Da Microsoft for præcis en uge siden meddelte, at det amerikanske selskab vil købe Nokia, blev beskeden modtaget med blandede følelser i Finland.
Selv om de fleste vel har erkendt, at Nokia ikke længere er det selskab, det engang var, er det alligevel en dramatisk situation, det nu er havnet i.
Nokia har i den grad har været med til at skabe den mobilindustri, der i dag domineres af selskaber som Samsung og Apple, men hvad skal der egentlig ske med Nokia og Nokia-telefonerne, når Microsoft formentlig i første kvartal 2014 køber selskabet?
"Kompliceret med brandet"
I et nyt blogindlæg forsøger Nokia selv at kaste lidt lys over fremtiden. Det er Nokias slags- og marketingchef, Chris Weber, der blandt andet svarer på spørgmålet, hvad der vil ske med selve Nokia-brandet på telefonerne?
"I forhold til de faktuelle vilkår har Microsoft tænkt sig at købe retten til at anvende Nokia-brandet på sine telefoner i 10 år. Der er en tilkendegivelse af, at dette vil ske for Asha- og feature-telefonerne fremadrettet."
"Med smartphones er det mere kompliceret, og vi vil forsøge at skabe et samlet brand på tværs af Lumia og andre Windows-baserede telefoner. Men vi er stadig et langt stykke vej fra, at den beslutning skal træffes," lyder det fra Chris Weber, der i blogindlægget giver udtryk for, at Nokias ånd og kvaliteter som telefonproducent vil leve videre under Microsoft.
Det er dog langt fra alle, der tror på det budskab, og mange Nokia-fans opfatter også meddelelsen som en klar indikation af, at brandet Nokia på smartphones vil forsvinde.
Sådan lyder reaktionerne
Eksempelvis lyder en kommentar til blogindlægget:
"Jeg vil stadig være en Nokia-fan, og jeg vil stadig være en fan af Nokia-telefoner ... Der vil bare aldrig nogensinde blive lavet flere."
"Kunne ikke være mere enig. Det er afslutningen på en æra. Sørgeligt, men sandt," skriver en anden debattør.
Selvom der også er positive reaktioner i debatten, er det de pessimistiske kommentarer, der dominerer.
"Det er virkeligt ret dumt at tro, at intet vil ændre sig. I det mindste er der en ting, der vil ændre sig, da Nokia ikke vil lave flere telefoner i mindst nogle år ... måske aldrig."
"Microsoft og Nokia blev ikke enige ... Elop og Ballmer blev enige, hvilket vil sige, at Microsoft blev enig med Microsoft," lyder en kommentar også.
"Jeg har købt Nokia-telefoner i omkring 15 år. Jeg stoler på brandet på grund af det, det repræsenterer: telefoner i topkvalitet. Jeg vil kun købe telefoner, der er brandet som Nokia," skriver en fan desuden.
Du kan i øvrigt deltage i Computerworlds debat om Nokias fremtid her.
Læs også: