Artikel top billede

Denne processor dræber Windows RT og sætter fut i tablet-pc'erne

Intels nye Atom-processor er et lille, men kraftfuldt bæst, som sparker ydelse og grafik i vejret på især tablet-pc'er. I forbifarten risikerer processoren at give dødsstødet til Windows RT.

Kan du huske den første Intel Atom-processor? 

Den var motoren i rigtig mange netbooks, som var ultrapopulære og ikke til at slippe uden om for fire-fem år siden.

Men efterfølgende kastede vi vores tid, kærlighed og penge efter smartphones og især tablet-pc'er som iPad.

Men Intel var slet ikke klar til den udvikling.

I stedet var det ARM-processorer, som de nye og smarte produkter fik indenbords, mens chip-giganten Intel stod tilbage med sine processorer til traditionelle computere og kunne se på, at pc-salget gik den helt forkerte vej.

Derfor er Atom-processoren blevet genoplivet og gjort klar til et nyt liv i tablet-pc'er og andre mobile enheder.

Vi så den faktisk sidste år i produkter som Acer Iconia W510 og HP Envy x2 med Windows 8.

Men det helt store comeback ser ud til at ske det næste års tid. Intel er nemlig klar med sin Atom-processor Z3000, der også går under det lidt mere mundrette kodenavn Bay Trail.

I forhold til tidligere processor-versioner er den her gjort klar til at virke med både Windows, Android og Linux.

Den er altså ikke låst til en platform, og i teorien vil det være muligt at boote flere forskellige styresystemer på samme enhed.

Ifølge Intel er der samtidig sket en markant ydelsesforbedring. Den nye Atom-processor skulle være dobbelt så god som forrige version, og samtidig skulle grafikydelsen være op til tre gange bedre.

Netop hastigheden er noget af det, som den forrige version led en smule under, og det er synd at sige, at Acer Iconia W510 eller HP Envy x2 er nogle hurtige maskiner.

Samtidig vil den nye Atom-processor understøtte produkter med skærme, der har en opløsning op mod 2.500 gange 1.600 pixel, og ram-begrænsning er fire gigabyte.

Microsoft vil ikke opgive Windows RT

Hvis batterilevetiden kan nærme sig det, som vi ser i produkter med ARM-processorer, står Intel med et produkt, der kan gå hen og blive lidt af et hit. 

Nogle af begrænsningerne ved ARM-processorerne er nemlig, at de ikke er voldsomt potente, og de ikke kan afvikle Windows, mens den nye Atom-processor ikke har problemer med den fulde version af Windows 8 og Windows 8 Pro. 

Det er også derfor, at tablet-pc'en Mircosoft Surface RT - som er udstyret med processoren Nvidia Tegra 3 - kører den amputerede Windows RT. 

Her er den altoverskyggende begrænsning, at man ikke kan installere nogen programmer. I stedet må man nøjes med apps, der findes i Microsoft Store. 

Hvorfor Microsoft, hvorfor?

Allerede med de første tablet-maskiner med Atom-processor sidste år kunne der sættes spørgsmålstegn ved, hvorfor man overhovedet skulle bruge tid på Windows RT. 

Maskinerne med Atom-processorer var ikke voldsomt dyrere end eksempelvis Surface RT, kørte fuld version af Windows, de havde forholdsvis god batterilevetid, og maskinkraften var om end beskeden så til at leve med. 

Med den nye Bay Trail-version, der byder på mere power og bedre grafik, kan det blive slaget, der knuser strubehovedet på Windows RT. 

For hvem kan med deres sunde fornuft argumentere for, at Windows RT er en smart idé, når man med en Atom-processor potentielt får samme lange batterilevetid, bedre ydeevne og ikke mindst en fuld version af Windows 8 - endda Pro-udgaven, hvis man skulle have behov for det. 

Flere pc- og tablet-producenter er da også for længst flygtet skrigende bort fra Windows RT, og Microsoft har set Samsung, Lenovo og Asus forsvinde i horisonten

Softwaregiganten kæmper dog stadig for Windows RT, og den 22. oktober er ny version af Surface RT i de danske butikker med dette styresystem.

Her er de nye modeller

De første computere og tablet-pc'er med den nye Atom-processor er allerede annonceret, og vi kan forvente at se dem i butikkerne den kommende tid efter den officielle lancering af Windows 8.1, der finder sted senere på måneden. 

Her er et udvalg af den nye maskinpark baseret på Bay Trail:

Venue 11 Pro

Modellen kører Windows 8.1 og har en 11 tommer skærm. Opløsningen er 1.920 gange 1.080 pixel, og maskinen er udstyret med et IPS-display. Ligesom med Microsoft Surface er det muligt at benytte eksterne tastaturer, som kobles til tablet-delen, og dermed ændrer Venue 11 Pro udseende og kommer til at minde om en bærbar computer.
Du kan læse mere om Venue 11 Pro her.

Toshiba Satellite Encore

Satellite Encore er udstyret med en otte tommer skærm med en opløsning på 1.280 gange 800 pixel. Den har to gigabyte ram og 32 gigabyte lagerplads, men kapaciteten kan udvides med Micro SD-kort.

Det er uklart, om modellen kommer til Danmark, men den rammer i hvert fald USA i løbet af november til en pris af 329 dollar, cirka 1.900 kroner.

Asus Transformer Book T100

Denne model er udstyret med en IPS-skærm på 10,1 tommer 
med en opløsning på 1.366 gange 768 pixel. Den kører Windows 8.1, har to gigabyte ram og findes i udgaver med 32 og 64 gigabyte lagerplads.

Ligesom Dell Venue 11 Pro og Microsoft Surface kan Transformer Book kobles sammen med et tastatur.

I øjeblikket har vi kun amerikanske priser for tablet-pc'en, som lyder på 349 dollar, cirka 1.900 kroner for 32 gigabyte versionen, mens en udgave med 64 gigabyte lagerplads har et prisskilt på 399 dollar, cirka 2.200 kroner. Priserne er inklusive tastaturdock.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere