Det er en lidt kedelig nyhed, men analysehuset Gartner fortæller nu, at i 2017 er telefonen smartere end sin ejermand.
De fleste af os bruger nok allerede smartphonen som en slags ekstra hukommelse, men i løbet af fire år løber den altså fra os, fortæller Gartner på analysehusets konference, Symposium ITxpo, der løber af stablen i den nordspanske by Barcelona.
"I 2017 vil din mobil være klogere end dig," siger Gartners mobilekspert Carolina Milanesi.
Hun disker op med et konkret eksempel:
"Din mobil vil eksempelvis vække dig, en halv time tidligere end alarmen er sat til, fordi den har opdaget, at der er trafikkaos på vejene. På den måde kommer man ikke for sent til morgenmødet."
Tilpasser sig til dit liv
Det handler om, at din smartphone kan imitere intelligente beslutninger, og Gartner kalder fænomenet for kognitiv databehandling.
Ved at bruge oplysninger om dig, sætte dem i system og tilpasse dem til et individuelt brugermønster, kan mobilen hjælpe med at tage hverdagsbeslutninger, før vi selv har tænkt på dem, ved at sammenligne informationerne med verden udenfor.
En bilkø på vejen sammenlignes eksempelvis med dit behov for at møde på kontoret til tiden.
Big data-analyser og sociale medier
Udgangspunktet er big data-analyse af, hvad der eksempelvis sker i skyen eller på de sociale tjenester, som gør mobilen til din digitale rådgiver og assistent.
Ethvert forsøg på at sammenligne den menneskelige og den kunstige intelligens er naturligvis at sætte tingene på spidsen, og det bliver næppe telefonen, der overtager dit liv inden 2017.
Men Gartner har opstillet fire kriterier for, hvornår telefonen kan handle menneskeligt.
De fire kriterier er som følger:
1. Synkroniser mig.
2. Se mig.
3. Kender mig.
4. Være mig.
Gartner mener, at smartphones allerede har succes med de to første trin, nemlig at synkronisere erfaringer fra den virkelige verden ind i den digitale verden - eller på Gartner-sprog: kognitiv computing.
Det skriver blandt andet telekomidag.se
Det, som mangler, er, at telefonen kan kende eller skabe noget, som kan omdannes til menneskelige følelser.
Men det er ifølge analysehuset på vej.
Tag dine sutsko på
Sensorer i wearable devices, eksempelvis tøj, kan mærke, hvornår du fryser, eller om dit hjerte galoperer afsted.
I så fald kan mobilen, før du selv mærker det, komme med forslag om at tage hjemmesko på, drikke en kop te eller foreslå en yoga-time via en YouTube-app.
"Inden for de næste fem år kommer disse data, om vi kan lide det eller ej. Vores omgivelser og vores relationer vil blive brugt sammen med bærbare dimser for at øge deres nytteværdi og gøre vores liv bedre," vurderer mobil-eksperten fra Gartner.
Læs også:
Googles kunstige intelligens får ingeniører til at måbe
[url= https://www.computerworld.dk/art/228884/du-faar-taesk-hver-eneste-gang-robot-vinder-altid-i-sten-saks-papir]Du får tæsk hver eneste gang - robot vinder altid i 'sten, saks, papir[/url]
Verdens bedste kunstige intelligens går i børnehave
Derfor holder du i kø: Trafiklys styres af 35 år gamle computere