Digitaliseringsstyrelsen har netop indgået en aftale med Nets, der foreløbigt sikrer virksomheder gratis support til NemID året ud.
Det sker på tre forskellige områder - tjek dem længere nede i teksten.
"Support til NemID til borgere er gratis, men virksomheder har hidtil skulle købe sig til support," forklarer kontorchef for it-standardisering og sikkerhed Cecile Christensen fra Digitaliseringsstyrelsen.
I forbindelse med obligatorisk digital post blev henvendelser om NemID til Nets fra virksomheder købt fri.
Digitaliseringstyrelsen har frikøbt support til virksomheder vedrørende medarbejdersignatur til digital post.
Der er i alt betalt et beløb på 9.816.900 kroner for disse henvendelser.
Det skete i perioden fra august 2013 til og med marts 2014 - og Nets fik 75 kroner per opkald.
Syv millioner til ny pulje
Nu er den pulje opbrugt, og de to parter har forhandlet sig frem en ny løsning, som nu gør tre typer henvendelser gratis.
Her er det afsatte beløb syv millioner kroner, oplyser kontorchefen.
De tre typer henvendelser, der nu bliver gratis for firmaer, er:
- Glemt adgangskode til NemID administrators medarbejdersignatur med nøglefil
- Mistet nøglefil til NemID administrators medarbejdersignatur med nøglefil
- Manglende fornyelse af NemID administrators medarbejdersignatur med nøglefil eller nøglekort
Kontorchefen forklarer, at det netop er disse henvendelser, da det ikke er muligt for virksomhederne selv at ordne netop disse problemer.
"Eksempelvis, hvis NemID-administratoren mister sin nøglefil. Denne problemstilling kan en virksomhed ikke selv løse uden brug af support," forklarer hun.
På andre typer henvendelser koster det fortsat virksomhederne 250 kroner.
Frikøbet af support har ikke været i udbud, da det er en udvidelse af det allerede eksisterende supportsetup hos Nets, forklarer kontorchefen.
Læs også: