Microsoft: Navision ingen Oracle-konkurrent

De ERP-produkter, som Microsoft købte af danske Navision, er stadig ingen konkurrent til klassens sværvægtere, Oracle, Peoplesoft og SAP. Microsoft fastslår, at selskabet ikke vil konkurrere med Oracle i de kommende år, og det kan blive det endegyldige dødsstød for Oracles forsøg på at købe Peoplesoft.

Navision er ikke moden til at konkurrere med de største drenge i klassen, ERP-systemerne fra tyske SAP samt de amerikanske softwareselskaber Oracle og Peoplesoft.

Microsoft har ingen planer om at bruge Navision til at gå i kødet på netop Oracle, når det gælder software til at styre økonomi, personale og sælgere i de helt store virksomheder.

Det fremgår ifølge nyhedsbureauet Reuters af en udtalelse, som Microsoft-talsmænd under ed har aflagt til amerikanske konkurrencemyndigheder.

Ifølge udtalelsen vil Microsoft i løbet af de næste to år ikke konkurrere direkte med produkter fra Oracle og Peoplesoft, skriver Reuters, som citerer unavngivne jurister tæt på sagen. Officielt vil hverken Microsoft, Oracle eller det amerikanske justitsministerium bekræfte oplysningerne.

Til små og mellemstore virksomheder

Navisions ERP- og bogholderi-software har hovedsageligt vundet indpas i mellemstore og små virksomheder, selv om der blandt andet i det offentlige herhjemme er installationer, som efter danske forhold er ganske store.

Microsoft købte Navision for 11 milliarder kroner for knap to år siden, og flere Microsoft-topchefer, mellem dem administrerende direktør Steve Ballmer, har flere gange udtalt, at ERP er et af de store satsningsområder for verdens største softwareselskab. Microsoft havde i forvejen købt Navision-konkurrenten Great Plains, og de to selskaber er i dag slået sammen under navnet Microsoft Business Solutions.

Men Microsoft vurderer alligevel ikke selv at være klar til at træde ind på den store scene i løbet af de første fire år efter købet af Navision. På den måde tildeler Bill Gates' selskab Oracle et ordentligt slag.

Oracle forventer konkurrence fra Microsoft

Microsofts udtalelse er faldet som led i det amerikanske justitsministeriums kamp for at forhindre, at Oracle køber konkurrenten Peoplesoft. Oracle har afgivet flere fjendtlige købstilbud på konkurrenten. Det seneste lyder på 57 milliarder kroner i aktier. Justitsministeriet mener imidlertid, at det vil skade konkurrencen på ERP-markedet, hvis den tredjestørste leverandør, Oracle, overtager den næststørste, Peoplesoft.

Oracle har argumenteret med, at det er noget sludder, blandt andet fordi selskabet snart forventer konkurrence fra Microsoft på baggrund af opkøbene af Navision og Great Plains. Derfor har justitsministeriet spurgt verdens største softwareselskab, om det har planer om at konkurrere med Oracle og Peoplesoft de næste par år, og ifølge Reuters var svaret altså nej.

Dermed er Oracles odds for at få underkendt justitsministeriets beslutning forværret, også selv om Oracle har verdens største ERP-leverandør, SAP, på sin side. SAP har sendt et brev til justitsministeriet, hvori det tyske selskab siger god for en fusion mellem Oracle og Peoplesoft.

Peoplesoft kan dog ikke se, at SAP's støtte til Oracle forandrer noget som helst.

- Kan nogen virkelig være overrasket over, at den største og den tredjestørste leverandør af ERP-systemer vil eliminere den næststørste, spørger Peoplesoft-talsmand Steve Swasey retorisk til nyhedstjenesten Cnet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere