Artikel top billede

Kirill Tatarinov er øverste ansvarlig for for Microsoft Business Solutions.

Microsoft vil være den største spiller på centralt it-marked

Interview: International topchef fra Microsoft er ikke i tvivl: Selskabet skal være den største spiller på et af de helt store it-markeder, hvor alt lige nu er i spil.

"Alting rykker nu, og en stor fornyelsescyklus inden for ERP er over os."

Sådan lyder budskabet fra Kirill Tatarinov, der står i spidsen for Microsoft Business Solutions, da Computerworld møder ham i Microsofts internationale udviklingscenter i Vedbæk.

"Det er den typiske fornyelses-cyklus. Vi ved, at forskellige former for software har forskellige cyklusser og livslængder. Traditionelle ERP-systemer havde 12-15 års tidshorisont, og den seneste fornyelsescyklus var lige omkring år 2000."

"Så nu er tiden kommet, og vi ved, at de systemer, der blev valgt lige omkring år 2000 ikke blev bygget til den moderne tid - det er ikke muligt at få brugergrænsefladerne til at understøtte den moderne arbejdsstyrke."

ERP trænger til fornyelse

En IDC-analyse konkluderede for nylig, at mange it-chefer vil prioritere opgradering og modernisering af ERP højt i de kommende 12-18 måneder.

"Jeg tror netop, at ERP prioriteres højt, fordi tiden er løbet fra de 'støvede systemer'," udtalte IDC-analytiker Anders Elbak fra IDC.

Kirill Tatarinov fra Microsoft er enig:

"Verden er rykket over imod fleksible, sammensatte, kontekstbaserede arbejdsgange, som folk ønsker at klare på de devices, som de bedst kan lide," siger han. 

Computerworld har derfor sat gang i en interview-serie, hvor vi både taler med CIO'er og leverandører om ERP-systemernes rolle i dag og i fremtiden. 

I en opgørelse fra analysefirmaet Gartner over det globale salg af ERP-software i 2012 lå SAP som nummer et med en markedsandel på 25 procent, mens Oracle som nummer to sad på 13 procent af omsætningen.

Infors omsætning udgjorde seks procent af markedet, og ifølge Gartner landede Microsoft på fem procent.

Nu er Microsoft imidlertid i fuld gang med at tage hul på en ny ERP-tidsalder med sine Dynamics-løsninger, og Kirill Tatarinov er ikke bleg for at fortælle om ambitionerne.

Her er Microsofts ERP-mål

"For det første er vi i det her med henblik på det lange kapløb. Vi kigger meget langsigtet på det på alle de markeder, vi er på. For det andet er Microsoft ikke på markedet, medmindre vi ønsker at være nummer et," siger Microsoft-chefen til Computerworld. 

"Det er det mål, vi har; at vi skal være nummer et på alle de områder, hvor vi er med."

Er det målt på omsætningsmarkedsandelen eller bruger-markedsandelen?

"Det vigtigste er helt sikkert antallet af kunder, du servicerer," supplerer Hal Howard, som er R&D-ansvarlig for Microsoft Dynamics ERP.

"Vi har altid demokratiseret ting; det har altid handlet om, hvor mange kunder, vi kan gøre glade. At gøre kunderne tilfredse er det første stykke arbejde - og vi føler så, at omsætning og indtjening opstår ud fra det."

"Du er ikke nødt til at have specifikke mål for omsætningen eller indtjeningen, når det hele handler om at gøre kunderne glade."

Hal Howard nævner Microsofts investeringer i forskning og udvikling som helt centrale i forhold til selskabets strategi og mål på ERP-markedet. 

"Vi satser på en masse forskellige ting, og noget af det giver gevinst. Det, der er tydeligt, er det, der giver gevinst, mens det, der ikke er, er det, vi brugte noget tid på og derefter droppede."

"Vi tilbyder alle de her teknologier til kunderne. Vi har ekspertise på alle de forskellige områder, og det at vi kan give det videre til kunderne, er den største værdi, du kan få fra en integreret leverandør som Microsoft," mener Hal Howard.

Microsofts bud på fremtidens ERP

PA Consulting har for nylig interviewet 40 virksomheder i en række europæiske lande, herunder Danmark, Tyskland og Holland - de peger blandt andet på, at mens verden ændrer sig med stadig større hastighed, og kravene til agilitet og fleksibilitet dermed stiger, så er ERP-systemerne ikke nødvendigvis klar til at understøtte den fremtid.

De fleste af leverandørerne banker dog nu på kundernes døre med nye, moderne løsninger - og det gælder i høj grad også Microsoft med Dynamics ERP-løsningerne.

Hvad mener I skal være nøgle-funktionerne i den næste generation af ERP?

"Vi føler, at vi er det perfekte sted, fordi vi udvikler til den moderne tidsalder og til den moderne medarbejder," siger Kirill Tatarinov.

"Vi har fuldstændig genopfundet det, vi havde for 12 år siden. Det, vi har nu i vores portefølje, er frisk og blev bygget nu."

Han peger på det, han mener er Microsofts store styrker:

"Vi er ikke bare en business solutions-virksomhed. Vi arbejder inden for et virkeligt bredt spektrum med højteknologi-innovation."

"Den form for forskning, vi har ved Microsoft, berører alle aspekterne," lyder det fra Kirill Tatarinov, der forklarer, at Microsoft eksempelvis både arbejder med mobile operativsystemer, business intelligence og kontorpakker - og både til privatbrugerne og til virksomhederne.

"Det gør os i stand til at se skiftet i industrien."

CIO'en og de nye ERP-løsninger

Skal jeg som CIO smide det gamle ERP i skraldespanden, eller kan jeg opgradere på en måde, så det ikke går ud over mine tidligere investeringer?

"Forskellige organisationer med forskellige størrelser har forskellige prioriteringer, og vi guider CIO'erne og forretningsfolkene til at være meget klare på, hvad de prioriteringer er. Den tilgang, vi har til det, kræver ikke, at man erstatter alle ens it-investeringer," siger Kirill Tatarinov. 

"For det fleste er det ikke praktisk og ikke noget, man kan råde dem til. Vi støtter fuldt ud en tilgang, hvor man automatiserer forretningsprocesser, der skal automatiseres, og rykker organisationens vigtigste områder ind i fremtiden ved at køre dem på Microsofts Dynamics - og at det andet fortsat kan køre på legacy-systemerne."

"Og dem, der ønsker at erstatte alt, kan gøre det - og det vælger nogle faktisk at gøre."

Microsoft om den moderne CIO

Kirill Tatarinov peger på et andet område, hvor meget har ændret sig i forhold til, da mange virksomheder omkring årtusindskiftet investerede i ERP:

"Overordnet set vil jeg sige, at moderne CIO'er for at være succesfulde skal være meget tættere allierede til forretningen, og at de skal være en del af styringen af organisationen og skal have meget mere forretningsforståelse, så de kan samarbejde med forretningen og udnytte fordelene ved ny teknologi."

"De skal være med helt fremme og proaktivt tage stilling til, hvad de skal tage i brug, hvad der skal ignoreres, og med hvilken hastighed deres innovation skal foregå."

Computerworld har i forbindelse med denne interview-serie talt med ERP-leverandørerne Infor, Oracle, SAP og her Microsoft. 

Læs også vores interview med CIO'en fra Novo Nordisk, med en ERP-rådgiver fra PA Consulting samt en stribe andre artikler om ERP-markedet og de nye ERP-løsninger.

Følg @kimstensdal på Twitter

Læs også:

Derfor er dit ERP pludselig blevet håbløst forældet

Derfor er de nye ERP-applikationer totalt anderledes

Sådan vil ERP-giganten SAP forsvare sin bastion

Frafalden Oracle-kronprins blæser til ERP-kamp

It-direktør i Novo Nordisk: Her er vores ERP-setup

Store forandringer for it-afdelingen: Sådan ser ERP ud i dag

It-chefer: Her er vores store udfordring med ERP-systemet




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere