på 440 og 600 kroner, alt efter hvor du køber tastaturet, er det i hvert fald en udmærket tilføjelse til din tablet.

Læs også: Test: Logitech all-on-one-tastatur er det bedste tastatur, jeg ikke vidste, at jeg manglede


Loading ikon