Mange danskere holder vinterferie i denne uge eller næste uge. Men hvilke it-aktiviteter skal man kaste sig over?
Faktisk er udbuddet derude enormt, hvis man kaster sig over nogle af de kulturbærende institutioner.
Én af dem er naturligvis landets mange biblioteker.
For nogle biblioteker har faktisk tænkt it-tanker op til vinterferien.
Det gælder blandt andet Grenaa Biblioktek, der under overskriften "Geocaching skattejagt i Grenaa," tilbyder folk en skattejagt med mobilen i hånden.
"Ved hjælp af kompas på din smartphone og en række koordinater, bliver du guidet rundt i Grenaa, hvor du støder på en række udfordringer," lyder det om aktiviteten, hvor der naturligvis er præmie til den måske kyndige smartphone-vinder.
"Ingen tilmelding, medbring blot din smartphone," lyder opfordringen.
Fem fede computerspil
Hos andre biblioteker griber man til den efterhånden lidt mere klassiske genre:
Computerspil.
På Frederikshavn Bibliotek, kan man få spillene i "en bibliotekspose til vinterferien", mens man på Vigerslev Bibliotek går planken ud.
Her anbefaler man "5 fede spil til vinterferien".
"Vinterferien står på varm kakao og gaming," hedder det således på bibliotekets hjemmeside.
Og de fem fede spil er?
Ja, dem kan du læse mere om her.
Imidlertid skal man være opmærksom på, at flere biblioteker lukker deres normale it-aktiviteter ned i vinterferien.
Eksempelvis hos Fredensborg Bibliotekterne, hvor man lukker it-caféen. Ligesom de mange kurser i digital selvbetjening og ipad-brug typisk ikke er programsat til ferien.
Gratis e-bøger - til låns
Tilgengæld er en anden kilde til underholdning og viden bibliotekernes gratis tjeneste e-reolen.dk.
Her kan du kvit og frit låne e-bøger.
Udvalget er meget bredt.
Nogle it-titler lyder:
"It-boblen" af tidligere Computerworld-journalist Peder Bjerge, der giver et kig ind i en tid, da alt var godt. Og tiden lige efter.
"Vi hører om rushet i starten af it-feberen, om festen mens alle endnu tror på eventyret og flugten væk, da nedturen begyndte," heddet det om bogen.
En anden titel kunne være:
"Julian Assange - i krig for sandheden".
I en tid hvor kampen om at sætte dagsordenen i verden vel næppe har været mere intens med Edward Snowdens afsløringer, kan et indblik i en anden persons kamp for sandheden være interessant.
Endelig er der også:
Igen faktisk en bog af et par tidligere Computerworld-folk. Bogen går tæt på Janus Friis og erhvervseventyret Skype.
En rigtig iværksætter-fortælling.
Og husk: Det er gratis at låne på e-reolen.dk..
Telegrafen og H.C. Andersen
Bor du i nærheden af Fyn, får selveste H.C. Andensen en teknologi-behandling på et museum i Odense.
For som det hedder på hjemmesiden:
"Vidste du, at H.C. Andersen var vild med moderne teknologi? Måske ville han også have været vild med din smartphone, hvis han havde levet i dag."
"I hvert fald skrev han et eventyr om dengang telegrafen blev opfundet og pludselig bandt hele verden sammen gennem kommunikation."
Og om aktiviteterne - måske mest for børn - lyder det:
"Send morsebeskeder på de gamle telegrafapparater og spids ørene, når svaret skal skrives ned."
Ligesom man naturligvis kan klæde sig ud i telegrafistkostume og lege i den gamle telegrafstation.
I tvivl om hvilket eventyr det drejer sig om - læs mere om det her.
...og dine ideer?
Har du selv forslag til en god vinterferie krydret med it-aktivitet, da skriv det endelig i debatfeltet.
Uanset om det drejer sig om en it-relateret film i biografen, en begivenhed på dit lokale bibliotek, et it-foredrag eller verdens fedeste computerspil, der bare skal tæves igennem hele ugen.
God vinterferie.