Artikel top billede

KMD's administrerende direktør Eva Berneke kigger på tre nye markeder, hvor KMD skal slå til inden for de kommende år.

KMD-direktør vinker farvel til væksten: Vi er presset på priserne

It-giganten KMD er presset på sit kernemarked. Selskabets nye direktør Eva Berneke skal derfor nu navigere KMD fremad mod nye markeder og heftige besparelser.

Hos KMD styrtdykkede indtjeningen i selskabets regnskab, mens omsætningen ligger helt fladt i forhold til sidste års regnskab.

Den relativt nyudnævnte KMD-direktør Eva Berneke forklarer den faldende indtjening med, at selskabet har afholdt en masse løn-udgifter i forbindelse med en større fyringsrunde sidste år.

Årsagen til den flade omsætning ligger til gengæld i en ny og prispresset virkelighed for KMD.

"Vi regner ikke med, at vi kommer tilbage til tidligere tiders vækstrater på fem til syv procent vækst. Det skyldes blandt andet den prisudvikling og konkurrence, der er kommet i markedet," forklarer Eva Berneke til Computerworld.

Eva Berneke fortæller, at konkurrenterne blandt andet tæller gamle kendinge som IBM, CSC og NNIT, mens også nyere og mindre selskaber som eksempelvis Netcompany og Silkeborg Data blander sig.

Kan ikke fastholde priserne

"Vi kan nok godt fastholde vores markedsandel, men vi kan ikke fastholde det historiske prisniveau på grund af den superskarpe konkurrence, som vi oplever," lyder det fra KMD-direktøren.

Selskabet er blevet prispresset på sine monopolsystemer til kommunerne over længere tid.

Specifikt drejer konkurrencen sig især om en lang række kommunale it-systemer, som KMD har haft monopol på, siden selskabet blev solgt af kommunerne i 2008.

Herefter er konkurrenceudsættelsen af disse systemer forklaringen på, at KMD er prispresset, hvilket helt konkret kan aflæses i selskabets årsregnskab, der kom på gaden i sidste uge.

Har KMD været for grådige før i tiden, siden I nu må klare jer med lavere priser for jeres systemer?

"Vi har tilpasset os et marked med vores priser, og nu er der bare andre strømninger på vej med konkurrenceudsættelsen af disse systemer og kommunale fællesskaber, hvor flere kommuner går sammen om at købe it. Det giver bare lavere priser for os," siger Eva Berneke.

Kigger mod mere outsourcing

Og når man ikke kan omsætte for mere, er det god købmandskab at skære i omkostningerne for at holde indtjeningen i vejret.

Her skal KMD tjene pengene i fremtiden

Her har KMD især to hovedområder, hvor selskabet kan skære ind til benet. Det drejer sig om outsourcing og yderligere fyringsrunder.

"Vi kigger altid på effektiviseringspotentialet. Lige nu kigger vi blandt andet på, hvad der skal laves i Danmark, og hvad kan bygges i udlandet, hvor mange af vores konkurrenter allerede er stærkt repræsenterede," lyder det fra Eva Berneke.

Hun ønsker dog ikke at sætte navn, tal eller tid på, hvilke projekter KMD sender til steder som Indien og Ukraine inden længe.

"I mine effektiviseringsplaner kigger jeg på kundetilfredsheden. For hvis vores kunder er tilfredse med, at løsningerne bliver udviklede i Indien, kan det jo typisk blive billigere. Prisen er derimod en anden, hvis kunden insisterer på, at løsningerne bliver udviklede i Danmark," konstaterer KMD-direktøren.

Er der flere fyringer på vej? 
Også fyringer er som nævnt en løsning, hvis KMD vil hæve omsætningen og indtjeningen per medarbejder, men her har Eva Berneke ingen konkrete planer, som hun ønsker at melde ud i pressen.

"Vi ser lige først, hvordan året kommer i gang. Det er jo ikke så smart at starte med at afskedige medarbejder på forretningsområder, vi skal til at satse på i løbet af året."

Betyder det så, at ingen KMD-folk bliver fyrede i 2014?

"Det er for tidligt at sige noget om endnu."

Tre vækstområder mod 2020

Mens KMD som nævnt bliver presset på hjemmebanen, de kommunale fagsystemer, er selskabet i gang med at udvikle tre forretningsområder, som Eva Berneke tror meget på.

Det drejer sig om velfærdsteknologi, business intelligence og undervisnings-it.

"Når vi efter 2014 skal have sparket rigtig gang i væksten, er det tre vigtige områder for os," siger Eva Berneke og peger samtidig på, at også drift af private løsninger i servere ved siden af de offentlige ditto kan blive et vigtigt vækstområde for KMD fremover.

"I denne branche er det farligt at spå om fremtiden, men lige nu er vi ved at arbejde på en strategi frem mod 2020, og til den tid forventer vi, at især velfærdsteknologi er blevet helt normalt at bruge, fremfor at det er noget, der er drevet af ildsjæle," siger KMD-direktøren.

Læs også:

Tusindvis af KMD-ansattes vilkår i spil: Forhandlinger i gang




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere