Artikel top billede

Smugkig: Sådan er ændringerne i Windows 8.1

Et preview af Windows 8.1 er snart klar, men softwaregiganten har allerede præsenteret nogle af de vigtigste nyheder i styresystemet. Læs om den nye Start-knap, bootfunktion og touch-browser.

Smugkig: Sådan er ændringerne i Windows 8.1

Det er synd at sige, at Windows 8 er blevet budt velkommen med åbne arme. 

I stedet er styresystemet blevet mødt af knyttede næver, og kritikerne har ikke vist Microsofts nye styresystem nogen nåde.

Jakob Nielsen, der er en af verdens førende eksperter i brugervenligt design, kaldte ligefrem Windows 8 for en katastrofe.

Mange brugere har også været frustrerede over fraværet af den traditionelle Start-knap i venstre hjørne på skrivebordet, og nu bøjer Microsoft sig for presset - sådan da.

Softwaregiganten har nemlig afsløret en del af nyhederne i Windows 8.1, som er klar i en preview-version, der lanceres under Microsofts Build-konference den 26. juni.

En af nyskabelserne er netop en Windows-tast, som er placeret i venstre hjørne på skrivebordet:

"Pc-udviklingen i dag centrerer sig meget omkring mobilitet, hvor brugerne interagerer med deres devices via touch, og vi har designet Windows 8 med henblik på dette. Men vi anerkender også, at der stadig er mange devices, der ikke er touch-baserede. Derfor har vi gennemført en række forbedringer for at sikre bedre navigation for brugere, der anvender mus og keyboard" skriver Antoine Leblond, der er Corporate Vice President, Windows Program Management, i et blogindlæg.

Helt konkret betyder det, at en Start-knap med Windows-logo dukker op, hver gang du bevæger musen over det nedre venstre hjørne af skærmen.

Desuden er den altid synlig på værktøjslinjen, når du er på skrivebordet.

Den har dog ikke de samme funktioner, som du måske kender fra hjælpeprogrammer som Classic Shell.

I stedet vil den blot sende brugeren frem og tilbage mellem skrivebordet og Start-skærmen, der er fyldt med apps og programmer.

Boot til skrivebordet

En del brugere har også klaget over, at de ikke har været i stand til at boote direkte til skrivebordet i Windows 8.

Det har dog været muligt med nogle forholdsvis avancerede finter, men nu bliver det nemmere.
 
Ifølge Microsoft vil der med Windows 8.1 være "mulighed for at boote til andre skærme".

Microsoft bruger selv et eksempel med at boote direkte til det samlede apps-overblik, men det skulle også være muligt at boote til skrivebordet, som har været et stort ønske blandt mange brugere.

Mere personligt design og ny browser

I den nye udgave af Windows har Microsoft desuden tilføjet flere visuelle muligheder for at skræddersy styresystemet til ens personlige smag.

Mens det i Windows 8 er let at ændre farvesammensætningen og eksempelvis baggrundsfarven på Modern IU (det tidligere Metro-interface), er det med Windows 8.1 muligt at benytte levende billeder som baggrund på startskærmen. 

Der kan også køre et slideshow med dine billeder i stedet for.
 
De behøver ikke ligge lokalt på din pc eller tablet, men kan være placeret på SkyDrive, som er Microsofts online lagertjeneste.

Desuden kan du forvandle din skrivebordsbaggrund til din startskærmsbaggrund, og det vil formentlig virke mindre forvirrende at hoppe mellem de to, da baggrundsbilledet vil være det samme.

Styr på apps

Microsoft har også arbejdet med de fliser - eller små firkanter - som findes i Modern UI.

I Windows 8.1 skal det være nemmere at flytte rundt på dem og organisere dem i klynger.

Desuden er det nu blevet sværere at flytte en flise ved en fejl, hvilket sker ret nemt med Windows 8 i forsøget på at aktivere en app.

I øvrigt vil nye apps ikke automatisk blive klistret på Start-skærmen, og de vil i stedet blive præsenteret i en app-oversigt.

Her kan du selv beslutte, hvad der skal fastgøres til Start-skærmen.

Ny browser og ændrede pc-indstillinger

Med Windows 8.1 følger også Internet Explorer 11. Browseren bygger videre på Internet Explorer 10, og den er skabt til touch-brug.

Microsoft har gjort det muligt at tilpasse udseendet på Internet Explorer 11, og det er muligt at have lige så mange faner åbne, som der er brug for. De åbne faner er der adgang til på tværs af flere Windows 8.1-enheder.

Desuden har softwaregiganten gjort det nemmere at få adgang til pc-indstillingerne uden at lægge vejen forbi kontrolpanelet.

I pc-indstillingerne kan skærmopløsningen ændres, strømforbrug indstilles, produktnøglen justeres, og Windows Update afvikles. 

Du kan også håndtere SkyDrive fra pc-indstillingerne og se lagringsstatus.

Windows 8.1 er klar i en færdig version senere på året, og det vil være gratis at opgradere for ejere af enheder med Windows 8.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere