Det har altid undret mig, hvorfor der er så mange følelser forbundet med operativsystemer.
Jeg er vokset op med DOS og har haft Windows siden version 1.0 (det kom på VILDT mange disketter.)
Med jævne mellemrum er jeg, lige siden jeg fik min første pc i 1985, stødt på religiøse fanatikere, der eksalteret rablede løs om Linux, OS/2 eller - og det var de værste - om Macs lyksaligheder.
Alle talte de med vækkelsens lys skinnende fra deres øjne, med lidt for meget og lidt for tørt mundvand og med alt for små ører.
Og aldrig har jeg diskuteret med dem. Hvad skulle det dog nytte?
Jeg kender godt til glæden over et godt styresystem. Jeg kender til glæden over en opgradering, der er fuld af gode overraskelser i mange uger efter. Det giver glæde, det forstår jeg godt.
Men jeg har aldrig forstået, hvorfor folk kammer over i følelser. Og jeg har slet ikke forstået, hvorfor mine gode medmennesker føler sig kaldet til at missionere for en samling kodelinjer.
Jihad-agtigt sprogbrug
I halvfemserne var de hellige Mac-brugere nærmest Jihad-agtige i deres sprogbrug. Mac OS var det eneste sande OS, og det var dem magtpåliggende at fortælle enhver pc-bruger, hvor intuitiv, let og grafisk deres verden var. Og hvor elendig en kopi Windows var.
Og det uanset om man i øvrigt kendte hinanden, om man sad ved siden af hinanden til en familiefest, om de var kommet for at søge et job, sælge en vare eller noget helt tredje.
Og nu, jeg tænker over det, mødte jeg aldrig bare én Mac-bruger, der ikke var hellig.
Det var en tung tid. Jeg undgik dem bevidst. Jeg gad ikke høre på dem.
"Nu jeg tænker over det, mødte jeg aldrig bare én Mac-bruger, der ikke var hellig"
Men så en dag i nullerne sad jeg i bedste konsulent-stil ved en gate i Beograds lufthavn og arbejdede på min bærbare pc. Ved siden af sad en magen til og arbejdede på sin Mac.
Han angreb mig ikke, talte faktisk slet ikke til mig, passede bare sit. Indrømmet, det gjorde mig nysgerrig.
Så blev vi kaldt om bord i det lille propelfly til Sarajajevo, en flyvetur lidt kortere end København-Hamburg. Jeg lukkede pænt min pc og han sin Mac, og skæbnen ville, at vi skulle sidde ved siden af hinanden i hvert vores lille sæde.
Så vi faldt i snak om det rejsende konsulentliv, og alt var sådan set fint, indtil vi var i luften og skulle åbne computeren igen.
En lille lus kravlede over i min skindpels
Jeg startede min pc og ventede på at få indlæst mit OS. Han åbnede sin Mac og begyndte at arbejde.
Jeg måbede og spurgte, hvordan det kunne lade sig gøre, og han fortalte, at han ikke havde lukket sit OS ned i to år. TO ÅR!
Og uden at jeg bemærkede det, kravlede en lille lus over i min skindpels.
Et års tid efter stod jeg på talerstolen og skulle afvikle min Powerpoint fra en Mac.
Og det gik op for mig, at jeg på skærmen kunne se ikke bare det slide, der var på væggen bag mig, men også det NÆSTE slide.
En lillebitte feature, der gjorde - og gør - en KÆMPE forskel for en foredragsholder.
Ugen efter købte jeg en Mac.
Kæmpede for at lære Mac OS
Jeg KÆMPEDE over mange måneder for at lære det åh-så intuitive Mac OS at kende.
Og efter nogle år var det faktisk lige så nemt at navigere i, som Windows havde været: Intuitivt og let - for dem, der ved, hvordan det virker.
"Jeg HADER Windows!"
Og for nylig købte jeg så en pc til min søn, som skal bruge den i folkeskolen (de anbefaler Windows, fordi ikke alle deres online-systemer "virker på Mac").
Maskinen kom med Windows 8 og en kode til at installere Office-pakken.
Det tog mig mere end seks timer at kæmpe mig igennem en sk... Office-installation, og da jeg endelig var færdig, fandt jeg mig selv råbende mine frustrerede følelser ud:
"Jeg HADER Windows"!
Og, indrømmet, jeg nærer varme følelser for min Mac.
Claus Sølvsteen er partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
Computerworlds klummer er alene udtryk for skribentens egne holdninger.