"Peacock! Peacock!" Saturday Night Live-komikeren Fred Armisen forsøger fortvivlet at logge på det trådløse netværk med sin Google Glass computerbrille. Det går ikke helt som planlagt. Det berømte amerikanske tv-show gør grin med Googles seneste opfindelse og ikke mindst de mærkelige bevægelser og talte kommandoer, som kræves for at betjene brillen. Det meste af det er heldigvis frit opfundet - det er meget lettere at styre Glass i virkeligheden.
Men det er alligevel meget oplagt at lave sjov med brillen, hvor brugerne typisk har svært ved at finde ud af, hvor de skal fokusere deres blik. De første udviklere har nu modtaget eksemplarer af brillen, og stemningen er vendt. "Her er dommen: Ingen bryder sig om Google Glass," lyder overskriften i en artikel hos BusinessInsider.
Der er alt for mange fejl og mangler i den nuværende version. Batteriet holder kun i mellem tre og fem timer, nogle brugere klager over hovedpine, det er svært at se skærmbilledet i dagslys, indstillingerne kan ikke ændres og brillen fylder for meget.
Desuden er der bekymringer om privatlivets fred. Det er ganske enkelt umuligt at vide, om en person med Google Glass er ved at filme eller tage et billede af dig.
Så hjælper det heller ikke, at de første udviklere har fået lov til at betale 1.500 dollar eller næsten 9.000 kroner for et tidligt testeksemplar af Glass.
Men Saturday Night Live hænger sig ikke i de tekniske detaljer. Fred Armisen vrikker med hovedet og forsøger at styre Glass, mens værten Seth Meyers kæmper for at holde latteren tilbage.
Armisen tilbyder at bestille mad - "Italian!" - hvorefter Glass skifter til italienske sprogindstillinger. Et par ord på italiensk og brillen skifter tilbage til engelsk.
"Den er fantastisk! Jeg har brugt så meget tid i mit liv på at kigge ned på min telefon, og nu er den heroppe, så jeg kan bruge den uden at være uhøflig eller distraherende, " siger Armisen og stirrer blankt ud i den tomme luft.
"Du skal ikke snakke, mens jeg gør det her," siger en stadig mere fortvivlet Armisen og brillen begynder at spille stønne-lyde. "Ser du porno?" spørger værten, og Armisen forsøger at slukke for lyden.
Se hele den morsomme video nedenfor: