Salems Kommune i Sverige har endnu engang fået afvist et ønske om at anvende Google Apps i form af mail og kalender i skyen.
Den svenske pendent til det danske Datatilsynet har afvist kommunens ønske med henvisning til manglende klarhed over, hvordan Google behandler blandt andet slettede data.
Det skriver vores kolleger på Computersweden.
"... i aftalen (med Google, red.) er en ganske bred formulering, som betyder, at der er en mulighed for at behandle Salems personlige oplysninger til egne formål. Google kan heller ikke sætte en maksimal tid for, hvormår de sletter persondata, som Salem Kommune fjerner," siger Ingela Alverfors, der er jurist i det svenske Datainspektionen, til Computersweden.
Også problemer i Danmark
Sagen er ikke ulig den, som vi herhjemme har haft i Odense Kommune, der ønskede at anvende Google Apps til lærernes elevplaner.
Det indebærer, at personoplysninger opbevares i skyen. For at det kan godkendes, skal Google og Odense Kommune indgå en såkaldt databehandleraftale, der lever op til lovgivningen på området - men det har ikke kunnet lade sig gøre i samme grad, som det eksempelvis er muligt med Microsofts Office 365.
Der er dog også kommuner, der allerede anvender Google Apps.
Narvik Kommune i Norge har fået det norske Datatilsyns godkendelse til at anvende Google Apps. Narvik havde ellers - ligesom Odense Kommune - oprindeligt fået et nej fra Datatilsynet, men til sidst endte det alligevel med, at Google Apps kunne tages i brug.
Herhjemme er udfordringen, at Google endnu ikke har en databehandleraftale, der ligesom Microsofts kan fungere sammen med de lovgivningsmæssige krav i Danmark.
Det danske datatilsyn har tidligere oplyst til Computerworld, at en ny, dansk Google-sag kan komme på tale, hvis eksempelvis Odense Kommune på et tidspunkt beslutter sig for at søge en ny tilladelse.
John Bonnerup, der er it-sikkerhedsleder i Odense Kommune, oplyser dog til Computerworld, at kommunen ikke har tænkt sig at prøve sagen igen.
Læs også: