Et skuldertræk.
Sådan modtager TDC's direktør for ekstern kommunikation, Jesper Gronenberg, kritikken fra Liberal Alliances it- og teleordfører Mette Bock vedrørende telegigantens påståede de facto-monopol på tele-infrastruktur i Danmark.
Kritikken kom i forbindelse med Mette Bocks ønsker om at få åbnet teleforliget fra 1999, hvor partiet Liberal Alliance ikke eksisterede og derfor ikke havde/har nogen fingeraftryk i forliget.
"Selvfølgelig har Liberal Alliance en interesse i at skabe et billede af, at tiden er løbet fra teleforliget. Sådan er politik jo, og det er fint nok," siger Jesper Gronenberg til Computerworld.
Han fremhæver,at TDC er godt tilfreds med det nuværende og altså 14 år gamle teleforlig, der bygger på brede rammer omkring markedsdrevet udvikling og teknologineutralitet i stedet for detaljestyring.
"Du kan nok finde nogle sjove formuleringer på grund af forligets alder og den teknologiske udvikling, men jeg kan slet ikke forestille mig, at man i et eventuelt nyt forlig vil gå væk fra de to bærende principper," lyder det fra Jesper Gronenberg.
TDC: Vi bliver jo reguleret
At TDC skulle sidde så tungt på infrastrukturen, at ingen andre kan komme til, tilbageviser han.
"Jeg mener, det drejer sig om en forkert forestilling om monopol på infrastrukturen, da en masse fiberselskaber ruller fiber ud i stride strømme i hele landet, og så har vi altså også tre andre operatører med hvert deres mobilnet," siger Jesper Gronenberg.
Han understreger, at TDC bliver reguleret af myndighederne, så det hverken er for dyrt eller for billigt at leje sig ind på telegigantens net, som selskabet er i besiddelse af i kraft af sin tidligere rolle som statsejet teleudbyder.
"Reguleringen er balanceret mellem to hensyn, nemlig at det skal være nemt og enkelt for alternative operatører at kunne komme ind og levere tjenester på vores net. Det vil sige, at prisen ikke må være for høj."
"Samtidig gælder også et andet hensyn, nemlig at andre operatører skal have et incitament til selv at investere i egen infrastruktur - hvilket vil sige, at prisen ikke må være for lav," siger Jesper Gronenberg og eksemplificerer sine udtalelser:
"Hvis man eksempelvis regulerede priserne ned under gulvbrædderne for adgang til TDC's net, så vil det fuldstændig fjerne fiberselskaberne incitament til at foretage investeringer, og alle ville i stedet købe sig ind på TDC's net, da det jo ville være så billigt."
Jesper Gronenberg siger derfor, at det er et økonomisk faktum, at ingen udenlandske investorer ville kigge mod Danmark, hvis lejen til TDC's net ville være alt for billig.