At en så højtprofileret it-gigant som Apple investerer omkring 12,5 milliarder kroner i europæiske datacentre i Danmark og irland er blevet en international nyhedshistorie.
Således bringer flere af de helt store medie-kanoner nyheden om store Apple i lille Danmark, hvor de fleste internationale medier vinkler på, at it-giganten investerer de store beløb i grønne, europæiske datacentre.
Således skriver det internationale nyhedsbureau Reuters, at datacentrene udelukkende vil benytte genbrugsenergi, og investeringerne vil skabe hundredevis af jobs i både Danmark og Irland.
Samtidig citerer Reuters Apple for at udtale, at de to kommende centre i Foulum ved Viborg og Derrydonnell ved Galway i Midtvest-Irland vil blive brugt til at huse selskabets europæiske kunders iTunes Store, App Store, iMessage, Maps og talegenkendelsesværktøjet Siri.
Det grønne Apple
Også India Today har nyheden med på sit website, hvor Apples topdirektør Tim Cook bliver citeret for at sige, at med investeringerne i Danmark og Irland bygger selskabet sine grønneste bygninger til dato.
Naturligvis er de danske og irske medier fyldt med historien om Apples europæiske ekspansion.
Computerworld disker op med flere historier om det historiske datacenter i Viborg, mens irske Herald.ie blandt andet skriver, at der rundt omkring datacentret i Irland vil blive en masse miljøaktiviteter.
Konkret har Apple fortalt, at det irske projekt blandt andet vil indbefatte oprettelsen af lokale træer i Derrydonnell-skoven, samt der vil komme udendørs uddannelsesplads for lokale skoler og en vandresti omkring datacentret.
Læs også:
Så mange arbejdspladser bringer Apple med til Viborg
Apple bygger nyt kæmpe-datacenter i Danmark: Investerer milliarder