Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

Vil udfordre forbud: Dansk kommune på vej med gratis Wi-Fi til borgerne

Kendt dansk kommune vil udfordre de regler, der i dag forhindrer den i at give gratis Wi-Fi til borgere og turister. Stort flertal i byrådet stemmer for planerne.

Et meget stort flertal i byrådet i Frederiksberg Kommune i København siger ja til, at kommunen skal sørge for gratis Wi-Fi til borgere og turister.

Samtlige partier i byrådet - minus Liberal Alliance - har nemlig stemt for, at kommunen skal indlede en forundersøgelse af mulighederne for at tilbyde gratis Wi-Fi.

Det betyder, at kommunen nu vil 'udfordre hidtidig praksis af kommunalfuldmagten i relation til Wi-Fi i det offentlige rum,' som det hedder i møde-referatet.

Bygger på gammel afgørelse

Den såkaldte kommunalfuldmagt, som Frederiksberg Kommune nu altså aktivt vil arbejde på at udfordre, regulerer, hvor langt kommunerne kan gå, når det handler om at tilbyde ydelser i konkurrence med private selskaber.

"Vi vil nu se nærmere på, hvordan det kan lade sig gøre," siger socialdemokraten Katrine Lester, der har stået bag forslaget.

Hun peger på, at Statsforvaltningen - der er den øverste myndighed i den pågældende slags sager - i dag læner sig op ad en afgørelse fra 2009, hvor Høje Taastrup Kommune efter klage fra TDC fik forbud mod at lancere en reklame-finansieret løsning med gratis Wi-Fi på forskellige af kommunens torve og pladser.

"Det er denne afgørelse fra 2009, som Frederiksberg Kommune nu vil udfordre, for indtil det sker, er det 09-afgørelsen, der gælder. Tingene ændrer sig, og der sker mange ting på det digitale område. Vi tror, at også Statsforvaltningens fortolkning af kommunalfuldmagten ændrer sig," siger Katrine Lester.

Statsforvaltning overvejer praksis

Den holdning underbygges af erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S), der for nylig har meddelt, at "Statsforvaltningen er ved at overveje sin praksis i forhold til kommuners mere generelle mulighed for at stille Wi-Fi til rådighed."

Ifølge ministeren skyldes det ikke mindst, at Statsforvaltningen i den seneste tid har fået flere henvendelser - inklusive én konkret ansøgning - fra kommuner angående etablering af kommunale netværk.

Sådan vil kommunen undgå ballade med erhvervslivet

Dansk Industri har tidligere været fremme med hård kritik af kommunernes ønsker om at etablere gratis Wi-Fi.

Det kan du læse mere om her: Dansk Industri: Derfor er gratis Wi-Fi en rigtig dårlig ide.

I Frederiksberg Kommune forestiller Katrine Lester sig, at den løsning, som kommunen vil sigte efter, skal være indrettet på en måde, så borgerne ikke kan anvende den til eksempelvis at streame internet-tv eller lignende.

"Kommunens internet-tjeneste skal ikke være så kraftig, at borgerne kan blive fristet til at afmelde deres egne net-abonnementer derhjemme," siger hun.

Hun forestiller sig, at kommunen for eksempel kunne lægge begrænsninger på den data-mængde, som brugerne ville kunne hente på givne tidspunkter, ligesom løsningens hastighed skulle begrænses.

"Og så vil løsningen jo dække pladser og parker, hvor folk færdes, men hvor folk typisk ikke bor," siger hun.

Andre kommuner pusler med lignende planer

Beslutningen følger i kølvandet på en række andre kommuner, der har tilsvarende planer.

De tæller blandt andet Københavns Kommune, der godt kunne tænke sig at åbne et gratis Wi-Fi-net, så ikke mindst turister slipper for at blive flået af roaming-afgifter, når de besøger byen.

Det kan du læse mere om her: København vil give dig gratis Wi-Fi.

Den danske telebranche har tidligere kritiseret planerne. Det kan du læse mere om her.

I Frederiksberg Kommune er Liberal Alliance, der som det eneste parti stemte imod, godt utilfreds med byrådets beslutning.

"Det er en opgave, som vi skal lade det private erhvervsliv om," lyder det fra Laura Lindahl fra Liberal Alliance.

Frederiksberg Kommune venter, at der først vil foreligge en nærmere plan i foråret, da meget af det politiske arbejde i kommunen i den kommende tid vil være fokuseret på kommunalvalget.

Læs også:

Er gratis Wi-Fi fra kommunen overhovedet lovligt?

Gratis Wi-Fi fra kommunen myldrer frem

Frederiksberg vil også med på gratis Wi-Fi-vognen




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere