ComputerViews: Velfærdsteknologi er udset til at spille en central rolle i regeringens nye teknologiplan, der ikke bare skal skabe effektiviseringer, men også bedre forhold for ældre og handicappede.
Det er tilsyneladende så god en investering, at Dansk Industri - ikke helt overraskende - mener, at regeringen burde kaste endnu flere penge ind i området.
Og ja, telemedicin og robotteknologi i sundhedssektoren er vigtige investeringer. Spiserobotter og lignende udstyr kan blandt andet være med til at styrke selvværdet hos borgere, der slipper for at blive madet af en hjemmehjælper.
Derfor skal regeringen naturligvis ikke droppe sin plan om velfærdsteknologi, som nogen måske vil mene, at overskriften på denne artikel antyder.
Mit budskab er snarere, at vi i et kort øjeblik forsøger at glemme de politiske diskussioner og erhvervslivets kamp for at få del i offentlige puljer.
Consumerization: Ikke kun på arbejdspladsen
For hvad nu, hvis nogle af de største teknologiske fremskridt for handicappede, syge og plejekrævende borgere ikke kommer fra flotte handlingsplaner og politikere med dybe lommer?
Kunne man forestille sig, at de største revolutioner i stedet bliver båret frem af helt almindelig forbrugerteknologi fra virksomheder som Apple og Googler?
En udvikling, der har visse ligheder med den consumerization-bølge, som finder sted i erhvervslivet. Her ser vi, at ansatte skrotter teknologi, der er specifikt udviklet til erhvervslivet og erstatter den med iPhone, iPads og Android-enheder.
Teknologi som den enkelte bruger oplever som både mere velfungerende og intuitiv end den teknologi, som de tidligere fik stillet til rådighed af it-afdelingen
Teknologi er afgørende for handicappede
Jeg er selv kørestolsbruger, og indimellem glemmer jeg, hvilken central rolle teknologien spiller for min egen hverdag.
Men da jeg for nylig var indlagt på hospitalet, kunne jeg takke Wi-Fi-forbindelser, min bærbare computer og min iPad for, at jeg stadigvæk kunne arbejde og holde kontakt med familie, venner og kolleger.
Og gennem hele mit uddannelsesforløb har mine computere været et helt uundværligt arbejdsredskab. Og uden tvivl mere uundværligt end for mine klassekammerater og medstuderende.
Men mine egne oplevelser fremstår blot banale i forhold til den forskel, som almindelig forbrugerelektronik har gjort for den 26-årige amerikanske kvinde Alax Blaszczuk.
For halvandet år siden var hun involveret i en bilulykke, hvor hun blev lammet fra skulderregionen og ned.
I et interview med National Public Radio i USA forklarer hun, at gadgets med berøringsfølsomme skærme og stemmestyringer betyder, at hun på trods af sin ulykke alligevel kan fortsætte sit jura-studie på Columbia University i New York.
Google Glass og iPhone åbner for en ny verden
Apple er en af de mange virksomheder, der har valgt at indbygge et væld af funktioner i sine produkter, der er specifikt designet til at gøre dem lettere at betjene for handicappede.
Og for Alax Blaszczuk har anskaffelsen af netop en iPhone gjort det muligt for hende at læse bøger og dermed fortsætte sine studier.
"IPhonen åbnede en helt ny verden for mig, fordi en berøringsfølsom skærm er den eneste måde, hvorpå jeg kan læse bøger," siger hun til National Public Radio.