Artikel top billede

(Foto: /)

HTC har verdens bedste smartphone: Men taber på markedet

HTC One er kåret som verdens bedste smartphone og rost til skyerne af anmelderne. Men HTC's markedsandel er styrtdykket.

Et noget nært perfekt produkt er ingen garanti for voksende markedsandele.

Den sandhed gælder i øjeblikket i særdeleshed for taiwanske HTC, der kan glæde sig over, at det meget roste produkt HTC One vandt prisen som verdens bedste smartphone for nogle uger siden på Mobile World Congress.

Så sent som i sidste uge kunne HTC glæde sig over, at HTC One også vandt en fornem design-pris, iF Gold Product Design Award. Dertil kommer de mange positive anmeldelser af HTC One - blandt andet her på Computerworld, hvor HTC One blev udråbt til bedste Android-smartphone i 2013.

Og så burde alt jo være godt for HTC, der efter flere års krise nu endelig er tilbage med ikke bare den gode HTC One, men i det hele taget har et fornuftigt udvalg af mobil-produkter i forskellige prisklasser.

Sådan går det for HTC

Det er bare ikke tilfældet, for HTC's markedsandele har lidt ekstremt meget i de seneste mange år.

Her i Danmark toppede HTC's markedsandel tilbage i 2008, da selskabet ifølge IDC stod for hele 22,8 procent af de smartphones, der blev solgt.

Allerede året efter var markedsandelen ifølge IDC faldet til 11,4 procent, og selvom den både i 2010 og 2011 steg igen, har særligt 2012 og 2013 været helt elendige for HTC, hvis man ser på de danske markedsandele.

I 2012 stod HTC således for blot 4,9 procent af de solgte smartphones, og sidste år - det år, da HTC One kom på markedet - røg markedsandelen helt ned på tre procent for HTC.

Hvorfor køber du ikke en HTC?

Men hvordan kan det overhovedet gå til, at markedsandelen fortsætter med at falde så drastisk, når HTC i det meste af 2013 havde det produkt - verdens bedste smartphone - som alle konkurrenterne ville ønske, at de havde?

"Der er mange grunde til, at salg og eksperternes vurdering ikke altid går hånd i hånd," lyder det fra IDC-analytiker Anders Elbak.

"I visse tilfælde kan det være, at telefonerne ikke er tilgængelige hos de større operatører, eller det kan skyldes, at produktet er for dyrt eller bliver positioneret forkert," forklarer han om den generelle udfordring for producenterne.

"For HTC tror jeg, at det største problem er deres brand. Med HTC One kæmper de direkte mod spillere som Apple og Samsung, som er blandt de stærkeste brands i verden."

"Desuden har HTC ikke en tilsvarende gruppe af loyale forbrugere," vurderer Anders Elbak.

HTC: Vi arbejder på det
Direktør for HTC i Norden, Peter Frølund, afviser, at HTC-brandet har et generelt problem.

Han forklarer, at eksempelvis tilskudsordninger til specifikke smartphones og mængden af produkter, der bidrager til den samlede markedsandel for producenten, er blandt de områder, hvor HTC måske har andre forudsætninger end eksempelvis Samsung.

"Vi er selvfølgelig rigtig glade for priserne, og når vi ser på, hvordan HTC One klarer sig i premium-delen af markedet, ser det også helt fornuftigt ud," siger Peter Frølund.

"Vi arbejder hårdt på en bredere produktportefølje," fortæller han og peger på, at HTC på Mobile World Congress lancerede nye HTC Desire-produkter, der retter sig mod mellemmarkedet.

Peter Frølund mener, at HTC er på en god kurs, så selskabet fremadrettet kan være den innovative frontløber på markedet.

Alligevel har HTC altså oplevet markante fald i markedsandelen - selvom HTC One vinder fornemme priser.

Peter Frølund mener, at man blandt andet skal se faldet i lyset af, at HTC for år tilbage fik mange kunder på at være frontløber på markedet.

"Når man er first mover, som vi har været det, får man også relativt hurtigt en stor markedsandel," lyder en af forklaringerne på det drastiske fald fra Peter Frølund.

Global krise for HTC

Det skal retfærdigvis tilføjes, at HTC har formået at blive ved med at sælge smartphones i et vist antal i de senere år, fordi markedet samlet set vokser markant.

Markedsandelen er dog fortsat styrtdykket, og det er på ingen måder unikt for HTC på det danske marked.

I Gartners opgørelse over det globale smartphone-salg i 2013 er HTC slet ikke nævnt - hvilket betyder, at selskabet bidrager til den samlede gruppe af "andre" producenter.

Præcis det samme gør sig gældende i IDC's globale smartphone-opgørelse for 2013 - heller ikke her er HTC nævnt.

Det er til gengæld giganter som Samsung og Apple, ligesom selskaber som Huawei, LG og Lenovo er store nok til at være blandt de selskaber, som optræder i top-fem på smartphone-markedet.

HTC blev stiftet i 1997 og var blandt pionererne på markedet for de mere avancerede mobiltelefoner, lommecomputere og smartphones.

I de senere år har selskabet dog været ramt af dramatisk faldende markedsandele og voldsomme dyk i omsætning og indtjening.

Læs også:

Eksperternes dom er klar: Denne mobil er verdens bedste

HTC One er en Android-mobil i kongeklassen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere