Efter fire år stopper salgsdirektør Karen Nielsen hos KMD.
Det bekræfter KMD over for Computerworld.
"Karen Nielsen stoppede i KMD i slutningen af februar," skriver kommunikationsdirektør Morten Langager fra KMD i en mail.
Han forklarer, at det skete som følge af en ny organisering, hvor de enkelte forretningsområder i KMD fik et større salgsansvar.
"Rollen for salgsorganisationen har derfor ændret sig, og funktionen som direktør for salg eksisterer ikke længere i KMD," udtaler han i mailen.
Han understreger samtidig, at man har været glad for Karen Nielsens indsats.
"Det skal bemærkes, at KMD har været glade for Karens solide indsats i de næsten fire år, hun har været i forretningen. Karen var vellidt blandt kunderne og en god ambassadør for virksomheden," lyder det fra Morten Langager.
Karen Nielsen har iøvrigt en fortid hos SAP, som også et par andre nu forhenværende KMD-chefer også har.
Afløste Van Platen-Hallermund
Karen Nielsen afløste i sin tid Hans Henrik Von Platen-Hallermund, der også sad i direktionen for selskabet.
Han stoppede dengang med øjeblikkelig virkning, og grunden var, ifølge KMD, "en ændret markedssituation."
Det kan du læse mere om her.
KMD er en landets største it-virksomheder og storleverandør til landets kommuner, hvorfra omkring 70 procent af selskabets omsætning på cirka tre milliarder kroner stammer.