Artikel top billede

Microsoft: Windows 8.1 opdateringen har kun givet få problemer

Nogle computere er blevet invaliderede efter opgradering fra Windows 8 til 8.1, men Microsoft afviser, at det er et generelt problem. Softwaregiganten har kun fået få klager.

"Nu vil computeren ikke tænde, står bare med sort skærm".

Det er en af de mange kommentarer, som er strømmet ind på artiklen 'Kuk-kuk i opdateringen: Windows 8.1 giver problemer'.

Her fortæller flere læsere om computere, som ikke længere fungerer optimalt, efter de er blevet opdateret fra Windows 8 til 8.1.

I øjeblikket er Microsoft ved at undersøge, hvor mange som har oplevet problemer med den nye udgave af styresystemet.

"Vi kan se, at vi har fået en række henvendelser fra brugere, som har oplevet problemer med opdateringen, men der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at Windows 8.1-opdateringen har givet anledning til flere henvendelser, end det vi sædvanligvis ser, når vi lancerer en større opdatering. Og heldigvis har vi været i stand til at løse problematikkerne hurtigt og effektivt," fortæller Tanya Helene Christensen, produktchef for Windows i Microsoft Danmark.

Ring til os

Derfor er Microsoft Danmark forbløffet over, at så mange af Computerworlds læsere har været ramt af problemer med opdateringen, og softwaregiganten har derfor nærlæst læserkommentarerne på Computerworld.dk, hvor en del fortæller om problemer med pc-udstyr som tastaturer og skærme:

"Der er rigtig mange af problemerne, som er driver-relaterede. Vi anbefaler, at man opdaterer driverne, inden man opdaterer til Windows 8.1. Og hvis der er problemer, må man meget gerne kontakte os," siger Tanya Helene Christensen.

Telefonnummeret til den danske supportafdeling er 82 333 100, og det er også muligt at få hjælp online via support.microsoft.com/oas.

Microsoft vil gerne have henvendelserne, da de kan bruges til at skabe et overblik over eventuelle gennemgående problemer, som kan rettes via nye opdateringer.

Inden man forsøger at opdatere til Windows 8.1, anbefaler Microsoft i øvrigt, at computeren - ud over at være fodret med friske drivere - er fuldt opdateret via Windows Update.

Desuden anbefales det, at man kører Opgraderingsassistenten, som kan downloades fra Microsofts side.

Den kan give en vurdering af, om der vil være problemer med computeren eller tilkoblet udstyr, hvis pc'en opdateres til den nyeste version af Windows.

Fjernede opdatering til Windows RT 8.1

Der er ikke kun brugere, som har oplevet problemer med Windows 8.1.

Også med Windows RT 8.1 - styresystemet målrettet enheder med mobile processorer - har der været problemer, og det var i et omfang, så Microsoft valgte at trække opdateringen tilbage kort efter lanceringen:

"Problemerne med Windows RT skyldtes en firmwareopdatering, der ikke var færdiggjort, da man opdaterede. For de fleste kunder blev det løst ved at boote en ekstra gang. Men for enkelte kunder fungerede det ikke," forklarer Tanya Helene Christensen.

Softwaregiganten frigav derfor et recovery image, som de berørte brugere måtte downloade for at få deres tablet-pc'er til at fungere normalt igen.

Ifølge Microsoft var det en ud hver tusinde RT-bruger, som fik problemer med opdateringen til Windows RT 8.1.

Efterfølgende er en ny og forbedret opdatering til Windows RT 8.1 gjort klar til download via Microsoft Store.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Skab værdi med produktkonfiguration i Dynamics 365

Deltag i dette webinar og lær, hvordan du kan skabe øget værdi gennem produktkonfiguration med Microsoft Dynamics 365 standard konfigurator og Easy Creator. Eksperter fra CGI vil dele deres indsigt i, hvordan produktkonfiguration kan optimere processer, forbedre kvalitet og øge kundetilfredshed.

05. februar 2025 | Læs mere


Sådan automatiserer du med Copilot

Høst fordelene og sæt strøm til processerne med Microsofts alsidige AI-assistent.

06. februar 2025 | Læs mere


Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere