Dansk gangster-spil klar til at erobre verden

Efter knap to års udvikling, et afbrudt samarbejde med Microsoft og en investering på seks til syv millioner kroner er det danske pc-spil Gangland nu på vej ud i butikker i hele Europa og Nordamerika. Med 150.000 forudbestillinger er investeringen i gangstere, intriger og afpresning allerede tjent ind.

Ambitionerne er lige så store som forventningerne i kontoret på Nyhavn, hvor den danske spiludvikler Media Mobsters nu holder til.

Efter flere års udvikling, en investering på næsten syv millioner kroner og hårdt arbejde fra 18 programmører, grafikere og designere er selskabets første spil, Gangland, på vej ud i butikker i hele Europa og Nordamerika.

Her skal der sælges mellem 60.000 og 70.000 eksemplarer, før spillet om mord og intriger i mafiaens underverden når break-even og begynder at tjene penge hjem til det danske selskab.

Med 150.000 forudbestilte eksemplarer fra verdens spilforhandlere har det mål gode udsigter.

Bag den store spilsatsning står Christian Majgaard, Benedict Ødemotland og Adam Gregersen, som i 2001 stiftede Gangland-udvikleren Media Mobsters.

Begyndte med brætspil

Ideen til et gangster-spil opstod dog allerede i 1997, da den KMD-ansatte nordmand Benedict Ødemotland og Adam Gregersen, som var ansat i reklamebranchen, blev enige om at lave brætspillet Don, som de senere solgte til brætspilsproducenten Danspil.

- Det gik op for os, at det faktisk kunne lade sig gøre at bryde igennem og få noget ud at stå på hylderne i butikkerne, siger Adam Gregersen.

Christian Majgaard, Adam Gregersen og Benedict Ødemotland står bag Media Mobsters, som fra nye lokaler i Nyhavn nu er klar med sit første pc-spil.
Efter et par brætspil mere mødte de to i 2001 Christian Majgaard, og med en forretningsplan i hånden og nogle få ansatte i en lille lejlighed i København begyndte så udviklingen af et pc-spil.

- Vi vidste, at vi ville lave et mafia-spil, for det er godt tema. Der er kriminalitet, fede biler og lækre tøser, så genremæssigt vidste vi, at vi havde fat i noget rigtigt, siger Adam Gregersen.

Udover indtjeningen fra brætspil, web-design og spil til nettet gav 800.000 kroner i økonomisk støtte fra Teknologisk Innovation de første midler til at komme i gang med udviklingen.

Fra 2D til 3D

Det var dog først i august 2002, at udviklingen af Gangland virkelig tog fart, da selskabet droppede planerne om at bruge simpel 2D-grafik og i stedet valgte at udvikle deres helt eget 3D-system.

- Det var et kæmpeskridt, men vi havde så dygtige folk, at det faktisk lykkedes at udvikle det på bare fire måneder, fortæller Adam Gregersen.

Den allerstørste udfordring var dog at finde en samarbejdspartner, som ville sørge for at få spillet ud i hele verden og samtidig give økonomisk støtte til den omkostningstunge udvikling.

Her ramte Media Mobsters den store jackpot, da de tre stiftere efter et møde med Microsoft i hovedkvarteret i Seattle i slutningen af 2002 indgik en aftale med softwaregiganten.

Den lovende aftale endte dog med noget af en nedtur for Media Mobsters, da Microsoft i begyndelsen af 2003 på koncernplan tog en strategisk beslutning om, på nær nogle få store titler, kun at satse på spil, der udkommer til flere platforme, heriblandt Microsofts egen Xbox.

Som et rent pc-spil var Gangland i april sidste år pludseligt ude i kulden igen.

I stedet blev det i juni til en ny aftale med det noget mindre selskab Whiptail Interactive, som er mest kendt for at distribuere Postal 2, opfølgeren til det kontroversielle voldsspil Postal fra 1997.

Aftalen med Whiptail Interactive betød en mindre direkte økonomisk støtte, men til gengæld en større del af overskuddet, hvis spillet går hen og sælger godt. Og det er Adam Gregersen sikker på, at det gør.

Gangland er en blanding af flere spilgenrer og går ud på at opbygge sit eget gangster-imperium gennem afpresning, mord og skumle forretninger.
- Der er stor opmærksomhed om spillet, så forventningen er, at det når vi sagtens. Jeg synes, at spillet er faldet fantastisk godt ud, siger han.

Blanding af spilgenrer

Selve spillet er en blanding af flere spilgenrer og indeholder både elementer af strategi, rollespil og action.

I spillet påtager man sig rollen som en af fire brødre, der vil hævne drabet på den femte bror, og man begynder som stik-i-rend-dreng for sin onkel Vincenzo.

Spillet foregår i den fiktive by Paradise City, som er præsenteret i imponerende 3D-grafik og har op til 800 computerstyrede personer, der til enhver tid går rundt og lever deres eget liv.

Som gangster skal man langsomt arbejde sig vej op igennem hierarkiet ved at afpresse små butikker, udbygge sit slæng af forbrydere og finde en kone, som føder børn, der kan være til en stor hjælp for forretningen.

Udviklingen af Gangland er foregået i C++ og har krævet otte programmører, mens seks grafikere har brugt blandt andet programmet Lightwave 3D til at skabe det livlige miljø og persongalleri.

I gang med opdatering

På kontoret i Nyhavn finder man nu både cola-dåser, fladskærme og en rolig stemning, efter at spillet for halvanden uge siden blev sendt i trykken. Arbejdet fortsætter dog med at lave en opdatering, som helst skal ligge klar, når spillet udkommer 27. februar i Europa og 3. marts i Nordamerika.

På længere sigt er planen at lave Gangland 2 til pc, mens et helt tredje spil skal udvikles til både pc, Playstation 2 og Xbox.

Meget afhænger dog af, om Gangland sælger nok eksemplarer til at tjene penge hjem til Media Mobsters, som i dag er ejet af de tre stiftere, mens Teknologisk Innovation har en mindre andel.

Vækstfonden havde på et tidspunkt skudt halvanden million kroner i virksomheden, men den andel er købt tilbage. Herudover har Vækstfonden ydet et lån på en million kroner.

Lige nu er blikket dog rettet på nettets mange web-sites om spil, hvor pc-brugere dagligt kommer med kommentarer til demo-versionen af Gangland, som nu kan hentes på nettet.

Adam Gregersen forsøger at lade være med at tage eventuel kritik al for nært, selv om det ikke er let, når man har viet flere år af sit liv til et produkt.

- Hvis folk bare skriver, at det er ringe, irriterer det mig, at de ikke skriver hvorfor. Men det kan ikke nytte noget at lade sig kaste rundt følelsesmæssigt af, hvad folk synes om spillet, mener han.

Indtil videre ser det ikke ud til, at Media Mobsters har meget at frygte på den front, for de fleste kommentarer er meget positive, og demoen er for tiden en af de mest populære spildemoer på nettet overhovedet.

Relevante links

Download demoversionen af Gangland (125 MB)




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere