Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

KMD har fuld skub i stor ombygning: Omsætning står i stampe - men indtjening vokser markant

KMD har fuld knald på alle cylindre i den store omstilling fra begunstiget kommunal hovedleverandør til bred service-leverandør. Omsætningen står i stampe. Men indtjeningen stiger ganske pænt. "Vi er pænt på vej," siger direktør Eva Berneke.

Et år efter at Eva Berneke overtog ledelsen af KMD og indvarslede nye tider, er der fuld knald på alle cylindre i den omstilling, som KMD er ved at gennemgå.

Selskabets årsregnskab viser en flad omsætning, men en pæn vækst i indtjeningen. Resultatet er en tand bedre end det forventede.

"Og det er jo altid godt i forhold til ejeren og viser, at vi er pænt på vej," siger Eva Berneke til Computerworld.

Planen er, at selskabet skal flytte sig fra det historiske hovedfokus på kommunerne til at sprede forretningen ud til dels det statslige område, dels det private marked.

Det sker blandt andet i bestræbelserne på at kompensere for det faldende kommunale marked, hvor KMD for tiden er i åben krig med andre it-leverandører om selskabets såkaldte monopol-systemer, som KMD i mange år har været garanteret som en solid indtægtskilde.

Fornylig har både EG og Netcompany vundet udbud om de lukrative monopol-systemer, som KMD altså har tabt.

Det kan du læse mere om her: Ingen vej tilbage: Nu har konkurrenterne slået det første hul i KMD's monopol

Tabet af monopol-systemerne vil i sagens natur føre til prisfald, da KMD hidtil som ene-leverandør har kunnet sætte prisen.

Det betyder, at der hele tiden falder gamle dele af KMD's marked væk i takt med, at gamle aftaler udløber og gamle systemer glider ud.

Ind kommer nye udbud, der skal vindes på lige vilkår. Det er det, som KMD kalder for 'konkurrenceudsatte områder i et prispresset marked' - altså at ordrerne skal genvindes til mere konkurrencedygtige priser.

Det betyder, at priserne falder og at tidligere tiders tårnhøje vækstrater for KMD er forbi. Nu skal der kæmpes om ordrerne i et marked, hvor priserne presses ned.

For selskabet ligger udfordringen i, at selskabet i den store omstillingsproces skal levere en del vækst blot for at holde omsætningen stabil, da en del af selskabets forretning falder ganske hurtigt.

For KMD ligger løsningen i dels at skære ned på omkostningerne, dels at hente ny forretning hjem på nye markeder, nemlig staten og det private erhvervsliv, hvor KMD har en så lille markedsandel, at det er en oplagt 'vækstlomme,' som selskabet kalder det.

Du kan læse mere om KMD's store udfordringer her: Sig farvel til KMD som du kender det: Store forandringer på vej.

Og her er der en vis form for vind i sejlene.

I årets løb har selskabet således landet ordrer med Skat og et par ministerier, mens det i det private erhvervsliv har landet ordrer hos blandt andre GN Store Nord samt A.P. Møller - Mærsk, hvor KMD har overtaget løn-administrationen til 5.000 ansatte.

Denne ordre betegner KMD som 'den største aftale i løbet af året,' som ifølge selskabet samtidig dokumenterer, at KMD er en 'konkurrence-dygtig aktør.'

KMD har i årets løb på det samlede private område haft en vækst på 19,1 procent.

Direktør Eva Berneke siger, at hendes mål er, at omkring halvdelen af selskabets forretning inden for de kommende fem til 10 år skal ligge uden for kommunerne. I dag ligger omkring 30 procent af forretningen uden for kommunerne - altså i staten, regionerne og i det private erhvervsliv.

"Det går af sig selv, at den kommunale del af vores forretning vil blive mindre, for vi vil ikke vinde alle udbuddene af de gamle monopol-systemer, så vi skal vokse inden for stat og det private for at være med," siger Eva Berneke til Computerworld.

Ifølge hende udgør henholdsvis staten og det private hver omkring 15 procent af KMD's samlede forretning, og det er målet, at disse områder hen ad vejen skal komme til at udgøre omkring 25 procent hver.

Det statslige område er en naturlig jagtmark for selskabet, da det ifølge direktøren bygger på samme 'lovgivningsmæssige kompleks,' hvor KMD i forvejen har dybe kompetencer.

På det private marked er kampen anderledes.

Her skal KMD gå efter de områder, der - som Eva Berneke formulerer det -'ligger lige til højreskøjten.'

"Vi skal tænke lidt anderledes på det private marked, hvor vi ikke skal gå efter alting, men efter de dele, hvor vi har kompetencer - altså områder, der kræver høj datasikkerhed, mange transaktioner og lignende," siger hun.

"I virkeligheden er det jo ret vildt, at en virksomhed af KMD's størrelse i Danmark kun sidder på to-tre procent af det private marked. Vi har jo en enorm bredde og kan mange ting, og det skal vi udnytte," siger hun.

Flad omsætning

Regnskabstallene indikerer, at KMD' store omstilling langt fra er færdig.

Selskabets omsætning er nemlig stort set på niveau med i fjor med en lille stigning på 3,1 procent til 4,8 miliarder kroner. I fjor var omsætningen også stor set flad i forhold til året før.

KMD understreger dog, at væksten i omsætning er båret af hardware-salg. Fjernes denne del fra regnskabet, så det alene handler om salg af services og software, falder omsætningen faktisk med én procent.

Læs også: KMD-direktør vinker farvel til væksten: Vi er presset på priserne

Godt tilfreds

Alt andet lige er KMD imidlertid godt tilfreds med udviklingen, for KMD havde egentlig forventet et lille fald i omsætningen.

Indtjeningen er til gengæld steget ganske markant fra 64,4 millioner kroner i fjor til et resultat på nu 118,3 millioner kroner.

Også selskabet driftsresultat før afskrivninger og andre teknikaliteter er vokset ganske markant fra 440,2 millioner kroner i fjor til nu 720,6 millioner kroner.

Det tilskriver KMD, at der har været færre omkostninger til 'effektiviserings-tiltag,' hvilket blandt andet underbygges af, at selskabets personale-omkostninger er faldet med 287 millioner kroner, som blandt andet er blevet brugt til 'strukturtilpasninger' - altså fyringer og omlægning af organisationen.

Det kan du læse mere om her: Så meget er antallet af KMD-ansatte faldet på fem år

Medarbejderstaben i KMD er således blevet reduceret med et par hundrede ansatte fra 2013 til 2014, og KMD har brugt 109 millioner kroner på i kompensation til fratrådte ansatte.

"Vi tog de første store slag i 2013 og havde et par mindre fyringsrunder i 2014, og det giver effekt nu," siger Eva Berneke.

Bestræbelserne på effektivisering vil fortsætte, og direktøren forventer, at omsætningen kan holdes på det nuværende niveau i indeværende år, mens indtjeningen skal forbedres yderligere.

På sigt er det målet, at også toplinien skal vokse - blandt andet via en række opkøb, som KMD har foretaget på en række forskellige områder.

Eva Berneke fortæller til Computerworld, at vækstmålene i ikke mindst det private erhvervsliv ikke alene skal bygges på nye - men få - stor-ordrer i A.P Møller-Mærsk-klassen.

"Der er andre områder, hvor vi ikke sigter efter store ordrer, men efter at sælge bredt. Det gælder for eksempel sikkerhed og information management, hvor vi via vores kommune-arbejde er rigtigt dygtige til at håndtere information, der skal sendes ud til hvem hvornår," siger hun.

Det er områder, som virksomhederne i stigende grad efterspørger, mener hun.

"Og vi sigter her ikke efter kæmpestore aftaler, men efter at stille og roligt at udnytte vores kompetencer."

Selskabet sigter efter en driftsindtjening - EBITDA - på omkring 20 procent af omsætningen.

Læs også:

Sig farvel til KMD som du kender det: Store forandringer på vej

Her er KMD-bossens plan: Sådan skal KMD trimmes til fremtiden

Overblik: Så tungt bliver chefskiftet i KMD

Ny topchef: Her er KMD's fire største svagheder




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere