Artikel top billede

(Foto: Torben Klint)

Henrik Zangenberg: Mobningen af it-projekter stopper lige nu

Klumme: It-projekter udråbes konstant som "skandaler" og "katastrofer". Men nu stopper det. Det er slut med at være prygelknabe*.

Du er it-professionel, og i mange år er du blevet udsat for helt urimelig mobning, uden at de voksne har grebet ind.

Når du mærker efter, kan du godt fornemme, at man har gjort dig uret.

It-projekter udråbes som "skandaler" og "katastrofer", og ligesom man kan brokke sig over vejret og politikerne, er det en helt gratis omgang at brokke sig over it-projekter, der jo altid ender i skandaler.

Men det stopper nu. Nu slår vi tilbage, og vi angriber mobberne, hvor de er svagest - på deres metaforik.

Problemet er, at man ofte sammenligner it-projekter med andre ting. Det bliver helt tydeligt, når politikerne kræver "it-havarikommissioner", som skal se på it-projekter, "der er gået galt".

For hvor er det lige, vi har havarikommissioner? Det har vi, når et fly falder ned, eller en færge sejler ind i en bro.

Når en rutineaktivitet går helt galt.

At have en it-haverikommission betyder, at man betragter et it-projekt som at flyve en Airbus A320 fra København til Stockholm.

Det er en metafor, der holder, hvis man betragter opgraderingen af operativsystemet på en Windows-server UDEN applikationer som et projekt. Men det er jo ikke den slags projekter, vi tumler med.

"Nu slår vi tilbage"

Her følger fire brugbare metaforer, som du kan anvende, når du skal forme forventningerne til dit projekt.

I lyset af disse metaforer vil overskridelser af budget og tidsplaner ikke bare være tilgivelige, men nærmest forventelige - det er andre ting, man skal måle succesen på.

"Det her svarer til at føre et skib i meget høj sø"

Vi implementerer et system, der er kritisk for vores virksomhed i en tid, hvor krav og omverdensvilkår ændrer sig.

I morgen kan en række krav ændre sig fundamentalt. Vi skal tage bestik af strøm og vind og vurdere, om vi skal søge læ for vinden eller fortsætte ind i orkanen.

Vi har et mål og en kurs, men vejen til målet VIL skulle justeres. Kun en tåbe vil garantere et ankomsttidspunkt, men vi er opmærksomme på, at vi kun har proviant til to uger.

(Tænk på implementering af et e-handelssystem i en virksomhed, der kæmper i et meget kompetitivt marked.)

Derfor er it-projekterne så svære at styre

"Det her svarer til at modernisere en hel virksomhed, der kæmper for overlevelse" 

Vi skal ændre på en række helt grundlæggende antagelser og strukturer. Vi skal bryde ned og bygge op, og mange vil blive utrygge. Det her handler helt grundlæggende om vision og om ledelse. 

Successen forudsætter, at mange elementer spiller sammen. Vi skal gøre kendte ting på andre måder, og vi skal gøre helt andre ting.

(Tænk på EPJ-systemer på landets sygehuse.)

"Det her svarer til anlæggelsen af den første jernbane i England" 

Den teknologiske udfordring i selv er enorm på grund af volumen, performancekrav og problemstillinger, der ikke før er løst. 

Vi skal for eksempel lige have fundet ud af, hvordan et lokomotiv skal fungere. 

"Den teknologiske udfordring i selv er enorm"

Læg dertil, at alle interessenter ikke bare skal omlægge deres daglige rutiner, men gentænke både proces og organisation for at alt lykkes. Ja, naturligvis bliver dele forsinket. Ja, naturligvis må man eksperimentere med dele af løsningen. 

Budget og tidsplan er konstant i spil, og ting skrider. Men efter nogle år er alle enige om, at dette bragte os videre.

(Tænk på digital tinglysning.)

"Det her svarer til at få flygtninge ud af en krigszone" 
Vi er under konstant beskydning i et landskab, hvor det kan være svært at se forskel på venner og fjender. Vi er underlagt mere politik end strategi. Vi skal passe på os selv for at kunne hjælpe andre. 

Vores mission er klar - at få flest mulige ud i live.

(Tænk på en virksomhed, hvor tre ERP-systemer skal lægges sammen på seks måneder efter en fusion, mens fuld produktion skal opretholdes.)

Og husk så lige: Metaforerne skal bruges til at forklare, hvorfor it-projekter er svære at styre - ikke til at dække over dårligt it-håndværk. 

For naturligvis findes der dårligt håndværk. Det handler min næste klumme om. 

Og om, hvorfor alt for mange it-professionelle ikke får lov til at gøre deres arbejde ordentligt.

* fra tysk Prügelknabe 'stalddreng m.m.', måske egentlig om dreng, der modtog de prygl, som fyrstesønnen skulle have haft.

Henrik Zangenberg er direktør i Zangenberg & Company ApS.

Computerworlds klummer er alene udtryk for skribentens egne holdninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere


Tech Transformation Trends 2025

Tech Transformation Trends er konferencen, hvor vi sætter fokus på de helt store Danske virksomheders digitale transformationer og måden de driver virksomhed på. Dagen byder på cases og vidensdeling, der vil give inspiration som kan være med til at løfte din strategi og navigere i fremtidens digitale landskab.

06. marts 2025 | Læs mere






White paper
Sådan: Opgradér din printerløsning uden store investeringer