Artikel top billede

Mogens Nørgaard: Data er det nye bacon

Klumme: Jeg har været til Big Data-konference. Og aldrig har jeg set så mange floskler og bullshit-ord samlet på ét sted.

Jeg deltog for nogle måneder siden i Big Data-konferencen STRATA i Santa Clara i Californien.

Jeg havde de sædvanlige drømme om at se en masse ny teknik, høre spændende foredrag, møde fantastiske mennesker og bare generelt nå et stadie af nirvana light.

Hvis jeg havde nogen som helst tvivl vedrørende Big Data-platformens fremtid, så forsvandt det i løbet af de første par dage. Jeg har ikke set magen til konferencebegejstring siden de tidlige Oracle-dage i 80'erne.

Lad mig give nogle eksempler:

1 Jeg har ikke set så mange floskler og bullshit-ord samlet på ét sted før i mit liv. Ikke engang nogle af mine tidligere arbejdsgiveres pressemeddelelser kan nå samme niveau. Der var bare værdi til kunden hele vejen rundt, strategiske partnerskaber, fleksible løsninger og fokus på kundens behov på den HELT store klinge. At optimere og udvikle værdiskabende løsninger var faktisk 'de rigeur' for alle. Gud ske lov, kunne man sige.

"Jeg er i hvert fald data scientist nu, og det er du - kære læser - hermed også"

2 Der var HELT fantastiske titler på foredrag. SAP kunne for eksempel holde et sponseret foredrag, hvor de i selve titlen loved "infinite storage". Se, det er jo meget storage. Kynikere og andre utilpassede elementer vil påstå, at det kræver lidt ændringer i for eksempel Newtons love.

Lidt ligesom dengang Larry Ellison fra Oracle lovede "infinite scaling" i en keynote, hvilket fik flere af os gamle gutter til at spærre øjnene op. Da jeg på et tidspunkt foreslog nogle chefer at slå hårdt på, at Oracle også kunne levere "sub-zero response times" var de lige ved at hoppe på den.

Jeg er også nødt til at fremhæve foredraget "The Data-centric Data Center". Den slags (sponserede) foredrag gør mig glad i flere timer. Og hånden på hjertet: Det virker sgu' som en god idé. Det må I indrømme.

3 Udstillingshallen var STUVENDE fuld. Der var 150 totalt ukendte, små, nye, ivrige og bindegale bikse, der havde fyldt det meste af arealet op og viste ting med stor begejstring og troværdighed, som man kunne i Version 1 af Oracle i 1977...

Eksempel: Ung mand viser begejstret til MEGET interesseret kunde, hvordan man i et tool kan skrive "select * from tabel;" og så - helt vildt - få data ud på skærmen fra tabellen. Alt sammen ved hjælp af Hadoop, NoSQL-databaser og ting som Hive og Impala og andre fabelagtige produkter.

De gamle, døende virksomheder: IBM, Microsoft, HP ...

4 Der var også nogle af de gamle, døende virksomheder i udstillingshallen: IBM, Microsoft, VM-ware, HP ... Og der stod de jo så, midt i halløjet og begejstringen, og havde intet at vise - men til gengæld heller ingen, der gad besøge dem. Når man har baseret sine indtægter på licensindtægter pr. CPU, og den forretningsmodel så bare forsvinder på kort tid, så er det hele jo lidt trist. 

Jeg havde et indre billede af en hamrende (!) dygtig pilespidsmager, der roligt fortsætter med at smede førsteklasses pilespidser, mens folk begynder at løbe forbi udenfor med automatvåben og raketkastere, hvorpå han roligt og tillidsvækkende siger til sin søn: "Jaja, det er meget godt med alle de der nymodens ting, men der vil ALTID være brug for førsteklasses pilespidser, sønnike".

Eller som en dansk CEO, der var med fra Oracle Danmarks begyndelse, sagde til mig en dag: "Dengang i 80'erne gjorde alle også grin med relationsdatabaserne og vore idéer om at skulle revolutionere det hele og afskaffe alle de underlige, gammeldags databaser og kæmpeservere ..."

5 Alle har nu titel af Data Scientist. Jeg kan ikke garantere noget, men mon ikke det er nok at kunne finde f.eks. K på et tastatur eller kunne skrive "select * from tabel" for at kunne kalde sig data scientist? Jeg er i hvert fald data scientist nu, og det er du - kære læser - hermed også. Hjerteligt tillykke med titlen!

6 Der blev drukket massivt natten lang hos de forskellige udstillere og sponsorerer. Ingen gik tidligt hjem, ingen skulle læse mails på hotelværelset (til 500 dollars pr. nat), alle skulle bare være med, og alle skulle bare lige også nå hen til dén eller dén leverandørs ølfest kl. 21 på hotellet på modsatte side af motorvejen. 

7 Det var meget dyrt at deltage i konferencen. Til gengæld varede den ikke så længe, og den var udsolgt på 42 nanosekunder. Jeg måtte personligt bruge tarvelige tricks som at slå på, at jeg var rejst HELE vejen fra Danmark bare for at kunne være med i Santa Clara for at få en special permit til en very special (og højere) price only for you ...

Sidst, men ikke mindst: Der var MEGAfede slogans og citater overalt. Jeg giver jer hermed to:

"Big data is the most disruptive force this industry has seen since the introduction of the relational database." - Jeff Needham (selvfølgelig). Den stod og blinkede på storskærme.

"Data is the new bacon" - T-shirts fra Cloudera.

Når Danmark om et par år er klar til Big Data-platformen og -revolutionen, så er jeg også. Jeg vil have ny bacon.

Og jeg vil også have vilde konferencer i Danmark ligesom i gamle dage!

Mogens Nørgaard er administrerende direktør i Fair & Square.

Computerworlds klummer er alene udtryk for skribentens egne holdninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere