Præcis 1.343 studerende er i år optaget på Multimediedesigner-uddannelsen, og langt størstedelen af disse vil få ualmindeligt svært ved at få et job i fremtiden. Det mener Samdata\HK.
Listen over optagne studerende it-uddannelserne blev offentliggjort tirsdag: Det kan du læse mere om her.
"Groft sagt er optaget på multimediedesigner-uddannelsen alt for højt. Det giver en masse taxameterkroner til uddannelsesstederne, men mange studerende vil blive uddannet til arbejdsløshed," siger Thomas Bisballe, der formand i Samdata\HK.
Ifølge formanden er multimediedesignerne allerede i overskud i dag, og han ser derfor hellere, at de studerende søger imod eksempelvis Datamatiker-uddannelsen, fordi jobmarkedet hælder mere mod brugen af, hvad han kalder for hårde programmeringskompetencer.
"Jeg håber, de nye studerende har blikket stift rettet mod de programmeringstunge valgfag"
Han fremhæver samtidig, at Multimediedesignerne er den del af Samdata\HK's medlemsmasse, der har den suverænt højeste ledighed.
Største ledighed blandt multimediedesignerne
Hos Samdata\HK er ledigheden blandt datamatikerne nede på omkring fire procent, mens ledigheden blandt medlemsskaren af multimediedesignere stikker af fra resten af feltet med hele 14 procent.
"Hvis man kigger på vores medlemsmasse, så er det den uddannelse, der har suverænt højest ledighed, de fleste ligger omkring fire procent," fortæller Thomas Bisballe om ledigheden blandt medlemmerne.
Ifølge Thomas Bisballe skyldes det helt enkelt, at tiden er løbet fra multimediedesignerne.
"Det var, og er en god uddannelse. Men efter it-boblen sprak, har der været et overskud af multimediedesignere. Jeg kunne godt tænke mig at høre fra studievejlederne, hvad de egentlig siger til de unge." siger han og fortsætter:
"Jeg håber, de nye studerende har blikket stift rettet mod de programmeringstunge valgfag og en overbygning som for eksempel webudvikler."
Dansk-IT jubler over multimediedesigner optaget
Mens Samdata\HK ikke er optimistiske omkring fremtidsudsigterne, ser it-interesseorganisationen Dansk IT anderledes og noget mere positivt på optaget af multimediedesignere.
"Multimediedesign topper listen over populære it-fag, og det er både naturligt med den nuværende udvikling af teknologier, men også kompetencer, som der i høj grad er behov for fremover," skriver Per Andersen, der er direktør i Dansk IT, i en pressemeddelelse.
Men de to organisationer er dog enige om, at datamatiker-uddannelsen er det mest sikre valg.
"Datamatikeren er bedst, især fordi arbejdsgiverne mangler udviklerkompetencer, men den er heldigvis nummer to på listen." skriver Per Andersen.
Læs også:
Hjemmeside sendt i gulvet på årets vigtigste dag
Sådan fordeler de nye studerende sig på it-uddannelserne
Optag på it-uddannelser sætter ny rekord