Omkring 790 elever på Slagslunde og Ganløse skolerne i Egedal Kommune nord for København havde fået stillet i udsigt, at de kunne få udleveret iPads ved skolestart i august.
Dermed ville eleverne på de to skoler komme på omgangshøjde med andre skoler i kommunen, hvor tusindvis af elever og lærere allerede har fået udleveret tabletcomputere fra Apple.
Men sådan skulle det ikke gå.
For selv om de to skoler har fået opsat fladskærme, projektorer og Apple-tv i alle klasse- og faglokaler, manglede der nemlig et tilstrækkeligt stærkt trådløst netværk på skolerne ved skolestart, så de mange iPads kunne bruges i undervisningen.
Derfor blev de nyindkøbte iPads i første omgang låst inde i et depot, skriver Lokalavisen.dk.
Må vente til efterårsferien
Årsagen til det manglende netværk ligger i, at de to skolers netværkskapacitet ikke er blevet udbygget hen over sommeren, som det ellers lå i kortene.
Det skyldes, at kommunalbestyrelsen besluttede sig for at punge ud til at opgradere netværkene på samtlige Egedals skoler - og altså ikke bare på Slagslunde og Ganløse skolerne
"Det er selvfølgelig rigtig godt, men det betød, at den samlede pris på at opgradere netværk på skolerne blev så stor, at opgaven efter reglerne skulle sendes i udbud," forklarer formanden for skoleudvalget, Karsten Søndergaard (V), til Lokalavisen.dk.
Med et udbud følger også ventetid, måtte skoleudvalget erkende.
"Derfor kommer der først et opgraderet netværk op på skolerne i efterårsferien, men til gengæld sker det på alle skoler," fortæller Karsten Søndergaard til Lokalavisen.dk.
Han forklarer, at Ganløse og Slagslunde skoler oprindeligt først ville have delt iPads ud, når netværket var opgraderet.
"Nu har man imidlertid besluttet, at eleverne godt kan have glæde af dem, selvom netværket ikke er opgraderet endnu," lyder det fra udvalgsformanden.
Forælder: Ringe information
Ikke alle har taget lige godt imod netværksforsinkelsen.
"Det er bare ikke godt nok. Det er synd for både elever og lærere, som var meget klar til at gøre brug af den nye teknologi. Hvorfor har man ikke sørget for tilstrækkelig kapacitet til noget, der har været planlagt så længe," spørger John H. Petersen, der er far til en dreng i 7. klasse på Ganløse Skole.
"Man har åbenbart investeret i iPads uden at sikre sig, at de rent faktisk kan anvendes," fortsætter han.
John H. Petersen er dog mest fortørnet over, at informationsniveauet fra kommunens side har været så ringe, efter den har kastet store dele af skolens budgetter efter iPads på bekostning af andre materialer.
"Hverken lærere eller elever har vidst, hvad der skulle ske," lyder kritikken.
Til det siger Karsten Søndergaard, formand for skoleudvalget, til Lokalavisen.dk:
"Jeg skal beklage, hvis forældre og elever sidder med en oplevelse af, at informationen ikke har været tilstrækkelig, men jeg ved, at vi har bestræbt os på løbende at orientere om tidsplanen."