Microsoft har nu i mere end fire år kæmpet en barsk kamp med Windows Phone på smartphone-markedet mod især Android og iOS.
Selvom der undervejs har været lyspunkter for Microsofts platform, har det vist sig langt sværere end som så at overbevise de smartphone-elskende forbrugere og virksomheder om, at de skal satse på Windows Phone frem for Android eller iOS.
Nu afslører en ny opgørelse fra Gartner, at Microsofts markedsandel faktisk skrumper.
I opgørelsen over det globale salg af smartphones til slutbrugerne i tredje kvartal i år har Windows Phone blot en markedsandel på tre procent.
Og hvad værre er: Det er en lavere markedsandel end samme kvartal sidste år, hvor den lød på 3,6 procent af det globale marked.
I samme periode er Android steget fra en markedsandel på 82 procent til 83,1 procent, mens iOS også er steget - fra 12,1 procent i tredje kvartal 2013 til 12,7 procent i tredje kvartal.
Gartner skriver, at Microsoft fra andet til tredje kvartal i år faktisk øgede salget, da der blev lanceret flere Windows-smartphones til mellemmarkedet, og at selskabet skal forsøge at holde fat i dette momentum
Derfor er det så svært for Microsoft
Bundlinjen er dog stadig, at Microsofts Windows Phone her fire-fem år efter lanceringen ikke er slået igennem i en grad, der giver anledning til nervøse miner i hverken Apple- eller Google-lejren.
Som vi tidligere har været inde på i en større analyse af Microsofts kamp med Windows Phone, er problemet ikke længere, at denne platform ikke kan matche konkurrenterne i teknologisk og funktionsmæssig forstand.
Udfordringen er snarere, at Google og Apple allerede har så godt fat i de etablerede markeder, at det er ekstremt svært at være nummer tre.
Samtidig er det på de markeder, hvor væksten er størst - eksempelvis Kina og Indien - i høj grad selskaber som Xiaomi og Huawei, der primært satser på Android eller egne platforme, der fører an.
Microsoft kæmper videre
Microsofts chance er, at Nokia - som Microsoft nu ejer - stadig er verdens næststørste telefon-producent (når man lægger både mobiler og smartphones sammen) med en markedsandel på 9,5 procent i det seneste kvartal.
Samsung ligger ifølge Gartner-opgørelsen på 20,6 procent, mens Apple nupper 8,4 procent af det globale marked for mobiltelefoner i tredje kvartal i år.
Smartphone-markedet som helhed fortsætter med at vokse. I tredje kvartal sidste år blev der ifølge Gartner solgt 250 millioner enheder - det tal steg til 301 millioner i samme kvartal i år.
Læs også:
Historien om Windows Phone og den barske kamp mod Android og iOS
Sværm af billige smartphones på vej: Derfor styrtdykker priserne
Microsoft: Derfor kommer Windows Phone ind i de danske virksomheder