Bredbåndstelefoni fra IP-pioner

Danske Easy Web Com, der forhandler IP-telefoni fra en af de amerikanske pionerer, Net2phone, går i denne uge i luften med bredbåndstelefoni. Virksomheder kan blandt andet få et amerikansk nummer koblet til den danske bredbåndslinie, som amerikanske forretningsforbindelser kan ringe gratis til.

Det lille Gentofte-selskab Easy Web Com er det seneste, som er klar til at tilbyde danskerne bredbåndstelefoni.

Easy Web Com forhandler IP-telefoni fra en af de amerikanske pionerer på området, Net2phone. I fire år har kunderne kunnet sidde bag deres danske pc - eller med special-hardware sluttet til internetforbindelsen - og ringe til hele verden til lavpris.

Nu kommer Net2phone med på bølgen af bredbåndstelefoni, som også giver kunderne et almindeligt telefonnummer, så de kan ringes op via bredbåndslinien. Det giver mulighed for at spare fastnetabonnementet.

I første omgang går direktør Jørn Danielsson efter virksomhedskunder. Det skyldes blandt andet, at Net2phone tager 1.600 kroner for den enhed, som kunderne kan koble deres analoge telefoner til.

Amerikanere kan ringe gratis
Men først og fremmest er årsagen, at Net2phone indtil videre kun kan levere amerikanske og britiske telefonnumre. Det betyder, at danskere skal betale for at ringe til et af de to lande, hvis de vil i kontakt med en kunde på bredbåndstelefonien.

Til gengæld kan en dansk virksomhed få et amerikansk telefonnummer og besvare det fra den danske bredbåndslinie. Der kan endda være tale om et frikaldsnummer, hvor modtageren betaler opkaldet, så amerikanske kunder og forretningsforbindelser kan ringe gratis.

- Jeg tror, at mange små virksomheder kan have gavn af den synlighed, det giver at have et telefonnummer i USA, hvor mange sætter stor pris på, at deres samarbejdspartner er repræsenteret. På den her måde kan man snyde lidt, siger Jørn Danielsson.

Han vil ikke ud med, hvor mange kunder der har valgt hans firma til almindelige IP-telefoni, men han skønner, at mellem 80 og 90 procent af alle danskere, som benytter Net2phone, gør det gennem Easy Web Com.

Mange vil forsvinde igen
Firmaet er dog ikke større, end at bruttofortjenesten endnu ikke havde rundet en million kroner i seneste regnskabsår, der til gengæld bød på et overskud på godt 100.000 kroner.

- Jeg håber, at antallet af kunder på bredbåndstelefonien skal tælles i tusinder, lyder det optimistisk fra Jørn Danielsson.

Han er dog godt klar over, at der bliver konkurrence. Et hav af selskaber gør sig klar til at lancere bredbåndstelefoni i Danmark, og mindst én international udbyder, Primus Telecom, søger samarbejdspartnere blandt de store internetudbydere.

- Der kommer mange myldrende, og mange vil forsvinde igen, spår Jørn Danielsson.

Net2phone vil først tilbyde danske telefonnumre, så danskere kan ringes op herhjemmefra til lokaltakst, hvis behovet bliver tilstrækkeligt stort. Det kan Jørn Danielsson ikke sige noget om tidshorisonten for.

Til gengæld arbejder han sammen med en dansk partner på at tilbyde en anden teknisk løsning, så hans eksisterende kunder også kan ringes op fra almindelige telefoner. Han forventer den klar i løbet af sommeren.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere