Artikel top billede

Foto: Drivr.

It-organisation advarer: Taxakrig kan give pirat-tjenester vind i sejlene

Den danske interesseorganisation IT-Branchen vil have ændret taxa-lovgivningen, hvis den står i vejen for nye digitale tjenester.

Interesseorganisationen IT-Branchen forsøger nu at komme den danske taxa-app Drivr til undsætning.

I sidste uge måtte Drivr lukke sin tjeneste i Aarhus. Det skete, efter at uenigheder om tjenestens lovlighed tilsyneladende har ført til kontroverser mellem Drivrs chauffører og chauffører fra konkurrerende taxaselskaber. 

Men nu advarer IT-Branchen om konsekvenserne, hvis der lægges forhindringer i vejen for apps som Drivr.

I værste fald kan det åbne for en undergrundsøkonomi, hvor pirat-lignende taxatjenester får vind i sejlene, lyder det fra Bjørn Borre, der er chefkonsulent i IT-Branchen.

Han fremhæver, at Drivr ifølge hans opfattelse er kendetegnet ved at gå meget langt for at efterleve taxilovens mange reguleringer. 

"Vi ved, at forbrugerne efterspørger denne type tjenester. Derfor bør vi sørge for, at forbrugerne bliver tilbudt tjenester, der netop som Drivr leverer en ydelse under ordnede forhold i stedet for en alternativ situation, hvor der bliver åbnet for en undergrundsøkonomi af forskellige uregulerede tjenester fra ind- og udland," siger Bjørn Borre, der er chefkonsulent i IT-Branchen.

Den danske tjeneste Drivr er oprindeligt kendt under navnet Click A Taxi, og virksomheden har længe gjort det muligt for københavnere at bestille taxaer, limousiner og Teslaer via en smartphone-app.

Bruger københavnsk taxa-firma i Aarhus

Drivr har et tæt samarbejde med det københavnske taxaselskab Taxi 4x27, men hverken Drivr eller Taxi 4x27 har taxalicens eller et godkendt bestillingskontor i Aarhus.

I stedet kommunikerer Drivr-kunderne direkte med det københavnske bestillingskontor, når de bruger virksomhedens app. Herefter ryger bestillingerne videre ud til lokale jyske chauffører, som Taxi 4x27 har hyret.

Ifølge konkurrenterne i Aarhus betyder det, at Drivr og Taxi 4x27 formodentligt bryder loven, men Drivrs administrerende direktør Søren Halskov Nissen har i et interview med Computerworld forklaret, at han er af den opfattelse, at Drivr godt kan operere lovligt i Aarhus via et københavnsk bestilingskontor.

IT-Branchen: Reglerne skal lempes
IT-Branchen opfordrer derfor til, at reguleringen på taxaområdet bliver lempet, hvis det viser sig, at den er en hindring for nye digitale tjenester som Drivr.

"Vores holdning er, at hvis der er nogle lovgivningsmæssige barrierer, der skal rykkes, for at apps som Drivr bliver tilgængelige i Danmark, så bør vi gøre det," siger Bjørn Borre.

Men kan virksomheder, der ønsker at drive taxadrift i en kommune, ikke blot søge om en licens i kommunen - det er vel et ganske rimeligt krav? 

"Virksomheder har ganske rigtigt en mulighed for at søge om taxalicenser, men vi bør se på, om de rammer og vilkår, der stilles, er fleksible nok, eller om vi skal harmonisere og modernisere reglerne, så der bliver en bedre og sundere konkurrence på området. Jeg mener, at vi med Drivr netop har at gøre med en virksomhed, som gør en meget stor indsats for at arbejde inden for reglerne." 

Men er det rimeligt, at en virksomhed kan drive taxadrift målrettet aarhusianske kunder, selv om virksomheden har taxalicens i København og ikke i Aarhus?

"Borgere i hele Danmark har mulighed for at downloade app'en, og det har mange gjort, så spørgsmålet er, hvorfor vi skal gå ind regulatorisk og begrænse tjenesten for borgerne i nogle kommunerne."

Men synes du, at det er rimeligt, at man med en licens i København kan konkurrere med de firmaer, der rent faktisk har en taxalicens i eksempelvis Aarhus?

"Ja, vi går klart ind for konkurrence, så jeg synes, at det er rimeligt, at man kan bruge teknologiske værktøjer til at konkurrere om et marked."

Hvad er det for en type ændringer af taxa-lovgivningen, som I ønsker?

"Vi ønsker en gennemgang af reglerne med henblik på at få undersøgt, om de er hensigtsmæssige, tidssvarende og i stand til at tilbyde forbrugerne den type tjenester, som der bliver efterspurgt." 

Men hvad er det mere præcist, som I ønsker ændret?  Er det eksempelvis et opgør med kommunale reguleringer, der skal erstattes af en løsning, hvor én licens kan give ret til at køre overalt?

"Lokalt i kommunen kan man eksempelvis se på definitionerne af de zoner, som taxaselskaberne opererer i, og her vil det måske være muligt at finde nogle modeller, der kan øge samarbejdet på tværs af kommunegrænser." 

"Vi har dog ikke et endeligt svar på, hvordan man kan løse problemet, men vi mener, at det er i borgernes interesse, at det ikke er tekniske barrierer, der står i vejen, for at borgerne kan bruge tjenester, der ellers er både bekvemme og sikre."

I blandt andet USA har man set en fremvækst af såkaldte ridesharing apps, der giver almindelige borgere som dig og mig mulighed for at drive en form for taxadrift, hvis blot vi henter en app og har adgang til en bil. 

Ønsker I en fuldstændig deregulering, der åbner for denne type tjenester i Danmark?

"I første omgang ønsker vi, at de muligheder der ligger i koncepter a la Drivrs får mulighed for at konkurrere på lige og ordentlige vilkår. Vi ved, at Drivr gerne vil arbejde under regulerede forhold, så vi ønsker ikke et fuldstændigt opgør med reguleringen af området. Der kan eksempelvis være gode argumenter for, at man stiller særlige krav til, hvem der har lov til at køre taxa. Men hvis man ellers lever op til den slags mere basale krav, så bør man få lov til at køre taxa."

Læs også:

Dansk taxa-app flygter fra Aarhus: "Vi er blevet udsat for chikane og trusler"

Taxa-branchen angriber nye apps: Kan være på kant med loven 




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere