Artikel top billede

Læg mærke til de her smartphone-trends: Nu ændres mobilen

Mobilen udvikler sig hele tiden og får nye legekammerater. Se de nyeste trends og tendenser for den flade følgesvend.

Mobile World Congress (MWC) er netop blevet afholdt i Barcelona, som det er fast tradition hvert år.

Messen er med til at give fingerpeg om, hvilken vej mobiludviklingen bevæger sig.

På MWC fremviste blandt andre Sony og Samsung deres nyeste Android-topmodeller, der er spækket med funktioner og ikke mindst ny software.

Samsung Galaxy S5
og Xperia Z2 kører begge Android 4.4.2 - også kaldet KitKat - og det er på ingen måde overraskende.

Som Google plejer, blev en ny version af det mobile styresystem lanceret i efteråret, og nye topmodeller er altid udstyret med den nye udgave, når de dukker op i det nye år.

Til gengæld viste en ny trend sig, som der nok ikke var mange, som havde regnet med. Nokia - der ellers er i fast parforhold med Windows Phone - valgte pludselig at være utro med Android på de nye X-modeller.

Selv om mobilerne kører Android, er de stadig tæt forbundet med både Nokia og Microsofts tjenester.

Mobilerne har prisskilte på under 1.000 kroner, og de er ikke nogen kraftkarle med store kæmpe skærme.

Meningen er, at telefonerne skal give Nokia ammunition til at kæmpe mod billige Android-telefoner i low end-segmentet.

Fire gange bedre end HD

Hvis der kigges mere på telefonernes muligheder, var det værd at lægge mærke til, at begge nye Android-modeller fra Sony og Samsung nu er i stand til at optage i 2160p.

Det er også kendt som 4K eller UHD (Ultra High Definition), og det er fire gange højere opløsning end HD (totalt set 3.840 gange 2.160 pixel).

I øjeblikket er fladskærmsproducenterne i fuld sving med at lancere nye 4K-tv, og nu er telefonerne altså klar til at optage indhold, der udnytter de mange pixels på skærmene.

Der skulle optages video i 2160p med 30 billeder i sekundet, og det burde være nok til at sikre, at optagelserne ikke hakker.

Men naturligvis skal hardwaren, der afspiller filerne, være kraftig nok og have et codec, der understøtter videooptagelserne.

Stadig 'kun' HD-opløsning

Mobilskærmene på de to nye topmodeller fra Samsung og Sony er stadig bare fuld HD.

Det er ellers ventet, at vi snart vil se et gennembrud for mobilskærme med en opløsning på 2.560 gange 1.440 pixel.

Tidligere har Samsung fremvist nogle af sine planer for netop mobilskærme, hvor opløsningen skulle 'vokse' i 2014, mens det skulle blive endnu vildere i 2015 med mobilskærm-opløsninger på 3.840 gange 2.160 pixel.

Men lige nu ser fuld HD ud til at være den dominerende trend på Android-platformen, som det har været i over et år på topmodellerne.

Med den seneste opdatering af Windows Phone er mobiler med dette styresystem også blevet i stand til at benytte fuld HD-opløsning, hvilket blandt andet er tilfældet med Nokia Lumia 1520.

Apple iPhone 5s
er stadig bagefter, når det gælder de høje skærmopløsninger. Til gengæld er æble-telefonerne også blot fire tommer, hvorfor en lavere opløsning kan give mening.

Skærmene og batterierne har vokseværk

Det seneste år har vi set flere bud på nye phablet-modeller (phone+tablet), hvor skærmene ligger omkring seks tommer.

Det er stadig en speciel kategori, og telefonerne kræver i mange situationer tohåndsbetjening.

Men der er ingen tvivl om, at selv om det kan se tosset ud at tale i mobil på størrelse med en plade Marabou-chokolade, vil vi se flere telefoner med store skærme den kommende tid.

Samsung Galaxy Note 3, som vi testede i efteråret 2013, viste, at det faktisk kan lade sig gøre at skabe en interessant og yderst brugbar phablet.

I kategorien for mobiler til enhånds-betjening havde de fleste topmodeller sidste år som Galaxy S4, Sony Z1 og Google Nexus 5 skærme på fem tommer, men nu ser det ud til, at der skubbes en smule til størrelserne.

Samsungs nye Samsung Galaxy S5 er 5,1 tommer, og Sonys Z2 er 5,2 tommer. Og vi har allerede set LG tage springet med G2, som har en skærm på 5,2 tommer.

Der bliver altså rykket en smule på skærmstørrelserne på topmodellerne, selv om det stadig blot er i millimetermål.

Set over de seneste år er trenden dog tydelig. Et godt eksempel er Samsungs Galaxy-serie:

Galaxy S1 - 4 tommer (2010)
Galaxy S2 - 4,3 tommer (2011)
Galaxy S3 - 4,8 tommer (2012)
Galaxy S4 - 5 tommer (2013)
Galaxy S5 - 5,1 tommer (2014)

Længere batterilevetid og strømbesparer

Når skærmene vokser, bruger telefonerne naturligvis mere strøm, når de er tændt.

Selv om der ikke ligefrem er sket revolutioner på mobilbatteriområdet det seneste år, er der en tendens til, at telefonerne udstyres med stadig kraftigere batterier.

Det sker, selv om telefonen ikke bliver mere buttede.

De nye telefoner fra MWC viser, at både Samsung og Sony sørger for højere mAh på sine topmodeller.

Samtidig er det efterhånden standard, at topmodeller i dag har strømbesparende funktioner, der kan træde til, når der er ved at være udsolgt på energikontoen.

Med Samsungs nye Samsung Galaxy S5 skrues der ned for farverne, så skærmen viser sort/hvid tekst og grafik. Derudover er det kun basale og vigtige funktioner som sms og tale, der fungerer.

Når det gælder strøm, har Nokia længe benyttet sig af trådløs opladning på nogle af sine modeller, og Google Nexus 4 samt Nexus 5 kan også lagre energi uden at få et kabel i bagdelen. Det er dog en trend, som endnu ikke er slået bredt igennem.

Biometriske data til login og betaling

I efteråret 2013 lancerede Apple sin iPhone 5s, hvor en af de bemærkelsesværdige funktioner var en fingeraftryklæser på fronten.

Den kan benyttes til at logge ind på telefonen. Kort tid efter lancerede HTC sin 5,9 tommer store phablet kaldet Max, og den havde fingeraftrykslæser på bagsiden.

På MWC kunne Samsung så også vise en telefon med fingeraftrykslæser, da denne funktion er tilgængelig på Samsung Galaxy S5.

Her kan den bruges til login og give adgang til særlige mapper på mobilen med følsomme data eller private oplysninger. Desuden kan fingrene bruges, når der skal betales, eksempelvis via PayPal.

Personlig fitness-hjælper tager din puls

En trend, som især har ulmet det seneste halve års tid, er wearables - kropsnær elektronik som ure, briller og armbånd.

Elektronikken spiller sammen med mobilen i lommen, og der er især mange produkter på vej, som fokuserer på sundheds- og motionsområdet.

Vi har netop testet det nye smartwatch Pebble Steel: Test: Lækkert Pebble Steel smartwatch lader dig købe et glimt af fremtiden. Og i dette galleri går vi helt tæt på uret: Pebble - et smartwatch som både er pænt og praktisk.

Under MWC præsenterede både Sony og Samsung deres egne fitness-trackere kaldet SmartBand og Gear Fit. I begyndelsen af januar fremviste LG også sin Lifeband Touch.

De fungerer med apps på mobilen og bruges til at indsamle data om eksempelvis puls, træning og søvnmønster.

Mobilproducenterne er altså aktive på udstyrsfronten, og de vil formentlig ikke lade det kommende wearable-marked - som ventes at nå en omsætning på flere milliarder kroner de kommende år - gå til mobilløse firmaer som Epson, Garmin og Razer.

Desuden kan vi vente flere fitness-relaterede funktioner bygget direkte ind i telefoner, og Samsung Galaxy S5 har endda allerede en pulsmåler integreret på bagsiden af telefonen.

Mobiler har ikke længere vandskræk

Sony har længe produceret telefoner, som er modstandsdygtige over for støv og vand. De første modeller var blot afvisende, mens de nyeste er decideret vandtætte.

Det gælder dog ikke alle former for væske, da saltvand stadig ikke er noget, som telefonen skal kastes ud i, hvis garantien stadig skal dække. En tur i svømmepølen med klorvand er dog okay.

Sony får ikke lov at være ene om at have telefoner, som ikke bryder sammen, hvis de kommer i kontakt med det våde element.

Tidligere har flere producenter præsenteret hårdføre - og lidt kluntede - telefoner, der især har været beregnet til byggepladser og håndværkere.

Men nu er trenden, at vi får den vandafvisende feature på regulære topmodeller. Ud over Sony har Samsung nemlig nu også mærket 'vandafvisende' på sin nye topmodel, Samsung Galaxy S5.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere