Artikel top billede

Fra venstre: Edlunds administrerende direktør Line Find, stifter Erling Edlund Andersen, der nu bliver næstformand og Thomas Edlund Jøhnk, teknisk direktør.

Stifter stopper i familieejet it-kæmpe: Ny formand indsat

Tidligere topchef i stort telefirma sætter sig i formandsstolen for stort dansk it-firma, som far og søn har bygget op sammen.

Hos it-virksomheden Edlund indtræder Tage Reinert som formand for bestyrelsen.

Dermed træder familien, der stiftede selskabet og længe har været markant til stede på flere ledelsesposter, yderligere et trin tilbage.

Således overtager Tage Reinert formandsposten efter stifter Erlind Edlund Andersen i en virksomhed, der blandt andet leverer it-systemer til forsikringsbranchen.

Han overgav tidligere direktør-roret til Line Find, som du kan læse mere om her.

God kemi

Fra en ferie i Kitzbühel, Østrig, oplyser Tage Reinert, hvordan han blev formand hos Edlund.

"Bestyrelsen i Edlund A/S har gennemført en professionel søgeproces, og her har jeg været så heldig at komme i spil til rollen som formand for bestyrelsen."

Den nye formand vurderer, at ejerne har fundet, at hans baggrund med økonomistyring og generel ledelse fra blandt andet Sonofon og Telenor i teleindustrien med store systemer i en stærkt reguleret industri er en god ballast.

Det samme er hans erfaring fra eksempelvis Codan, MAN Diesel og Scandlines.

Men også på det personlige plan er den nye formand blevet vejet og fundet egnet til posten.

"Samtidig har jeg haft en virkelig indholdsrig og åben dialog med både Erling Edlund og hans søn Thomas Edlund, siden vi mødtes første gang i sommer."

"Der har fra starten af været en god kemi både med ejerne og direktøren Line Find," opsummerer han forløbet.

Tage Reinert ser sin opgave som, at han skal lede virksomheden mod mindre familieafhængighed.

Formand: Her er mit mål hos Edlund

"Min rolle er i første omgang at lede Edlund i overgangen fra familieledelse til at være ledet uafhængigt af familien," forklarer Tage Reinert.
 
Den virksomhed, som Erling Edlund og hans søn Thomas har bygget op fra grunden i løbet af 20 år til at omsætte for 200 millioner kroner med 200 medarbejdere, er jo et industrieventyr med en stærk virksomhedskultur, forklarer han.

Virksomheden har formået at tilkæmpe sig en ledende position på markedet for administration af forsikringer - et marked, der er komplekst, videnstungt og stærkt lovreguleret, forklarer den nye formand videre.

"Edlund skal fortsætte den strategi, selskabet har lagt og eksekveret med dygtighed siden starten," mener bestyrelsesformanden.

Formand for familiefirma

Edlund er en familie-ejet it-virksomhed - gør det jobbet som bestyrelsesformand anderledes end andre steder?

"Min erfaring er, at den rolle, man udfylder, altid skal ske i tæt dialog med ejerne, ledelsen og andre interessenter."

"Som bestyrelsesformand for en virksomhed med få ejere, og hvor familien har aktiemajoriteten, er det klart, at jeg skal have en tæt dialog med ejerne," understreger han.

Derfor vil hans rolle i Edlund være "mere aktiv end sædvanligt, især i det første år", hvor virksomheden overgår fra familieledelse til uafhængig ledelse.

Men den ejerform, der er i Edlund, minder på mange måder om kapitalfonds-opbygningen private equity, hvor der er få ejere, der har investeret deres egne penge i forretningen.

"Det er jo en ejerform, som jeg kender fra Scandlines, hvor der både er en uafhængig bestyrelsesformand og samtidig ejere, der sidder i bestyrelsen og som involverer sig aktivt," forklarer han videre.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
SAP Excellence Day 2025

Hvordan du orkestrerer og opdeler SAP-projekter for at opnå gevinster hurtigere? Hvordan påvirker AI fremtiden for SAP i almindelighed og måske også din virksomhed? Dette er blot nogle af de svar du får ved at deltage på denne spændende konference.

03. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Backup, availability og disaster recovery

I en tid hvor truslerne mod it-driften kun vokser, er det afgørende at kende forskellen på backup, availability og disaster recovery. Deltag og få konkret viden og praksisnære eksempler på, hvordan I kan styrke jeres beredskab.

07. april 2025 | Læs mere


Cyberthreat Day, København: Trusler, angreb og forsvar i praksis

Stå rustet mod cybertrusler. Få et detaljeret overblik over de nyeste sårbarheder, angrebsmønstre og metoder, som cyberkriminelle anvender. Lyt til beretninger fra sikkerhedseksperter på den digitale frontlinje, og få indsigt i både succesfulde angreb og de, der blev afværget

08. april 2025 | Læs mere