En uge uden internet: Onlinejunkie tager en kold tyrker
Jeg gjorde det bare.
Det var rutine. Det var vane.
Og det var et eller andet sted stærkt bekymrende.
Det lå ganske enkelt i fingrene, og med et par hurtige tryk på mobilen havde jeg forsøgt at aktivere browseren på min mobil.
Men jeg var offline. Et valg, jeg havde foretaget helt bevidst.
Det var slut med internettet - i hvert fald i en uge. Dele af min hjerne var åbenbart ikke enig i den beslutning.
Udenfor kunne jeg høre nogle rengøringsfolk snakke spansk, mens de skramlede forbi ferielejligheden med en trækvogn fyldt med brugte håndklæder og Ajaxflasker.
Jeg sad på sofaen med en "død" smartphone i hånden og stirrede ud i luften. 3.755 kilometer fra Danmark og endnu længere væk fra internettet.
Men hvorfor var det nået dertil? Hvorfor valgte jeg at klippe forbindelsen?
For at forstå det må vi en tur tilbage i tiden. Tilbage til 1994.
Det var her, jeg fik mit første fix.
Udødelig med opgradering til bredbånd
Dengang der ikke var noget, der hed Google.
Dengang der ikke var nogen Internet Explorer.
Og dengang hed det der med computere EDB, og internettet gik under navnet World Wide Web.
Jeg var hooked med det samme, og mit liv som internetjunkie begyndte.
Jeg ville have mere - og det skulle jeg få.
Mit første 33.6K-modem blev købt i 1998, og jeg havde en lille metalkasse ved siden af computeren, som jeg smed mønter i, når jeg var online.
Det var nemlig en bekostelig affære at gå på nettet dengang, og der blev afregnet efter minuttakster.
Og for en fattig studerende, der brugte timer på at plante patroner i skallen på modstandere i onlinespillet Counter-Strike, kunne en løbsk internetregning banke bunden ud af budgettet til frosne pizzaer og pasta.
Tiden blev dengang også brugt på at rode forvirret rundt med Opasia fra Tele Danmark, og jeg fik sidenhen ICQ.
Det kan lyde som en frygtelig kønssygdom, men egentlig er det blot en oldschool chatklient.
I 00'erne fik jeg endelig bredbånd med ubegrænset trafik. Det var som at slippe en svensker løs under en rundtur på Carlsberg.
Jeg var nærmest sanseløst beruset af de muligheder, som jeg nu havde for hurtigt at indlæse hjemmesider.
Samtidig var det vanvittigt, at det nu ikke længere tog flere timer at downloade et lille, sjovt videoklip af en mand, der basker en bjørn i hovedet med en laks (ja, det var, før der var noget, som hed YouTube).
Jeg kunne nu suge uhæmmet løs af onlinenyheder og skøre, mærkelige hjemmesider.
Jeg følte mig nærmest udødelig.
Arbejdesplads på nettet
Sidenhen fik jeg job som it-journalist, og jeg flyttede professionelt ind på nettet, der nu blev min arbejdsplads.
Jeg har ikke tal på, hvor mange timer jeg i årenes løb har stirret på computerskærme, og hvor mange tastaturer jeg har slidt op.
De seneste fem år har jeg ikke haft en uge, hvor jeg ikke har været på nettet.
Jeg er online konstant, ikke mindst takket være mobilen. Mit liv er endnu mere flettet sammen med internettet end nogensinde før.
Der tikker mail ind ved siden af min hovedpude og vækker mig om natten. Jeg får notifikationer, når nogen skriver noget på Twitter med @WebSurferen.
Internettet er nu altid inden for rækkevidde - og det rækker også ud efter mig. Det bor nu i min lomme. Jeg har selv valgt det, og min indre junkie er begejstret.
Men måske har forbruget - eller måske rettere misbruget - taget overhånd.
Ved den mindste pause aktiveres mobilen, og jeg surfer rundt på nettet.
Efter information. Efter underholdning. Efter nyheder.
Det er nærmest en rituel handling.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har kedet mig sidst.
Farvel Danmark, farvel internet
Kufferterne var pakket, familien samlet, og klokken var fire om morgenen.
Jeg stod i Københavns Lufthavn blandt hundredvis af charterturister, som var på flugt fra det lunefulde danske klima.
Aftenen før havde jeg fundet shorts og badetøfler frem, mens jeg samtidig var på nettet via computeren og mobilen.
Jeg fulgte intenst med i jagten på den ene formodede bombemand fra Boston.
Internettet var langt hurtigere end de traditionelle medier.
Jeg havde via Twitter fundet et link til en politiscanner og kunne høre de amerikanske betjente brumme uforståelige koder, mens statusopdateringer fra sociale medier trillede hen over skærmen. Det var så live, som det kunne blive.
Men jeg nåede ikke at få hele historien. Mobilen blev slukket i lufthavnen.
Egentlig havde jeg ikke planlagt, at jeg skulle være offline i en uge.
Faktisk lige modsat.
Billig forbindelse
Som en rigtig spejderdreng var jeg naturligvis altid beredt og havde et USB-modem/simkort med i tasken fra det spanske teleselskab Movistar (jo, det staves uden e).
Jeg gad ikke betale for absurde roamingpriser og vidste, at jeg for cirka 10 euro (75 kroner) kunne overleve en uge og surfe på livet løs.
Men skæbnen ville, at jeg den første feriedag ikke fik aktiveret USB-modemmet/simkortet. Hvor absurd det end kan lyde, kræver det, at man møder fysisk op i en Movistar-butik og får tanket op.
Ikke noget med at betale via nettet på forhånd. Jeg nåede ikke frem til butikken i tide, og de første 24 timer af ferien var uden netforbindelse.
Så tog jeg et valg. Jeg tog en kold tyrker, og jeg tog mig selv i at være en smule rystet over beslutningen.
Gratis lokkemad
Mulighederne for at komme online var der ellers. Jeg kunne slå dataforbindelsen til på min mobil, og jeg ville kunne få et hurtigt fix - til en høj pris.
Receptionen, der var tilknyttet ferielejligheden, havde også gratis Wi-Fi, og der kunne endda betales for at låne en stationær computer.
Det var som en alkoholiker, der beslutter sig for at stoppe, selv om køleskabet er fyldt med flasker.
Men jeg tænkte, at det nok var sundt. Og hvad ville der egentlig ske, hvis jeg brød forbindelsen? Ville jeg kunne magte det? Hvordan ville jeg reagere?
Fantomsmerter i 'internet-fingrene'
De første dage var de værste. Kald det abstinenser.
Det var især, når der var pauser og tid til at slappe af, at jeg greb ud efter mobilen af ren vane.
Personer, som har mistet lemmer som arme og ben, kan opleve såkaldte fantomsmerter. De kan altså stadig få fornemmelse af, at det for eksempel kradser på armen, eller benet føles koldt.
I den første tid havde jeg også en form for fantomsmerter i mine 'internet-fingre', som insisterede på at klikke på mobilens browser og Twitter-app, selv om forbindelsen var klippet.
Det var faktisk en smule skræmmende at indse, hvor indgroet en manøvre det egentlig er.
Og her sad jeg så. Plantet i en sofa med min mobil i ferielejligheden, mens rengøringsfolkene gik forbi udenfor.
Jeg kiggede på telefonen, som lige pludselig ikke var særlig spændende. Det var forvandlet fra en smartphone til en dumbphone.
Og der var seks dage, til jeg igen skulle være online.
Pludselig føltes det som verdens længste ferie, og jeg tvivlede på, at det var en særlig god idé at gå offline.
Et år uden internet
Jeg kunne dog trøstede mig med, at jeg ikke skulle være offline i et år som it-journalisten Paul Miller fra TheVerge.com.
Han valgte at leve uden internettet i et helt år, da han følte sig udbrændt.
Desuden mente han, at nettet gjorde ham uproduktiv og 'korrumperende hans sjæl'.
Jeg havde det ikke på samme måde. Nettet for mig var stadig mere en velsignelse end en forbandelse.
Og derfor var det også svært, da det pludselig blev taget væk fra mig.
Det var, som om jeg ikke kunne slappe af. Jeg manglede noget i mit liv.
Internettet var en belønning
Det gik op for mig, at min mobiladgang til nettet havde udviklet sig til en slags belønning.
Når jeg havde ordnet pligter som at vaske op eller passet de larmende unger længe nok, så var det hen på sofaen med mobilen til en omgang hvileløs rundtur på de sociale medier og nyhedssider.
I en fast cyklus: Nyhedssider, Facebook, Twitter, Gmail og så videre. Rundt og rundt i ring. Det havde jeg gjort mig fortjent til. Det var vigtigt. Det var rart.
Men nu var der ingen bonus og ingen kære internet. Det føltes, som om Mikkel Kessler var kommet forbi og havde uddelt en knytnæve lige i mellemgulvet.
Ingen Google-søgning til Botox-tilfælde
Jeg er vant til at læse meget online, men måtte i stedet tage til takke med bøger, blade og magasiner downloadet til en iPad.
Men da jeg ikke havde planlagt eller gennemtænkt min midlertidige internetafholdenhed, havde jeg ikke medbragt voldsomt meget læsestof.
I stedet havde jeg en masse tid til at tænke over tingene i mit selvvalgte web-eksil.
I begyndelsen handlede det meget om, hvad jeg gik glip af. Var der kommet en vigtig (arbejds)mail? Hvad skete der på nyhedsfronten?
Jeg følte mig udenfor.
Som dagene gik, blev det langsomt nemmere. Jeg begyndte at acceptere mit nye liv uden internetadgang. Fingrene holdt efterhånden op med at gribe ud efter mobilen.
Faktisk fik telefonen ofte lov at blive tilbage i ferielejligheden, når familien skulle ud at spise eller bade.
Gradvist begyndte jeg at ændre vaner.
Jeg fik set en lang udsendelse på CNN om de formodede Boston-bombemænd, som jeg aldrig ville have haft tålmodighed til før - i hvert fald ikke uden at sidde og fifle med min mobil imens.
Ja, jeg havde nok ikke engang zappet ind på CNN, hvis jeg havde været hjemme omgivet af computer, smartphone og en fungerende iPad.
Mobilen blev kværket
Desuden var jeg nok også en mere nærværende far end normalt.
Telefonen var blevet kvalt, og der kom ikke bippende lyde fra mail eller opdateringer fra sociale medier. Det var sværere at blive distraheret.
Der var dog tider på ferien, hvor jeg virkelig savnede mobilens funktioner.
Da der var Champions League-semifinaler, missede jeg den ene og måtte leve med ikke at kende resultatet på kampen et stykke tid.
Og på et tidspunkt hævede en af ungernes øjne op, så han lignede et uheldigt Botox-tilfælde.
Normalt ville jeg straks have googlet efter en løsning på det.
Men hey, han overlevede - og det samme gjorde jeg.
Den virtuelle postmand kommer forbi
Da flyets hjul ramte asfalten med et ordentlig bump, var de første passagerer allerede i gang med at tænde deres telefoner.
Min lå stadig i lommen.
Jeg ventede pænt, til flyet var inde ved gaten. Det var nu syv dage og 12 timer siden, at jeg havde været online.
Jeg kunne godt vente fem minutter mere.
Powerknappen blev til sidst trykket ned, og dataforbindelsen aktiveret. Jeg var på nettet igen.
Det var ikke en så berusende oplevelse, som jeg måske havde forventet. Min indre junkie var åbenbart blevet afvænnet - en smule.
Den virtuelle postmand kom forbi med 152 ulæste arbejdsmail og 27 private.
Var der nogen, der var særlig vigtige - og som krævede øjeblikkelig handling? Næ.
Var jeg gået glip af noget særligt? Næ.
Om aftenen begyndte jeg at svare mail og læse op på ugens historier, og jeg brugte nogle timer på det.
Ingen tvivl om, at det var rart at være online igen - det var virkelig som at komme hjem.
Men det stod også hurtigt klart, at der ikke var sket så meget, som jeg måske havde forventet.
Jeg stod tilbage med en følelse af, at jeg var gået glip af noget.
Ville jeg gøre det igen - være offline i en længere periode? Måske.
Jeg er i hvert fald blevet mere bevidst om (mis)brugen af internettet, og at det kan være en god idé at gemme mobilen lidt væk engang imellem. Internettet forsvinder jo ikke.
Det kan samme kan siges om onlinejunkien i mig, men jeg har også lært, at han kan kontrolleres.
